De uskønne afslag

Dette års uddeling af Statens Kunstfonds arbejdslegater har skabt debat på de sociale medier omkring sårbarhed og kunstnerøkonomi. Kunsten.nu har talt med en håndfuld billedkunstnere, som er blandt de omtrent 800 ansøgere ud af 1070, der i år ikke fik tildelt et arbejdslegat fra Statens Kunstfond.

I sidste uge blev årets arbejdslegater offentliggjort, og det blev markeret med lykønskninger på de sociale medier og ‘likes’ i hundredvis. Det blev også til en omtale her på hjemmesiden. Men et dage senere, mere præcist torsdag d. 29. april, skete der noget, mange nok ikke havde forventet, men i hemmelighed gået og håbet på ville ske. En billedkunstner, Agnete Bertram, offentliggjorde nemlig sit afslag på et arbejdslegat fra Statens Kunstfond, hvilket var med at starte en samtale på Instagram omkring, hvor prekært kunstnerlivet egentlig er. En samtale, som nu også har bredt sig til dette medie.

Efterfølgende skrev hun følgende tekst i sin story:

“Jeg havde i øvrigt håbet, at Statens Kunstfond havde delt min post i går, ligesom de deler dem, der takker for at modtage. Jeg synes, det er vigtigt at sætte fokus på den kæmpe masse, der ikke modtager arbejdslegater. Det betyder ikke, jeg synes, de har valgt forkert i udvalget. De har et vigtigt job, de forvalter efter deres udsyn. Jeg synes dog, der kan sættes fokus på, at midlerne ikke matcher virkeligheden, når der er langt flere, der er kvalificerede til støtten end dem, der modtager den. Hvordan kan vi starte en snak om dette?”

Formålet med denne artikel er at gøre netop dét.

En påskønnelse af den store indsats

Det, der gør arbejdslegatet til noget helt særligt er, at det er penge, som går direkte til billedkunstneren og dermed skaber tid og mulighed for, at vedkommende kan arbejde på at udvikle nye værker og eksperimentere med nye materialer, medier og metoder og derigennem udvide sin praksis uden nødvendigvis at skulle præsentere arbejdet for et kunstpublikum. Dertil sætter arbejdslegatet fokus på den arbejdstid, man som kunstner bruger i atelieret, men sjældent bliver honoreret for. Oftest finansieres en kunstnerisk praksis igennem diverse lønjobs, hvorfor mange billedkunstnere tit arbejder dobbelt sammenlignet med andre.

“Havde jeg modtaget et arbejdslegat, ville det betyde, at jeg ville kunne lave værker, som presser sig på, men som jeg ikke har et konkret sted at gå hen med”, fortæller en anonym billedkunstner, som jeg taler med. Vedkommende fortsætter:

“Jeg tænker, at alle søger, fordi der er en nødvendighed i det, fordi det gør en kæmpe forskel for den enkelte. Man kan bruge tiden til at strække processen og researche, uden at det skal lande et specifikt sted lige nu og her. Arbejdslegatet gør en kæmpe forskel, fordi det netop ikke er projektorienteret og mod det konkrete resultat, men giver mulighed for at skabe fokus i arbejdet, eksperimentere og tage praksissen et skridt videre.”

Eller som Agnete Bertram også udtrykker det:

“Det er de eneste penge, der kommer uden forpligtelse. Arbejdslegater giver os kunstnere et sted, hvor vi så at sige kan fejle gratis. Det er en mulighed for at trykke pause på tiden og dvæle ved tvivlen”.

Man er altså hverken forpligtet til at præsentere en udstillingsaftale eller udvikle et specifikt projekt, som ens honorar bindes op på, når man ansøger om et arbejdslegat, som det er tilfældet for de andre puljer i Statens Kunstfond. Igennem arbejdslegatet påskønnes den store indsats, der går forud for tildelingen; det hidtidige arbejde og tidligere værkproduktion. Men arbejdslegatet peger også frem i tiden, da det også er en støtte til en videreudvikling af ens kunstneriske praksis, der måske senere hen – i enten konkret eller abstrakt forstand – kommer en offentlighed til gavn.

“AFSLAG”

En anden kunstner, der ligesom Agnete Bertram delte sit afslag på Instagram, var Nour Fog, hvis story også blev delt af IDOART i deres seneste Q&A, der tog udgangspunkt i de følelsesmæssige aspekter ved ikke at have modtaget et arbejdslegat. I sin story havde Fog valgt at tage et screenshot af sit afslagsbrevet og skrive “AFSLAG” tværs henover den genkendelige signatur, efterfulgt af en emoji, hvis hoved eksploderer, så hjernen hænger som en sky over det ødelagte, cirkelformede ansigt. Fog var tydeligvis ikke foreberedt på et afslag:

“Min ansøgning var super gennemarbejdet med professionel hjælp fra min mentor fra Den Kunstneriske Elite-programmet, så jeg var faktisk ret rystet over afslaget, da jeg troede, jeg lå lunt til at få et større arbejdslegat”.

