Dagens kunstværk – Sonja Lillebæk Christensen: Die Eltern af Käthe Kollwitz

Dagens kunstværk er en ny serie på Kunsten.nu, hvor vi beder kunstnere og kunstfaglige om at fremhæve et kunstværk, der har gjort særligt indtryk. Billedkunstner Sonja Lillebæk Christensen har udpeget et værk, der omhandler tab og sorg.
Det var en meget svær opgave at vælge et værk ud af Käthe Kollwitzs produktion. Jeg ser hendes værker fra denne periode som sammenhængende og har måske aldrig tænkt og set dem som enkeltstående. Men da det jo var opgaven at vælge ét værk, har jeg gjort, hvad jeg blev bedt om.

Værket, Die Eltern (Forældrene), er et s/h grafisk arbejde i træsnit fra 1921-22. Værket måler 35,1 x 42,5 cm. Motivet er centreret på midten af papiret på langs. Motivet virker umiddelbart som en forenklet sort konkret form. Men man opdager straks at ”formen” består af to skikkelser som ligger på knæ og omfavner hinanden. De er begge i smerte – ikke en fysisk smerte men en indre smerte der har tvunget dem begge i knæ.

Træsnit er et fysisk råt medie i sig selv og med sin råhed og enkelhed udtrykker og understreger mediet den smerte, Käthe har villet overføre til papiret.

Käthe mistede sin søn under første verdenskrig og en stor del af hendes arbejde derefter omhandlede denne erfaring.

Meget af hendes arbejde er i og omkring samtiden, samfundet, fortvivlelse, arbejderbevægelsen, tragedier, tab og sorg. Alt sammen personlige erfaringer hun gjorde sig gennem livet.

Generelt har jeg et blødt punkt overfor meget kunst fra mellemkrigstiden – og den peirode må man jo sige, at meget af Käthes arbejde er fra. Jeg så værket, Die Eltern, på MOMA i New York for ca. ti år siden, hvor der var en større udstilling med Käthe Kollwitz. Udstillingen ramte mig virkelig. Mens jeg gik fra værk til værk på udstillingen, græd jeg. Tårerne trillede stille ned ad kinderne og stoppede først efter rulletrappernes nedtur mod udgangen.

Ja, jeg kommer jo nok ikke udenom mig selv med spørgsmålet om hvad udstillingen satte i gang i mig. Men nu er jeg heller ikke bange for at blande det personlige (mig selv og/eller ‘kunstneren’) ind i det at se på kunst for at forstå den. – Jeg har været i knæ, jeg har mistet, jeg har angst over at miste, jeg har sympati (mest for den afmægtige), jeg har viden (nok til at vide hvordan verden hæger sammen), jeg har kæmpet, jeg har overlevet og jeg bliver ved med at leve (indtil jeg dør), med at arbejde hårdt for det, jeg tror på.