Den nødvendige tavshed

Lemmerz er i princippet ikke svær at forstå. Han udtrykker sig klassisk formfuldendt, og hans kunst kredser om noget såre enkelt: Vi kan snakke os fra det hele, tror vi, men i sidste instans rammer vi stumheden. Og når vi først er døde – ja, så er vi døde.

Udstillingen Christian Lemmerz, eine Gruppenausstellung, hvor Lemmerz har sammensat en række værker fra perioden 1999-2013 i nye konstellationer, er kunstnerens tredje museumsudstilling i de senere år.

Den følger efter Largo på Statens museum for Kunst (2009) og Genfærd på Aros (2010), og man kunne få tanken, at han bevæger sig tæt på klicheen:

Endnu en Lemmerz-udstilling, der italesætter livsafslutningen som det ultimative modbillede – den nødvendige stumhed til tidens larm med alt, alt for mange tåbelige og ligegyldige billeder.

“Man kan kun få en livskvalitet, når man har muligheden for med åbne øjne at se afgrunden,” som det hedder med Lemmerz´egne ord.

Læs anmeldelse af Largo
Se billedserie af Genfærd

Men det, der kunne ende banalt eller være ´for meget´, får væsentlighed netop i kraft af den stædige insisteren.

Alvorligt ment
Memento mori-temaet er aldrig gået af mode, og også i samtiden er der en pæn kvote kranier i kunsten. Ikke desto mindre har påmindelsen om eksistensens svært begribelige deadline længe været pakket ind i ironiske, distancerende greb og holdt ud i strakt arm. Det skulle nødigt blive patetisk.

Men selvom Lemmerz som firser-vild også er rundet af den attituderelativistiske lethed er distancen hos ham kun at syne som en trækning i mundvigen. Hans formulering af døden som vor tids største tabu har allerede længe været særdeles vedholdende og ´alvorligt ment´ – og bliver tilsyneladende bare vægtigere i takt med, at værkerne folder sig ud i tunge, langsomme materialer, marmor og bronze, der runger af historisk efterklang.

Nu er tidsånden atter konvergeret med Lemmerz´ ‘virkningsæstetik’ (Ann Lumbye Sørensens formulering i monografi om Lemmerz). Det er ikke længere så cool at gemme sig bag overfladerne, kunsten må godt handle om noget ´væsentligt´, og Lemmerz får store museumsudstillinger.

Præsentationen når ikke helt de monumentale højder fra udstillingerne Largo og Genfærd. I Horsens er retorikken en anelse mere afdæmpet, men udstillingens enkelte rum er død-sikkert (sorry) sat i scene, som kapitler skrevet af en forfatter, der ikke ryster et sekund på hånden.

Mysteriet som readymade
I et mindre kvadratisk rum kridter Lemmerz banen op. Kisten, kraniet (i form af en cykelhjelm), skovlen og geviret er rekvisitter i den stumme dødedans. Forestillingen om døden er altid baseret på ´second hand-fortællinger´, og det er forklaret for børn via cowboykisten, som er støbt i et stykke: Man kan ikke komme ind i den – og hvis man først er derinde, kan man ikke komme ud.
Samme tysthed – døden som et mysterium – præger de andre objekter, der paradoksalt er ganske konkrete og virkelighedsnære i kraft af deres karakter af at være en form for bronze-støbte readymades.

Lemmerz virker ikke mindst på grund af sin præcision. Der er ikke meget i udstillingsrummene, men det uudsigelige får kraft af de få værker, der faktisk er der, og som leveres med et håndværksmæssigt, materialemæssigt og kunstnerisk raffinement, der skurrer mod udsigelsens hårde tomhed.

Liv og død, treenighed og kulturkritik
I hovedrummet bliver de i bogstaveligste forstand tunge broncerelieffer (Grav (Grab) I-VII) for første gang præsenteret hængende på væggene. De vejer hver 700-800 kilo og kræver solide vægge!
Disse vægtige forvitrede gravmonumenter er som afstøbninger fra den rådnende kistebund i jorddybet med spor af opløsning, kranier og knogler. Med også med en tvetydig hentydning til skabelsesberetningens syv dage.

I centrum af rummet ligger en tynd, gennemsigtig ´menneskehud´ og trækker vejret via en respirator. Det skrøbelige åndedræt er i eminent komplementært forhold til de tunge relieffer. Lemmerz kalder denne gang værket for The Breather med undertitlen Der Vater (faderen) – for på den sidste væg hænger sønnen i form af et lille, ´latterligt´ bodybuilder-Jesus krucifiks.  

En undseelig, stigmatiseret og muskelpansret karikatur med kønnet gemt mellem benene.

Mere behøver Lemmerz ikke for at opstille den kulturkritik, som altid – det er vigtigt at have for øje –  ligger implicit i den voldsomme og dødsafsondrende værkkreds.

Det er en hammer i hovedet på klichekulturen efter Guds død, der uden efterlivsforestillinger at læne sig op ad eksempelvis retter sin religiøse forskydning mod en forskruet og livsforskrækket kropstilbedelse.

Og sådan får Lemmerz grebet livet, døden, treenigheden og kulturkritikken i en og samme håndbevægelse. En mindre begavet kunstner ville være havnet i det patetiske og belæssede.

Brevik heavymetal star
Ind imellem kan man diskutere, om Lemmerz driver plat på verdens ondskab. I skulpturen Breivik Scalp (Heavy Metal Version) forfølger han det spor i sit værk, som æder sig ind i moderne katastrofer og voldshandlinger. Utøya-terroristen fremstilles ´hul´, kun rammesat af hår og skæg, som et billede på den rent ud sagt ubegribelige ondskab. Men når Lemmerz placerer kraniet i ansigtets tomme rum, gør han så ikke galningen cool og potent som kultfigur? En heavymetal star?

Jo, muligvis er det at drive plat på sensationen, men det sensationelle er også en del af den uhyggelige historie om såvel Breivik som om mediekulturen som om menneskesindets uundgrundelige mørke.

Eneste virkelige anke i Horsens er udstillingstitlen. Lemmerz ser muligvis sig selv som et sammensat individ og titlens ‘gruppeudstilling’ kunne henvise til en kunstner, som arbejder med væsensforskellige afsæt eller udtryk. Det er svært at få øje på i Horsens. Tværtimod er det ikke let at finde en kunstner, der arbejder mere vedholdende, dybdeborende og konsistent med sit stof end Lemmerz. At udstillingen netop ikke slingrer, men styrer nådesløst mod sit forsvindingspunkt, er dens styrke. Heldigvis er der ikke tale om en gruppeudstilling.

Lemmerz er i princippet ikke svær at forstå. Alligevel ryster man vanskeligt en Lemmerz-udstilling af sig. Den sætter sig i kroppen som en velgørende, dybt tilfredsstillende – og nødvendig – stumhed.