De får monumental værdighed, uanset hvor fattige og undertrykte de er

Den indiske fotograf Gauri Gill, som er aktuel med udstillingen Acts of Resistance and Repair på Louisiana, arbejder som en feltantropolog: Hun vier sin indfølte og solidariske opmærksomhed til marginaliserede mennesker langt fra de indiske millionbyer.

Som en anden Jacob Holdt, hvis ikoniske Amerikanske billeder fra 1970’erne ændrede vores syn på USA som a country of hope and glory (dertil var der alt for mange skyggesider), tager også den indiske fotograf Gauri Gill (f. 1970) os med til ”Underindien” i sine fotos – inklusiv en serie spændende nye iscenesatte dokumentarbilleder.

Hun har primært fokus på fattige og undertrykte indere, heraf flest kvinder, som lever i marginalområder langt fra landets millionbyer under et middelalderligt, patriarkalsk magthierarki og et undertrykkende kastesystem. Som en antropolog bevæger Gill sig væk fra sin hjemby New Delhi og drager ud til ‘åstederne’, men hun bliver der længe og vinder sine ‘modellers’ tillid og engagerer sig i dem. De bliver ofte venner, og hendes portrætter emmer af både empati og en ægte nysgerrighed.

Vi er med andre ord så langt fra hurtige snapshots og ”Årets Pressefoto”, som tænkes kan, hos Gill, der blev internationalt kendt, da hun udstillede på documenta 13 i 2017 med sine fotografiske serier fra delstaten Rajasthan i det nordvestlige Indien. Gill havde også en soloudstilling i New York på MoMA PS1 i 2018, ligesom hun gjorde indtryk på Venedigbiennalen i 2019.

Dagligdagsrutiner med masker

Udstillingen omfatter fem gribende serier, hvoraf de fleste er blevet til i åbne og kollaborative arbejdsprocesser. Den første og mest spektakulære er Acts of Appearance – en farvestrålende serie med fokus på de oprindelige folk fra Adivasi-samfundet, hvis medlemmer tilhører de såkaldte Kokna- og Warli-stammer. De holder til i den indiske delstat Maharashtra i den vestlige del af Indien, ikke så langt fra Mumbai.

Disse mennesker foretager de samme dagligdags rutiner dag ud og dag ind, men i serien er de transformeret til uigenkendelighed, fordi de bærer nogle fantastiske menneske- og dyremasker, som både er komiske og poetiske. Hver maske er kunstfærdigt udført i papmaché og bemalet i underfulde farver.

Men til forskel fra denne kulturgruppes traditionelle rituelle masker går de nye masker i højere grad i dialog med nutiden. Ved at skildre “de indfødte” med maske på ‘über-eksotiserer’ Gill de portrætterede, der fremstår som mærkelige dyr: En grønthandler har hoved som en cobraslange – to spisende bliver til insekter, en kunstner, der sidder på jorden og maler, har et hoved som en blyant, og to små kortspillende drenge er blevet til frække voksne mænd etc.

Det er et interessant og indirekte kolonialismekritisk greb og også en fornyelse af genren ”iscenesat dokumentarisme”.

Nomadernes hverdag

I den ligeledes uafsluttede serie i sort/hvid Notes from the Desert, som Gill indledte i 1999, og som er optaget i Thar-ørkenen i den nordvestlige delstat Rajasthan, kan vi leve os ind i ørkenfolkets og nomadernes hverdag og følge nogle ofte skæbnesvangre begivenheder.

Der er barnefødsler, dødsfald, venskaber, en skole, hvor undervisningen foregår i det åbne under træer. Ikke at forglemme syge mennesker med opgivende blikke.

Serien omfatter også en sørgelig foto-fortælling om en enlig mor og to døtre, der kæmper for at overleve i den barske og golde natur. Faren har forladt dem, så de er overladt til sig selv. Den ene datter dør af en ubehandlet sygdom i en alder af 23 år.

Workshops med piger og kvinder

I serien Balika Mela fra 2003 og 2010 har Gill – i både sort/hvid- og farvebilleder og igen i en workshop – samarbejdet med piger og kvinder fra ørkenbyen Lunkaransar i den nordøstlige del af delstaten Rajasthan.

Gill optog pigerne i et telt og lod dem selv bestemme, hvordan de valgte at optræde foran kameraet. Mange af dem ser alvorligt ind i kameraet. En enkelt pige sidder på en motorcykel og udstråler skønhed og personlig frihed, indimellem optræder pigerne parvis – og med enkelte undtagelser er alle iklædt farverige gevandter. Ved samme lejlighed lærte Gill pigerne at fotografere, og det fremgår, at én af pigerne senere har åbnet et fotostudie i sin landsby.

Sammen med den lokale kunstner Rajesh Vangad, har Gill skabt en række fotografier af de steder og landskaber, hvori han færdes. Det er blevet til serien dem Fields of Sight, hvor Vangad maler sine arabesker og ornamenter direkte på Gills sort/hvide fotos.

Malerierne flimrer livfuldt på fladen, der synes at tilføre fotoet en kniplingsagtig, taktil og analog membran. Udstillingen rummer også nogle halv-abstrakte og også lidt naivistiske landskabsmalerier af Gauri Gills mor, der er plottet ind mellem fotografierne som en mere stoflig tilføjelse.

Indisk-amerikanere

I serien The Americans fra 2002-2007 afsøger Gill den indiske diaspora i USA – her parafraserer hun Robert Franks (1924-2019) ikoniske serie The Americans (1958) og stiller spørgsmål til national identitet. Hvor meget er disse mennesker indere, og hvor meget amerikanere?

Her vandrer det amerikanske varesamfund helt ind i de portrætteredes hjem, og overfloden er til at tage at føle på i nogle af fotografierne, mens andre ex-indere må nøjes med mindre og for eksempel arbejder som havnearbejdere. Med andre ord er diversiteten stor, og klasseskellene lige så skarpe mellem de indiske indvandrere som i det øvrige amerikanske samfund.

Indien er et paradoks

Alle, der har rejst i Indien, er blevet grebet af medfølelse og apatien ved synet af den store fattigdom og elendighed, der hersker mange steder, samtidig med at et fåtal lever i en rigdom og luksus, der eksponeres uden filtre. Alt er synligt i Indien.

Men selv de mest fattige kvinder, som har det fysisk hårdeste arbejde, som de udfører, mens deres små børn løber rundt omkring dem på må og få og stort set må passe sig selv, bærer farvestrålende sarier, smiler og er smukke som omvandrende statuer. Indien er et paradoks.

Fra at være anonyme og ansigtsløse numre i statistikkerne, får de portrætterede synlighed og identitet gennem Gills fotos, der i øvrigt er strenge og grafiske, når det gælder de sort/hvide, og koloristisk spændstige, når det gælder hendes farvefotos. Man konstaterer, at de portrætterede får en monumental værdighed, uanset hvor fattige og undertrykte de er.

Med sit fotografiske oeuvre har Gauri Gill samlet et socialantropologisk og humanistisk arkiv over samtidens og den nære fortids Indien – leveret med følsom indlevelse, så de portrætterede, uanset stand og stilling, får synlighed. Måske kan disse fotos bidrage til nogle tiltrængte sociale reformer?