De, der blev afvist af Dansk Ekspeditionsfond

Når man træder ind i installationen, er det som at komme ind i en verden, der har været glemt i mindst fire årtier. Etnografiske optegnelser med antikverede eksotiske dyr ligger spredt udover teaktræsskriveborde mellem skrivemaskinen, det overfyldte røgfarvede askebæger og de gamle arkitektlamper. Der bliver i det dunkle rum vist lysbilleder fra et foredrag, og en langsom animeret film illustrerer menneskelige ansigtstræks sammenfald med dyr.

Krog Møller og Visti fortæller, at man hos C.I.R.K.A. (Center for Infrahuman Reasearch, Kommunikation og Analyse), som de kalder deres projekt, i øjeblikket blandt andet er i gang med at afkode rotters sproglige skriftlige kommunikation. Rotterne løber rundt henover en staveplade, hvorfra deres bevægelser bliver registret og analyseret af en computer, der finder frem til rotternes meddelelser til verden.

Mediemaskiner er ikke interesserede i forsøgsmus
I C.I.R.K.A.s publikation om sproglige forsøg med mus finder man et afslag fra Dansk Ekspeditionsfond, som de modtog, da de søgte om at komme med på den stort anlagte Galethea 3 Ekspedition.
“Den nye Galethea var en underlig mediemaskine. Men den var måske ikke lagt så meget an på det rent videnskabelige. På den måde er historien om vores afslag herfra en god indgangsvinkel til vores projekt,” siger Krog Møller.

Naturvidenskab er en problematisk størrelse
“Hvorfor taler man så meget om, at man vil formidle naturvidenskab. Det er jo udelukkende fordi, man i fremskrivningskurverne kan se, at der bliver brug for mange nye naturvidenskabelige forskere. Men samtidig er naturvidenskaben også blevet problematiseret i en sådan grad, at de, der står i det, ikke kan se ud over sig selv.”

Visti byder ind i Krog Møllers udredning af naturvidenskabens situation i dagens Danmark: “Forskere har jo ikke længere nogen objektivitet. De tror ikke engang selv på den. På den måde bliver det hele bare en udlægning af verdensopfattelser.”

Nostalgi og verdenssituationen
Det er på mange måder netop det med udlægningerne, som de herrer Krog Møller og Visti selv betragter som det centrale ved deres fælles værk. “Det handler alt sammen om definitioner. Hvordan etableres eller opleves de der autoriteter, som vidensopfattelser er? Det er det, vi på en eller anden måde gerne vil sætte fokus på,” siger Krog Møller.

Visti slår i den forbindelse fast, at de ikke ønsker sig tilbage til gamle dage, men at det er rigtigt nok, hvis man sporer en form for nostalgi i udstillingens form: “Vi har en form for antikveret tidsudtryk i udstillingen.”

Krogh Møller tilslutter sig denne betragtning: “Det er et forsøg på at finde en form – en autoritet, der kan pudse det hele lidt af. Vi forsøger at vise en form for asynkronitet, en fornemmelse af at være ‘ude-af-tid’. Det er en insisteren på en selvfølgelighed om, at det er sådan, det fungerer her på dette forskningskontor.”

Politisk kunst – bang, bang!
Men er det så et politisk kunstprojekt, de to har gang i, når de forsøger at sætte fokus på, hvordan vi sætter nogen til at forstå verden for os?

De to kunstnere betragter deres samarbejde som noget, der åbner muligheder for at se verden på andre måder. “Vi har ikke noget svar, men vi har en utrolig masse spørgsmål. Vi bøjer alt det, vi laver til spinkle og umulige svar. De bygger på korthusteorier, som lige så hurtigt vender sig til spørgsmål igen,” konkluderer Visti om projektet C.I.R.K.A og fortsætter: “Når man siger politisk kunst, så er jeg tit klar til at trække min revolver. Det vi laver er ikke ment som et alternativ, det er ikke politisk – men er det så alligevel. Krog Møller følger op: “Det forholder sig til virkeligheden; til omgivelsernes betingelser. Men det etablerer ikke løsninger eller aflæselige entydige alternativer.”

Den videnskabelige konklusion
De to kunstnere kigger på hinanden, da kaffen er drukket, og Visti siger konkluderende: “Jeg ved ikke, om vi kom noget som helst nærmere, hvad det her handler om…”
Krog Møller forsøger at svare: “Måske kørte vi bare lidt i ring rundt om, hvad det handler om og stillede en masse spørgsmål til os selv.” Her understreges hele pointen med udstillingen: Det handler muligvis om anskuelser – og lidt om dyr.