Den hvide skov – en forgængelig forestilling

Siden august har man i skoven ved Vester Palsgaard Skovmuseum lidt nord for Nr. Snede kunnet opleve et særligt fænomen. Mellem de grønne træer forvandler skoven sig pludselig til en hvid, syngende skov. Skoven – som i mellemtiden har iklædt sig stærkere efterårsfarver – transformerer sig til et vinterlandskab på 30 x 30 meter.

Alle sanserne bliver udfordret, når man træder ind i Den hvid skov, hvor Bent Sørensen har komponeret musik med udgangspunkt i kirkeklokkerne, som han har fundet langs Hærvejen.

Det forgængelige
Bent Sørensen forklarer ivrigt ideen bag Den hvide skov:

“Udgangspunktet var, at vi ønskede at vise en forgængelighed og flygtighed i værket. Katrine kommer fra teatret og jeg kommer fra musikken. Begge kunstarter er karakteriseret ved, at de ikke er blivende. Det er levende kunst, der forsvinder når tæppet går ned, og publikum forlader salen. ‘Live’ hører ligesom vores kunstarter til.

Derfor ville vi gerne lave noget som også forsvandt igen. Min musik til installationen handler om forfald – efteråret forfald. Forfaldet kan desuden opleves på flere niveauer i Den hvide Skov. Selve installationen krakelerer undervejs og forsvinder. “

Hærvejen til stede på flere niveauer
Katrine Wiedemann og Bent Sørensens værk tager afsæt i selve Hærvejen. Selv havde de ingen tilknytning til Hærvejen, før de påbegyndte projektet. De var blevet inviteret af Statens Kunstfond for Kunst i det Offentlige Rum, som ønskede at skabe kunst til steder langs Hærvejen.

Sørensen og Wiedeman ønskede at lære stedet indgående at kende forud for opgaven og gennemførte flere ture langs Hærvejen. “Vi snakkede om at der var træer, skove, kirker og kirkeklokker. Katrine kom hurtig frem til en ide om, at lade en skov være hvid. Lave et lukket rum ude i skoven” fortæller Bent Sørensen ivrigt.

“Den anden del af installationen kom fra kirkeklokkerne langs Hærvejen. Jeg optog lyden fra otte udvalgte kirkeklokke, som man møder på turen fra Viborg i nord til Kliplev i syd. Klokkerne blev optaget med alle de lyde, som nu fulgte med. Fuglesang, fodskridt og hvad der eller var til stede under optagelsen.

Samtidig komponerede jeg otte satser for fem stemmer i et kor. Satserne var født ud af klokkerne og smeltede sammen med klokkerne. Dertil har jeg tilsat en lille vise, som jeg har komponeret til et digt af St. St. Blicher, som hedder Sneklokker. Den passede rigtig godt ind.”

Lyden af klokker
Bent Sørensens kompositioner smelter sammen, når man passerer gennem Den hvide skov, som er placeret som et fragment af Hærvejens forløb. Ud af de otte opsatte højttalere toner de forskellige musikstykker og filtrets sammen, som grene i skoven. Tilsammen udgør det et rum af musik.

“I udvælgelsen af skoven var det vigtigt, at finde et område, som næsten var dødt i forvejen. Derfor valgte vi et stykke nedbrudt nåleskov, hvor nålene alligevel ville være på træerne om vinteren. På den måde kunne vi skabe en konkret oplevelse om at finde vinteren om sommeren. Det handler om at være i en anden verden – at være et forkert sted i en forkert tid. Faktisk stod vi og frøs i skoven, da vi var i gang med at sætte installationen op i august. Det hvide gav fysisk en fornemmelse af kulde.” pointerer Bent Sørensen.

Han fortsætter: “Stedet bliver forvandlet til et eventyrlandskab – som om snedronningen lige havde været forbi og stemmerne lyder som sirener eller elverpiger, der lokker i skoven. Katrine laver jo teaterscenografi. Så hun understregede stemningen ved at sætte [kunstige] fugle ind i landskabet, som skabte en stemning af noget unaturalistisk/naturalistisk. På den måde får hun sat spørgsmåltegn ved naturens naturlighed, og hele installationen blev stemmer af længsel i skoven!”

Installationen forsvinder
Hvad betydning har det, at projektet forfalder og regner væk?
“Det er hele essensen af installationen. Det flygtige er centralt.” forklarer Bent Sørensen alvorligt. “Et par dage efter åbningen kom skybruddet – og vi var bange for, at det hele var regnet væk. Men malingen var blot skyllet ned på jorden – og skoven lignede pludselig mere en afbrændt skov. En forvandling, som skete af sig selv, men som i grunden passede godt ind.”

I mellemtiden er skoven blevet malet op igen – atter med respekt for naturen og 100% nedbrydelig. Men den vil forsvinde igen.

“Katrine og jeg er enige om, at det smukkeste ville være, at skoven forsvandt med vinteren, og at skoven fandt frem til sin naturlighed med forårets komme. Men vi må se, hvor længe skoven står hvid.” siger Bent Sørensen eftertænksomt

Musikken bliver koblet fra den 1. november 2010, hvor det er meningen, at den skal vende tilbage til de kirker, hvorfra klokkerne kommer. Det betyder, at der i de otte kirker bliver mulighed for at opleve Bent Sørensens musiksatser fra installationen via et sæt hovedtelefoner i kirken.  

Oplevelse af forandring
Hvad ønsker i, at publikum skal opleve i mødet med Den hvide skov?
“Vi vil gerne åbne for en anden verden, som publikum kan gå ind i og ud af igen. Måske har denne verden ændret dem. De har måske følt et eller andet, genkaldt et gammelt minde eller erindret en person. Installationens natur er i princippet det samme som publikum ved en koncert eller i et teater. Man bliver alene med ens egne tanker, og kan måske opleve et chok, hvis man ikke forventer forvandlingen i naturen. Der er nok noget uhyggeligt ved det. Noget anderledes.”

Når man træder ind i Den hvide skov bliver man til aktøren i en forestilling. Bent Sørensen og Katrine Wiedemann har sat scenen og tændt for stemningen – men det er publikum, som bringer installationen til live.