Danse, danse dukke min

En egentlig udstilling er det knap. Syv indrammede fotografier, to kostumer på væggen og et lille bitte tv placeret på gulvet i Senko studio. That’s it.

Welcome to the Doll-Theatre drysser ned over skærmen, og en cirka ti minutter lang film tager sin begyndelse. Filmen har fine kvaliteter, og Kristine Mandsbergs baggrund som tekstildesigner og hendes forkærlighed for teaterscenografi gennemsyrer forestillingen.

Hun udviser blik for detaljen og grafisk skarphed, hvilket bærer projektet igennem. Men udstillingen som helhed virker umotiveret, og filmen mangler fokus.

Tænd computeren
Efter et hurtigt blik rundt i udstillingslokalet hos Senko Studio, rammes man af en følelse af skuffelse.

Fotografierne, der viser ‘påklædningsdukken’ fra filmens syv scener, er grafisk stærke, men svækkes af det kraftige genskin fra studioets panorama vindue. De ophængte kostumer, der vidner om Kristine Mandsbergs flair for stoflighed, virker døde og ude af kontekst, og man undres over valget af det lille tv på gulvet frem for projektoren i loftet.

Alt i alt virker hele udstillingssiden af projektet meget halvhjertet.

En gennemtænkt og mere fyldig fremvisning af filmens håndværksmæssige fundament ville uden tvivl have styrket projektet. Man kunne endda hævde, at filmen ville gøre sig bedst som supplement til kostumerne og ikke omvendt.

Men som udstillingen fremstår i Senko Studio er man bedre tjent med at blive hjemme, tænde computeren og besøge kunstnerens hjemmeside: www.kristinemandsberg.com

Syv scener, syv påklædningsdukker
Klik nu på menuen Welcome to the Doll-Theatre.

Her venter dig en lille film med syv scener, bygget op som små teaterscenografier, med en baggrund, skiftende rekvisitter og en skuespiller.

Skuespilleren får via forenklede og legetøjsagtige rekvisitter, såsom papirsflyvere, paddehatte og sprællemandsarme, karakter af en dukke, der kan klædes af og på. I en af scenerne drages parallellen da også fuldt ud.

‘Dukken’ ifører sig selv stykker af tøj, i et underfundigt spil mellem 3D og 2D virkninger og mellem film og animation.

Med filmen tager Kristine Mandsberg teten op fra hendes afgangsprojekt fra Royal College of Art i London, Reality is Relative, der blev nomineret til Politikens Talentpris.

Netop dette spil med virkeligheder og rumlighed er en af filmens styrker, som i sidste ende gør den til mere end en fremvisning af tekstiler.

Stærk stoflighed, men uden stof til eftertanke
Men blandt filmens mange flotte print og perler går den røde narrative tråd tabt, og sytråden tager over.

Konfronteret med filmens mange æstetiske udtryksformer, savner man fokus.

Det er uklart om Welcome to the Doll-Theatre skal forstås som en kritik af mode/design verdenens fokus på overfladen og det banale. ‘Dukken’ er i de fleste scener hæmmet i sine bevægelser og bærer maske for øjnene, men den generelle stemning, der formidles, er dog legende og positiv.

Filmen arbejder i et krydsfelt mellem det kunstnerisk konceptuelle og det kommercielle. Hvorfor man efterlades med en tvivl om, hvad man egentlig har været vidne til. En kunstnerisk reklame for tøj og tekstiler, eller et kunstværk med forankring i design og håndværk?

Mønsterbryder
Derimod har Kristine Mandsberg tydeligvis et talent for komposition af mønstre og materialer og mestrer faktisk på flot vis at fusionere de mange udtryk og genrer, til et samlet og grafisk stærk udtryk.

Budskabet fremstår måske ikke knivskarpt, men ikke destro mindre er det et besøg værd. Et besøg på Kristine Mandsbergs hjemmeside vel at mærke!

Her slipper den undenbys for bumleturen til Viborg og får det hele serveret – med en mindre ventetid på et minut og 43 sekunder. Men som kunstneren skriver: "Please have a bit of patience… it is worth waiting for!"