Den komplicerede og naive maler

Vi begynder med et maleri af en hånd – en kæmpe hånd, der fra skyerne i himlen trækker en streg over lærredets nederste bund.

Et billede af Gud eller maleren, der ud af intet skaber verden. Men også en grotesk scene, for hånden er voldsomt malet i rødt og hvidt, og den er for tung og for lang og for stor.

Udstillingen af Philip Gustons (1913-1980) malerier er en udstilling af ’malernes maler’.

Fed kliché, der alligevel passer godt, for hans billeder fra 60’erne og 70’erne bliver dyrket af de indviede. Men hvorfor virker de både komplicerede og naive?

Den abstrakte kunstner der blev figurativ
I 1950’erne opnåede Philip Guston stor succes med sine abstrakte malerier. Han var en del af den gruppe New York-kunstnere, der blev kendt som abstrakte ekspressionister, og han malede voldsomt og spontant og tæt på sit lærred. Det fængede i tiden, der opfattede det frie udtryk som kunstens højeste udvikling.

Efter sit store gennembrud gennemgik han en personlig krise, og i slutningen af 1960’erne ændrede han radikalt på sin kunst.

I en lang serie af ret små billeder malede han hurtige figurer. En sko, en pære, en stige, en kop, en stol, en bil. Efterhånden blev malerierne større og motiverne mere sammensatte. Men hele tiden var stilen nærmest naiv.

De fleste kunstkritikere var forbløffede og nærmest hånlige.

Guston ler sidst
Kunstneren havde hele tiden sine støtter, ikke mindst i den akademiske verden, der sørgede for stipendier og ansættelser som underviser.

De tegneserieagtige og hurtigt lavede billeder har fået endnu større succes i de senere år. Den frie og associative maleform ligner og passer på en række yngre kunstnere, også i Danmark.

Louisiana er nu med i en bevægelse for at gøre Gustons malerier og tegninger bredere kendt. Den slags kampagner er i dag almindelige – tænk blot på promoveringen af Hilma af Klint. Det handler naturligvis om, hvad vi synes, kunsten er, hvad den kan, og hvad den skal.

Men det handler også om mere – fordi udstillingssteder hele tiden jagter det nye, men også fordi der er økonomiske interesser og status forbundet med at promovere overset kunst. Selv ind i museets verden tæller den slags overvejelser meget.

Hvad handler Gustons malerier om?
Så hvad sker der egentlig i de her dragende og mærkelige billeder?

Her er to måder, at forstå det hele på:

Den ene er at lede efter de helt store emner i Gustons malerier. Det er det, museets direktør, Poul Erik Tøjner, gør. I et sprudlende forord ser han voldsomme og eksistentielle ting i billederne af skosåler, behårede ben, rygende cigaretter og udsatte mennesker. Han ser Holocaust og skæbne, og han ser fortvivlelse og forfald. Tøjner er den slags historiker, der hele tiden peger på noget uden for maleriet. Som så bruges til at gå ind og forklare maleriet.

Den anden måde at se Gustons malerier på, er snarere at lede i dem selv. Eksempelvis om at se på maleteknik. Der er steder, hvor rækkefølgen af det, der er blevet malet, afslører noget om beslutninger og valg. Der er også brugen af farver selv – næsten altid de samme – der i blandingen på lærredet fortæller om processer. I gentagelsen af de samme motiver ser man kunstnerens egen fascination og gentagelsestvang. Ved at tolke på denne anden måde kommer vi paradoksalt set tættere på os selv som mennesker, fordi vi indlever os i kunstnerens arbejde.

Det lette og svære værk
Måske er der noget symbolsk i, at Gustons værker vises i kælderen, mens den folkekære ekspressionist Emil Nolde er ovenpå. Den forskellige størrelse af de besøgende menneskemængder er i hvert fald sigende.

Der er i øvrigt masser af tekst og fortolkning i udstillingen med Nolde, der er inddelt i temaer og fyldt med små forklarende og oplysende skilte. I Gustons tilfælde er der en 35 år gammel portrætfilm af Michael Blackwood. Den er nu alligevel glimrende.

Museet kunne selvfølgelig have gjort meget mere for at fortælle om, hvorfor Guston er vigtig. For eksempel gennem nogle mere klare fortolkninger.

Blandingen af det komplicerede og naive i hans billeder er dog ret fascinerede, selvom udstillingen kræver tålmodighed. Personligt tror jeg, det hele handler om ensomhed og katastrofer, men også om kreativitet og indlevelse lige dér foran lærredet. Men mit bud er usikkert og åbent, ligesom Philip Gustons malerier.

Så ros til Louisiana for at vise en malers på en gang lette og svære værk. Og så belønning til dem, der tør bruge tiden til at opleve det.