De oversete kvinder

Under overskriften Avantgardens kvinder 1920-1940 er der – bam! – ligegodtserveret et udstillingstema: Her er otte vigtige kunstnere; otte vigtige kvinder!

Hinsides den firkantede ramme er dogen flot udstilling med et fokus, der både er helt rigtigt og skrupforkert. Vi fåret stærkt værkudvalg i god iscenesættelse, hvor vægtekster, fotostater ogkunsten selv går smukt i dialog. Og i al stilhed møder vi flere absolutte hovedværkeri europæisk kunst.

Hvad er problemet?

Pionerer
”Avantgarde” –det plejer man at kalde forskellige eksperimenterende kunstnere fra starten af1900-tallet.

Der var tale om løse sammenslutninger, der udforskede grænserneinden for traditionelle genrer som maleri og skulptur og nye medier somfotografi og film.

I dag ses kunstnere somPicasso, Man Ray, Robert Delaunay og andre som meget heroiske. Imod tidensherskende smag forsøgte de at forny kunsten ved at gøre den til et langt forsøg.

Men iblandt de mandligeopdagelsesrejsende var en række pionerer, der dengang og siden kom til at stå iskyggen. På grund af deres køn passede de kvindelige kunstnere ikke så godt tilforestillinger om den frie og radikale (mandlige) kunstner.

Kunst-arkæologi
Endelig befriet for ægtemændene/rivalerneRobert og Jean fremstår Sonia Delaunays og Sophie Taeuber-Arps abstraktefarveeksperimenter som ren Spitzenklasse. Fra malerlærred, over design, gennemindretning, frem til mode og tilbage til tegning vises en stor og levendevariation i udtryk og materialer.

Surrealisten Dora Maargenindtager sin rolle som banebrydende fotograf og innovativ kollageskaber, ogdet triste spøgelse af hendes plagsomme elsker Picasso manes i jorden.

Dette er simpel, effektiv kunstarkæologi.Med udstillingen fremgraves en alternativ historie om den moderne kunst.

Politik og identitet
Dadaisten Hanna Höch ogsurrealisten Claude Cahun tacklede spørgsmål omkring identitetens indretning ogmænd og kvinders roller.

Höchs kollager og malerier var tydeligt politiske, forbrugs-og samfundskritiske, hvor Cahuns fotografiske selvportrætter var mere personligeog identitetsundersøgende.

I nyere tid er Cahunblevet et ikon for både queer-aktivister og kunsthistorikere, der ser hende sombåde kunstnerisk og kønspolitisk foregangsfigur.

Alene hendes fotografier ergrund nok til at lægge vejen forbi Humlebæk.

Exceptionelle fordi de var kvinder?
Siden 1970’erne har der væretmange progressive forsøg på at nuancere og uddybe kendskabet til kunst og kunstnere,der er blevet glemte eller bortcensurerede. Louisiana har ellers ofte fløjet påautomatpilot med deres ukritiske hyldestudstillinger til døde hvide mænd – denslags sælger jo – men gør altså noget andet med Avantgardens kvinder.

Heri ligger ogsåproblemet. Ved at understrege kunstnernes køn og ved at isolere dem fra bevægelserneog deres mandlige kolleger, gøres de exceptionelle. De var gode og de lykkedes,på trods af at de var kvinder.

Udstillingens egentligt godeafsæt er altså også dens grundlæggende – måske uløselige – problem: De, der engangblev overset, fordi de var kvindeligekunstnere, skal nu i en omvendt positiv forstand igen fremhæves som kvindelige kunstnere. Den samme fastlåsning,de alle kæmpede imod, vender tilbage.

Sjældne hovedværker
Der er dog også gode greb,der nuancerer fortællingen. Et eksemplarisk fokus på betydningen af netværk ogpersonlige forbindelser for at opnå succes har jeg sjældent set så klartintegreret.

Og selv med forbehold kanen ellers tør anmelder blive barnligt begejstret: Værker af skulptøren KatarzynaKobro og filmskaberen Germaine Dulac er sjældne skatte.

Kobros dynamiske skulpturerbestående af plan, flade og kurve er smukke og samtidig historiskbetydningsfulde, fordi de utvetydigt lader tilskuerens bevægelser bestemme rumoplevelsen.

Dulacs anderledes kødeligefilm, Præsten og konkylien, fra 1928 eren usandsynligt underholdende surrealistisk fantasi. Antageligt verdens førstepå celluloid, i hvert fald har Luis Buñuel og Salvador Dalí ‘lånt’ elementer tilden berømte Un Chien Andalou, der komåret efter.

En oplevelse
Både som æstetiskoplevelse, oplysning og afvekslende underholdning er dette en effektivudstilling.

Mængden af hovedværker, demarkante variationer i emner og udtryk samt den gode iscenesættelse gør Avantgardens kvinder til et bud på Sjællandsbedste forårsudstilling.