Den nøgne sandhed

Parodien slår den besøgende med et højlydt skrig og masser af bar røv. Party for Freedom, Oreet Asherys soloudstilling på Overgaden er en mærkværdig blanding af harsk kritik af menneskefjendske ideologier og en nøgenfest med masochistiske undertoner.

Og det spørgsmål, som udstillingen ender med at rejse, er: Hvad er kritik, og hvordan kan vi deltage i den?

Frihed på prøve
Det hele starter som en pædagogisk undersøgelse af ytringsfrihed i udstillingsrummet, hvor en stor installation af gennemsigtig plast danner lærred for de besøgendes ytringer. Der bliver stillet plastdragter, maling og pensler til rådighed, og så står det ellers de besøgende frit for at udtrykke sig kritisk.

Den åbne invitation er sjældent afsæt for interessante udsagn – særligt i kunstrummets ufarlige og tolerante rum.

“Jeg er så pisse vred”
“Kunst = Fuck kapital”

Ikke synderligt omstyrtende budskaber.

I et enkelt hjørne bliver det en anelse dybere:
“Without action words are just words/weird” og
“Why participative art if there is nothing to say anymore?”

Ja, dén resignation peger på samtidens meget nærværende passivitet men også en kritisk utopi, som Asherys helt overordnede projekt cirkulerer om. Det deltagerbaserede værk bærer såmænd også titlen The Space for Freedom is Getting Smaller and Less Transparent.

Performativ aktivisme
Den israelske men London-baserede kunstner har med både rod i performance, queerkunst og en radikaliseret aktivisme behandlet temaer som Israel-Palæstina konflikt, multikulturalisme, kapitalisme, racisme, geopolitik og sexisme. Ashery praktisserer med andre ord en kunstform hvor aktivismen og den samfundsmæssige debat fletter fingre i performancekunsten. I denne udstilling er det performative element overført til os som besøgende og iscenesat i et videoværk.

Symbollikken og billedsproget i den store, tre-kanals videoinstallation An Audiovisual Album er punket, nøgent, humoristisk og grænsesøgende. Fortællingen udfolder sig ofte i absurde handlinger og billeder, og under store dele af det en time lange videoværk slår latteren først, for dernæst at sætte sig fast i struben med et forsigtigt host eller decideret kvalme.

På nøgenferie i højre-ekstremismen
Ti kapitler præsenterer historiske blik på civilisationen, absurde fantasier, sexlege, klimaterapi og performative eksperimenter hvor unge, veldrejede kroppe piller ved hinanden, leger dyr i skoven, går besærkergang og indgår i ubestemmelige ritualer.

Værket indledes med en historisk lektion i naturisme og frihedssøgende samfundsideologier under den tyske industrialisering, som hurtigt suppleres af nøgne performere i alle mulige scenarier i en nær datid. I Piano Rim bliver der spillet og slikket røv på et flygel. I The World Is Flooding danser en hel nøgenflok til shamanistisk stammesang, og i hovedkapitlet, Geert Wilders Triptych, bliver en white-trash prinsesse madet med en ubestemmelig mos, kaster det hele op igen, imens hun flirter og soundtracket lover solskin og happiness.

Triptychens næste klip viser de fjantede performere i et badekar, imens de forsøger at finde ud af, hvilke nøgenfantasier førnævnte Wilders egentlig har. Finalen er meget passende en nøgen performer på alle fire med en banan i begge ender med stjernekastere i. Ta-daaaa!

Det er en ekstrem kropskultur, og med første øjekast en modkultur, vi er på opdagelse i, der iøvrigt vækker minder om Lars von Triers Idioterne / Dogme #2 (1998). Men langsomt står det klart, at den skildrede kropskultur ikke er et direkte oprør, men snarere en snerrende parodi på det kultur- og menneskesyn, som det ekstreme højre står som bannerførere for, her repræsenteret ved Pim Vertuyen, Geert Wilders, Anders Behring Breivik og deres respektive udtalelser og ideologier.

Et menneskesyn, hvor mennesket reduceres til bl.a. grise og aber, og de herres uhyre udtalelser dokumenteres, symboliseres og smides ind som statements mellem punkmusik, opkast og nøgencirkus.

Spark til en rød røv
Men uanset hvor nøgen kritikken, og her parodien, bliver, rykker den ikke ved positionerne eller vore erkendelser om højrefløjen eller queer-aktivismen. Og vigtigst, vi står som udstillingsgæster uden for denne kritik, hvis vi ikke smider tøjet, får en piercing og går amok. Og således ender vi i en eksemplificering af udstillingens første pointe: Hvad er det, vi skal bruge ytringsfriheden og den mulige kritik til?

Under det grinagtige ydre udtaler Asherys projekt en form for magt, stigmatisering, kønsdiskrimination, fremmedhad og vold, som reelt eksisterer i vores hetero-normative samfund og politiske ideologier. Men de fleste besøgende vil sikkert gå ud af Overgaden med en hovedrysten og et stille fnys, imens den politiske virkelighed og konsekvens fortoner sig i scenarier med røvslikkeri, opkast, punkmusik og bare baller.

Udstillingens fremstilling af den aktivistiske kritik bærer dog også på en indirekte pointe, der udstiller de ret håbløse strategier. For uanset hvor nøgen og queer den er, hvor mange piercinger den har, hvor seksuelt og kropsligt norm-overskridende den er, så sparker den primært sig selv i den bare røv. Og det er måske ikke umiddelbart interessant, men sådan set et ganske relevant budskab.