Den eksilerede svævers erkendelser

Om grænsetilfælde, tyngdekraft, tilhørsforhold og fotografi i den perspektivrige udstilling Mauna af Anu Ramdas i Danske Grafikeres Hus.

I 1984 sendes verdenshistoriens første og eneste indiske kosmonaut Rakesh Sharma ud i rummet, ombord på den sovjetiske Soyuz T-11 mission. Sharma har medbragt et kamera, sit eget, til at dokumentere sine oplevelser.

Billederne er sort-hvide. Rakesh Sharma mediterer i rummet, men vægtløsheden påvirker hans psyke og nervesystemet.

Lys og skygger flyder sammen, og han hallucinerer. Den eksilerede svæver.

Tre generationer og 40 harddiske
Tyve harddiske på hver side af et timeglas. Harddiske indholder neodymium magneter,som trækker det magnetiske sand i timeglasset ud i siderne, magneterne er så stærke, at glasset knækker. Bevægelsen standser.

Et sort-hvidt fotografi på væggen viser en mediterende mand. Foran på gulvet ligger et foldet tæppe lig det, manden sidder på.

Manden er Anu Ramdas farfar, billedet er taget af hendes far. Tre generationer. Det analoge sort-hvide fotografi, printet på papir, er et objekt, som du kan røre ved med hånden og blikket.

Dynamisk stilstand
Udstillingen Mauna af Anu Ramdas i Danske Grafikeres Hus er enkel og kompleks. Den får mig til at tænke på Sergei Eisensteins tidlige, men grundige, analyse af filmediet; Methods of Montage fra 1929, hvor han skriver:

“At arbejde med kombinationer af varierende niveauer af soft-fokus og skarphed (shrillness) er typisk for brugen af det tonale montage. […] En kollision af tendenser – en intensifikation af det statiske og det dynamiske.”

Fire diasprojektorer på hvide sokler. Direkte på diasglasset har Anu Ramdas påhæftet grafitpulver i geometriske former, et motiv baseret på tantramalerier i farve fra Rajastan som bruges til meditation.

Grafit bruges også i fremstillingen af Graphene, verdens stærkeste og letteste materiale. Graphene er mikroskopisk tynde lag af grafit, som potentielt kan masseproduceres og erstatte rare-earth mineraler, som bruges i Iphones.

Graphene er billigere at fremstille, og udvindingen af grafit er mindre skadelig for miljøet end den kemislugende rare-earth mineral-produktion.

I sort-hvid eksil
Ramdas immaterielle diasbilleder befinder sig et sted mellem grafik og fotografi.

“Den sort-hvide tilstand eksisterer ikke i den virkelige verden, men det burde den[…] Hvis vi opfattede verden i sort-hvid, ville den være tilgængelig for logisk analyse,” skriver den tjekkiske medieteoretiker Vilém Flusser i sin bog Towards a Philosophy of Photography, da han efter et mangeårigt eksil i Brasilien er vendt tilbage til Europa.

Flusser er især optaget af det sort-hvide fotografi, som han betegner som en optisk teori. “Der findes ikke en sort-hvid tilstand i verden, det sort-hvide er et konceptuelt grænsetilfælde,“ skriver han.

Ramdas bruger tekstformatet både som et værk i sig selv og som informativ referenceramme. Udstillingen har dermed tre ben. Det er historien om kosmonauten Rakesh, Flussers teori om at trække sig væk i tid og rum og om Ramdas selv som subjektiv afsender i nuet.

Jeg er fra jorden!
Ramdas peger på dét øjeblik, hvor den eksilerede bliver i stand til at transcendere sin egen kultur – det vil sige dén kultur, man har mistet fodfæste i – det øjeblik, hvor en anden form for oplevelse af kulturelt tilhørsforhold bliver muligt. Ude i rummet er kosmonauten Rakesh et menneske fra planeten Jorden.

Ramdas har i sin praksis nået til et punkt, hvor hun konstruktivt kan bruge sin biografi og sine indiske rødder til at åbne op for en fortælling, som udpensler sammenhænge mellem forskellige interessefelter; det sort-hvide og det farvede, fotografiets fundamentale komponenter, øjeblikket og det historiske dyb og nye kulturelle tilhørsforhold.