Den menneskelige tilstand

I udstillingens første billede putter en übercute hundehvalp sig i en hånd imellem et par gigantiske, skæve, ødelagte fødder. Der er en skrøbelighed i billedet, som effektivt slår tonen an for hele udstillingen: Verden som et rum, hvor tyngde, krop og stoflighed fortæller om livet og en overhængende trussel om at blive knust.

Dette er Ballens projekt: at favne en indre verden og fortælle fra den. At finde noget dybt individuelt, som bliver universelt.

I interviews går tre ord igen, når Ballen beskriver sit projekt: The human condition. Og den menneskelige tilstand rummer for Ballen andet end kagecreme og flødeskum.

Det utilpassede
Udstillingen består af omkring 180 fotografiske værker fra hele Ballens karriere, musikvideoen I Fink U Freeky (2012) skabt i samarbejde med Die Antwoord, et videoværk af Saskia Vredeveld, samt en installation med bl.a. udstoppede fuglekroppe, som han har skaffet lokalt.

Ballens fotografiske praksis startede som en hobby ved siden af arbejdet som geolog og var i starten dokumentarisk. Når han rejste rundt i det sydafrikanske landskab, fotograferede han det liv, som fandt sted i rurale områder, hvor europæiske udvandrere levede et isoleret landbrugsliv.

Billederne virkede som en provokation – disse mennesker passede ikke ind i historien om apartheids grupperinger af undertrykte sorte og privilegerede hvide.

I Ballens billeder stod også de hvide tydeligt på randen af samfundet.

Sindets mineskakt
Fra 1990’erne forandrer Ballens arbejde sig.

Det dokumentariske bliver blandet med iscenesættelser, og fra 2003 begyndte Ballen at udelade menneskekroppen og i stedet erstatte den med enkelte kropsdele eller substitutter.

I et video-interview ved indgangen til Nikolaj Kunsthal siger Ballen: ”Mit arbejde er at finde mit sind. Og mit arbejde er at træde ind i dit sind”.

I Shadow Chamber (2005) og Boarding House (2009) har processen omkring billederne udviklet sig til et samarbejde mellem fotograf og model. I stedet for at fortælle et menneskes konkrete historie, fortæller billederne en eksistentialistisk historie fra menneskets indre ”mineskakt”:

”I den periode trådte jeg ind i det indre, både bogstaveligt og metaforisk”, siger Ballen videre.

Igennem hele hans praksis løber nogle visuelle gengangere; metaltråde, tegninger og dyr – især i den senere periode fugle. I en glidende bevægelse går Ballen væk fra det dokumentariske over i en surreel og symbolladet billedverden, hvor han så at sige rapporterer fra sit eget indre landskab.

Billedet som flade
Ballens univers er grundlæggende tableauet: aldrig en horisont, altid billedet som en flade, hvor et visuelt drama udspiller sig. Det kvadratiske format har fulgt ham igennem hele rejsen, og der er i billederne altid en stærk fornemmelse af ’op’ og ’ned’ som en slags grundorden i billedfladen. Og det er sikkert og vist, at den orden bliver brudt, twistet, kastet op i luften.

Fortællingens hovedpersoner popper frem, holdes nede, tvinger sig op eller smelter sammen med omgivelserne. Absurde scenarier, som giver mening, når man giver slip på fornuften og lader sig føre med.

De nyeste værker er tungt symbolbelagte: hvide duer, masker, dukker, udstoppede dyr. Den fotografiske kvalitet i billederne ændrer sig, kontrasten bliver dybere, sanseligheden mere fremtrædende og billederne større.

En kulisse?
Det er dog som om, Ballen har passeret den akse, hvor mødet mellem det surreelle og det dokumentariske slog gnister.

Det liv og den spontanitet, som blusser i ”Shadow Chamber”, balancerer  pludselig på kanten af det stive og indøvede i ”Asylum of the Birds”.

Hvad gør det, at noget bliver knust, hvis maskerne, dukkerne og fuglene er døde i forvejen? Hvordan skal et kunstigt tilsværtet rum på en udstilling blive andet end en kulisse?

Ballens oevre er stærkt og gennemtrængende i sit billedsprog og sit fokus. Der er historier på udstillingen, som alle mennesker har brug for at høre, og i de fleste billeder er han en fortæller med styrke og virtuositet. Ballens største historier ligger der, hvor han mægler mellem en rå virkeligheds fortællinger og sin egen evne til at blotte sit indre i billederne. Og det kan let drukne i en rejsebeskrivelse om at komme fra A til B.