Men på trods af chokket havde Fog ikke de store betænkeligheder ved at dele sit afslag fra Statens Kunstfond på Instagram:

“Det faldt mig ret naturligt, og jeg er egentlig overrasket over al den respons, jeg har fået på det. Det er ærgerligt, at der regerer en tavshedskultur på kunstscenen. Statens Kunstfond er så magtfulde i forhold til, om vi kan klare den som billedkunstnere, og vi deler for det meste kun, når det går godt. Derfor er der nok heller ikke mange, der ved, hvor meget på kanten af det mulige, hovedparten af os lever”, siger Nour Fog og tilføjer, at “det nærmest er umuligt at arbejde professionelt uden økonomisk støtte direkte til kunstneren.”.

Netop det prekære lønsystem i forhold til at være kunstner er noget, Agnete Bertram også ønsker at skabe opmærksomhed omkring ved at dele sit afslag. Hun fortæller, at “der er mange af os, der ikke har muligheder for den type indtægt andre steder” og kommer med et ønske om at ændre på grundlæggende strukturer og fremme kollektivisme.

“Se min succes”

Det faktum, at Statens Kunstfond ikke ville dele Agnete Bertrams opslag, hvilket hun i øvrigt giver udtryk for, at hun forstår, fordi det er “en dårlig historie”, peger på et generelt problem med de sociale mediers performativitet, hvor man skaber et ideelt billede af sig selv som succesfuld kunstner.

Men at spejle sig i de idealer har en pris:

“Det kan føre til endnu større tvivl og generere konkurrence. Det er synd, når vi bør være sammen om det”, skriver billedkunstner Anders Aarvik, der til daglig læser på Royal College i London, til mig efter, at jeg har delt Agnete Bertrams story, og som allerede nu går og overvejer, hvordan han i fremtiden vil benytte sig af Statens Kunstfonds tilbud om støtte.

Billedkunstner Maria Zahle følger op et par dage senere, da jeg spørger ind til hendes personlige oplevelse af at have fået et afslag og opfattelsen af den uhensigtsmæssige konkurrencekultur i kunstverdenen:

“Vi er som kunstnere alt for hårde ved hinanden. Derfor er det næsten lidt skamfuldt at få et afslag på et arbejdslegat, fordi det viser en sårbarhed, som man gerne vil holde for sig selv. Det er i hvert fald min største usikkerhed ved at udtale mig: Så ved alle lige pludselig, at jeg ikke har fået det satans legat!”.

En anden billedkunstner fortæller, at vedkommende helt lagde sin telefon fra sig og undgik at logge ind på de sociale medier dagene efter, tildelingerne var blevet offentliggjort for at undgå at blive for ked af det og “få smurt det ud i ansigtet”, som personen udtrykker det i telefonen: “Samtidig er jeg ærgerlig over, at det er så skrøbeligt at tale om”.

Opvask og rod

Agnete Bertram fortæller mig, at hun bevidst gør sig umage for også at dele det sårbare, “at levere begge historier”, som hun formulerer det, så hendes profil ikke flyder over med succeshistorier, hvorfor man ind imellem ser rod og opvask affotograferet i hendes opslag. Men det betyder omvendt ikke, at det var nemt for hende at dele sit afslag:

“Det er klart, at man helst vil udstille en version af sig selv, man er stolt af. Det er aldrig fedt at udstille det uskønne i ens liv. Derfor var det også super nederen at dele mit uskønne afslag og vise hele verden, at jeg ikke var god nok til at få et arbejdslegat”.

At flere tør gøre sig selv sårbar ved stille sig til offentlig skue som Agnete Bertram og Nour Fog indtil nu har turde, gør i hvert fald en forskel for Maria Zahle:

“Måske er det anderledes nu. Jeg føler mig ikke længere nær så bange for også at gøre mig selv sårbar. Jeg synes, det er smukt, at der er flere, der har delt deres afslag”, siger hun.

De, der aldrig får noget

“Uddelingen af arbejdslegater er så meget et lotteri, og gennemsigtigheden er ikke blevet bedre med årene”, siger Agnete Bertram og leder samtalen hen på de dygtige kunstnere, der aldrig får anerkendelse fra Statens Kunstfond i form af et arbejdslegat.

En af disse billedkunstnere er Juliet Hilstrøm, der kun har oplevet at få støtte fra Statens Kunstfond én eneste gang, da hun tog del i projektet Dansk Folkekunst, som arrangerede en gruppeudstilling på Det Ungarske Nationalmuseum i 2016.

“Men her var vi ca. 30 personer, som skulle dele et honorar på 100.000 kr.”, siger Juliet Hilstrøm.

