Den mystiske kvalitet

I Dansk Folkepartis forslag om at nedlægge Statens Kunstfond og regionalisere kunststøtten modargumenteres der med, at vi skal sikre den optimale kvalitet, den bedste kunst. Men vi får aldrig – heller ikke denne gang – at vide efter hvilke kriterier, der dømmes. Af den simple årsag, at det er der absolut ingen, der på nogen måde kan redegøre for.

Ved denne årstid dukker der regelmæssigt, som vintergækker og erantis, diskussioner op om, hvorledes og efter hvilke kriterier vi bedømmer kunst. Anledningen er indsendelsen – og senere på foråret afslag eller tilsagn – af ansøgninger til Statens Kunstfonds arbejdslegater. Og i den knap så polemiske og larmende ende: Alle de unge mennesker, der søger kunstakademierne rundt om.

Et af de tilbagevendende slagord, der bliver brugt af bureaukraterne (positivt ment), er ordet, begrebet, kvalitet. At kunsten bliver bedømt ud fra, om den har kvalitet. Eller sagt lidt mere ligefremt: Om den er god eller dårlig.

Lidt om kvalitet
Om kvalitet: ”Ordet anvendes ofte som et vagt udtryk for noget positivt; det bruges bl.a. som et salgsargument, uden at det altid står helt klart, hvad ordet dækker. I reklametekster står det som regel for noget ubetvivleligt anbefalelsesværdigt, uden at det fremgår, hvori det anbefalelsesværdige består, dvs. at ordet anvendes uden reelt indhold.”

Den Store Danske Ordbog

Jeg har siddet i Statens Kunstfond i 2010-2013, arbejdet som lektor ved Det Jyske Kunstakademi i 1998-2004, hvoraf en del af arbejdet var optagelse af nye elever, siddet i optagelsen på det københavnske kunstakademi og i juryen på forskellige censurerede udstillinger. Til dagligt arbejder jeg på Vera – Skole for kunst og design, hvor vi bruger forårssemesteret til at forberede de unge kunstnere til optagelsesprocedurerne på akademierne. På baggrund af denne, efterhånden ret omfattende erfaring, kan jeg afsløre, at kriterierne både er en hel del mere gennemskuelige og meget mere uigennemskuelige end det her temmelig vage begreb, som kvalitet er.

Praktisk – selvisk – mystisk
Men jeg vil opholde mig lidt mere ved kvalitet. Hvad er formålet med at anvende et begreb, der ikke kan redegøres nærmere for? For hvis man spørger til, hvorledes folk bedømmer kvalitet, altså om kunst er god eller dårlig, er svarene mystiske. De refererer til viden, kun de indviede har. Der er en eller anden port, et segl, man skal passere igennem for at opnå denne viden, og denne viden kan ikke deles med dem på den anden side af porten. Men hvor denne port er, og hvordan man gør sig fortjent til at passere igennem den, kan ingen fortælle dig. Sådan lige umiddelbart i hvert fald. Det er en initiering, en optagelse i et broderskab. Det handler ikke om kvalitet eller geni.

Billedkunst skal altid over den hurdle, det er at vinde publikums tillid og forståelse. Kunst bliver skabt med så mange forskellige motivationer og teknikker, at der ikke er én måde til rådighed, når vi skal nærme os den eller formidle den.

Både som kunstnere, formidlere og bureaukrater står vi uden faste holdepunkter, når vi skal redegøre for, hvorfor det ene skal vælges frem for det andet. Vi må argumentere fra sag til sag. Og det er selvfølgeligt tungt arbejde, og det vil tit ende i, at smag og kendskab til kunstneren og værket er det eneste reelle kriterium. Hvilket er et akademisk og bureaukratisk mareridt.

Kommercielle kriterier
Men hvor det er et mareridt i akademiske og bureaukratiske sammenhænge, er det vel omtrent det modsatte, når det kommer til gallerierne og det kommercielle i det hele taget. Her er tilliden hængt op på konkrete personer. Her er mellemmanden ikke odiøs, men temmelig tit forudsætningen for transaktionerne. Hvis der ikke er en mellemmand, der med sin person er garant, opbygges tilliden ikke. Sådan er den del af markedet bygget op.

Det, der er problemet, er, at akademikerne og bureaukraterne ikke vil erkende, at det gælder for hele markedet, som også omfatter kunststøtte i alle de forskellige former og for optagelse af kunstnere på akademierne osv. Det vil sige alle de former, hvor vi faldbyder vores ting til hinanden – penge involveret eller ej. Det er også et marked, hvortil man kommer med det, man vil tilbyde. Omsætning, om det er penge, opmærksomhed eller noget tredje, på markedet er en forhandling og vil altid være det. Vi er i Danmark med tiden holdt op med at byde os til åbenlyst. Om det skyldes den såkaldte danske model og velfærdssamfundet som sådan, skal jeg ikke kunne sige. Men det at byde om prisen og privilegier bliver set som decideret odiøst i visse kredse. Det dækkes af et lag af tilsyneladende objektivitet.

Giver eller tager?
De kriterier, der dømmes efter, er pænt mangfoldige, men et af de ret åbenlyse er, om pågældende kunstner bidrager. Spytter i kassen så at sige. Om vedkommende udstiller, diskuterer, udvikler igen og igen, om vedkommende tør, vover noget eller det modsatte: Fedter. Alt sammen bidrag til det kunst er: En kollektiv mumlen og råben, en buffet, et sammenskudsgilde.

Både den artige fedterøv, den, der afstedkommer nye ting og sager, og den, der slider dag efter dag, bliver måske begunstiget. Vel at mærke hvis man bidrager til kollektivet. For dem, der vil optages på akademierne, gælder det, om man tror, kunstneren vil bidrage i fremtiden.

Relativismen som vilkår
Dansk Folkeparti er med sit forslag om nedlæggelsen af Statens Kunstfond for i stedet at nedsætte regionale kunstfonde inde på noget centralt i bedømmelsen af kunst – nemlig repræsentativiteten. Altså om den støttede kunst, gennem mangfoldighed, er repræsentativ for både sit eget felt og omverden som sådan. Det er selvfølgelig en vigtig vinkel, fordi der ikke er én, men umådeligt mange måder at bruge og forstå kunst på. Men det er faktisk en tilgang, der allerede er omhyggeligt varetaget af bl.a. Statens Kunstfond.

Læs om Dansk Folkepartis forslag her

Vi bliver nødt til at indrømme, at der er en ganske stor relativisme indblandet i den kvalitative bedømmelse, og dermed anvendelsen, af kunst. Og det her er, som kunsten, én lang forhandling, og vi må ikke overlade det til Dansk Folkeparti alene at diskutere det her.

Kunstneren og kunstens bureaukrater er ikke i noget elfenbenstårn. Vi er midt i verden, med alt det snusk og snak det medfører. De fleste af os er tæt på magten uden selv at have den, men vi må lære at omgås den og ikke stikke hovedet i en busk og mumle kvalitet, når vi bliver udfordret.