Danmarks største kunstakademi

Først et indledende quiz-spørgsmål: Hvilket kunstakademi er det største danske kunstakademi om tre år?
Svar: Kunsthøgskolen i Bergen!

Hvis man uden videre forbehold fremskriver den udvikling, man har set de senere år, er det ikke et urealistisk svar på spørgsmålet: I 2013 optog Kunsthøgskolen i Bergen tre danskere på bacheloruddannelsen, året efter var det fire, i 2015 var det otte, og endelig blev der optaget hele 13 danske studerende i 2016. I 2017 har man ikke afsluttet optagelsen endnu. I samme tidsrum er det samlede antal studerende, der optages på den første bachelorårgang, nået op på 47.

Til sammenligning har optaget på bacheloruddannelsen på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i København i en del år ligget stabilt omkring 26 studerende pr. årgang. Det er tyve mindre end i Bergen, og andelen af danske studerende pr. årgang har ligget lige under 20, hvilket ikke er særligt langt fra den seneste årgang med 13 danskere i Bergen.

Fortsætter tendensen på de to skoler i de kommende år, er det derfor ikke helt usandsynligt, at der på et tidspunkt går flere danske studerende på Kunsthøgskolen i Bergen end på Kunstakademiet i København, og at Kunsthøgskolen i princippet vil fungere som det største danske kunstakademi.

En dybere problemstilling
Men det handler ikke kun om omfanget af studerende og en bemærkelsesværdig optagelsesstatistik. Problemstillingen er langt mere alvorlig og omfattende, for optagelsesstatistikken skal sammenholdes med, at Kunsthøgsskolen i Bergen til efteråret opruster sin faglige profil med en nyopført bygning tegnet af Snøhetta. Her får man udbygget sine værkstedsfaciliteter med alt inden for foto, video, skulptur, grafik, plastik, glas, farvekemi, 3D-print, laserudskæring osv. til noget, der må betegnes som Nordens ypperste på sit felt.

Værkstedsfunktionerne kommer på niveau med de bedste, der f.eks. findes på akademierne i Stockholm, og så er værkstederne i Bergen desuden tænkt ind i arkitekturen fra begyndelsen, så de kan udnyttes i et optimalt samspil. Og der er ingen truende nedskæringer i horisonten, man fastholder de mange professorer og fagligt ansatte. Den norske stat har tilsyneladende tilstrækkelige oliepenge at tage af.

Det står altsammen i skærende kontrast til situationen på Kunstakademiet i København, hvor flerårige nedskæringer har medført lukning af en række essentielle værkstedsfunktioner, og hvor man nu har reduceret professorskolerne til noget, der efterhånden er en alvorlig, faglig amputering af akademiet i sammenligning med de internationale standarder, der forefindes ude omkring. De danske kunstakademier sakker mere og mere bagud i forhold til akademierne i vores nabolande.

Så der er altså mere, der taler for, at Kunsthøgskolen i Bergen en dag kan ende som det største danske kunstakademi.

Kunstakademiet satte en dagsorden
Og det bliver ikke uden konsekvenser, hvis det sker. I nyere tid har kunstakademierne været den største dynamo, når det handler om at tiltrække kunstnerisk talent og sætte dagsordenen for de nye generationer i samtidskunsten. I en dansk kontekst indledte Det Kongelige Danske Kunstakademi sin dominans på det felt omkring 1980. Før det tidspunkt var det overvejende bevægelser uden for kunstakademiet, der satte dagsordenen – tænk blot på Eks-skolen, der oprindelig var i direkte opposition til akademiet.

Men med De Unge Vilde i begyndelsen af firserne kom bevægelsen også indefra, og Kunstakademiet satte nu en dagsorden for samtidskunsten. Efterfølgende har skiftende årgange og grupperinger med relation til Kunstakademiet forsøgt at markere sig som nye manifesteringer i samtidskunsten med varieret styrke og held. Tænk på de postmoderne, cool billedhuggere med bl.a. Stræde og Toubro, gruppen af Baghuset-kunstnere med Henckel, Brinch og Koester, og andengenerations Vilde-malerne med Tal R, Kørner og Roepstorff. Eller en kunstnergruppe som Superflex, der oprindelig fandt sammen på Kunstakademiet.

Der kunne nævnes mange andre, det er blot nogle af de iøjenfaldende eksempler. Pointen er, at Kunstakademiet i København i nogle årtier har spillet en afgørende rolle i spørgsmålet om, hvem der satte dagsordenen, og hvordan den blev sat på den danske kunstscene.

En æra er slut
Den rolle er formentlig stærkt aftagende. Med den tiltagende globalisering og den internationale konkurrence er det ikke længere givet, at man på Kunstakademiet i København tiltrækker det bedste talent. Flere og flere unge danske talenter går udenom de danske kunstakademier og søger direkte ind på kunstakademier i vores nabolande, hvor en del af talenterne efterfølgende bliver en del af kunstlivet der.

Det ville ikke udgøre et problem her, hvis de danske kunstakademier som modvægt tiltrak et tilsvarende antal udenlandske talenter, men det er desværre ikke tilfældet. Dertil er kapaciteten på de danske kunstakademier alt for lille. Så måske er Det Kongelige Danske Kunstakademis dominerende æra ovre for denne gang, og vi må håbe, at andre faktorer fremover vil bidrage til at tiltrække det bedste talent og sætte en markant dagsorden på den danske kunstscene.

Årsagen til denne udvikling skal findes i Kulturministeriet. Det er Kulturministeriet, der er ansvarlig for de videregående kunstneriske uddannelser, og man har efterhånden forpasset momentum for at gøre noget ved situationen. Kulturministeriet har undladt at evaluere de danske kunstakademiers evne til at begå sig i den internationale konkurrence, og det har forsømt at opstille en ambitiøs vision for, hvad man vil med de billedkunstneriske uddannelser. Resultatet bliver, at fremtidens kunstneraspiranter vil søge væk til landene omkring os.

Det er der, det sker!