Som så mange af de billedkunstnere, jeg taler med, udtrykker Juliet Hilstrøm, der er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2004, at hun er glad for at se kunstscenen blomstre og på alle sine kollegers vegne og taknemmelig for, at Statens Kunstfond overhovedet findes. Det er alle enige om, at ingen må tage for givet.

Men Hilstrøm fortæller også, at hun efterhånden helt har opgivet at opnå støtte fra Statens Kunstfond og at hun derfor går udenom fonden, når hun skal søge støtte til projekter eller research.

“Jeg er der, hvor så lidt som 2.000 kr. fra Statens Kunstfond ville gøre en forskel for mig. Det ville være nok til at føle, at der er nogen, der tror på mig. Ikke at det løser det hele eller kan betale for en hel udstilling. Men når man ingenting får, har det den triste konsekvens, at man må sige “nej” til chancer, der måske kan sikre en støtte næste gang”, siger Juliet Hilstrøm.

Til sammenligning er der en gruppe billedkunstnere i Danmark, der nærmest altid får arbejdslegater, når de ansøger. Som en anerkendt billedkunstner engang sagde til mig, da jeg spurgte ham, om han var nervøs over at skulle ansøge: “Nej, fordi jeg ved, jeg får det”.

At der oftest er gengangere blandt legatmodtagerne er noget, samtlige billedkunstnere har bemærket og ærgrer sig over. Maria Zahle foreslår mere gennemsigtighed, for eksempel ved at lave årlige oversigter, der viser, hvem der har modtaget et arbejdslegat, så man fremadrettet nemt kan få et overblik over gengangere og bedre tage hensyn til de, der oftere eller altid forbigås. Præcis som billedkunstner Jacob Dahl Jürgensen gjorde for nogle år siden.

Juliet Hilstrøm taler om at demokratisere støttesystemet yderligere for også at få “undergrunden med” og støtte udviklingen af denne. Eller, som Nour Fog foreslår, at man kunne have taget corona-midlerne i brug på en anden måde: “Jeg kan ikke lade være med at tænke, at de penge måske var givet bedre ud til nogle af de dygtige kunstnere, som der ikke var nok midler til at tilgodese i det almindelige arbejdslegat.”

Kunstnere med udenlandsk erfaring

Maria Zahle er en blandt mange billedkunstnere, som ikke er uddannet fra et af kunstakademierne i Danmark, men hvert år gør sig håb om at modtage et arbejdslegat fra Statens Kunstfond for derigennem nemmere at kunne etablere et liv som kunstner i Danmark.

“For mig er et afslag da mega frustrerende, fordi jeg i mange år aktivt har arbejdet for at blive en del af en dansk kunstscene. Jeg har studeret i London, og størstedelen af min udstillingsaktivitet har indtil nu foregået i udlandet.”, siger Zahle.

Et forhold billedkunstner Rosa Marie Frang, der er uddannet i Sverige, bl.a. også har gjort opmærksom på i sin podcast Rosa’s Reality Radio, der høstede roser og anerkendelse for sin måde at beskrive kunstnerøkonomi, fattigdom og klassekamp på.

Maria Zahle fortæller videre, at hun har noteret, at de mest interessante projektrum i de seneste år i København er startet af udlændinge eller kunstnere, der har studeret i udlandet, fx Vermillion Sands, Aga Works og Stereo Exchange.

“Disse bidrag, synes jeg, Statens Kunstfond kunne blive bedre til at anerkende i arbejdslegaterne. I mange tilfælde er det jo kunstnere, som virkelig starter en samtale, der giver muligheder for, at kunstscenen vokser, og som tilbyder andre kunstnere nye muligheder for at udvikle deres arbejde. Det er en aktivitet, som er en integreret del af mange af disse kunstneres praksis.”

Maria Zahle fortsætter:

“Der er jo ikke nok arbejdslegater til, at alle kvalificerede kunstnere kan få et arbejdslegat hvert år, og derfor har Statens Kunstfond et særligt ansvar for at have overblik over hvem, der har fået, og hvor mange gange, så det brede kunstfelt tilgodeses”.

Fælles om at fejre Statens Kunstfond

Som den anonyme kilde siger, er Statens Kunstfond ikke en sikret institution, og derfor skal vi også huske på at være fælles om at fejre og sikre, at den tales op:

“Jeg husker mig selv på, hvor heldig jeg har været at få støtte tidligere”.

Det er i øvrigt en holdning, jeg hører gå igen fra alle de billedkunstnere, jeg taler med.

“Jeg synes, arbejdslegater er fantastiske, og det gør mig meget glad at bo i et land, hvor de findes. Derfor skal vi værne om dem ved hele tiden at udvikle på, hvordan de uddeles”, siger Maria Zahle afslutningsvis.