Den skyldige arkitektur

Vi tænker altid negativt, men hører primært kun positive fortællinger, når vi endelig spørger os frem. Sådan er mekanikken typisk i de danske sociale boligbyggerier fra 60’erne og 70’erne, og det gælder også Egedalsvænge i Kokkedal. Området optræder også primært i pressen, når der er BREAKING NEWS fra området, og de er sjovt nok altid BAD NEWS.

Derudover er den politisk stigmatiserende ‘ghettoliste’ et utrolig effektivt redskab til at fastholde lignende boligområder i en dårlig fortælling og en negativ spiral.

Produkt af en fortælling
Men dette negative billede er også produktet af en kulturfortælling om de isolerede beboere, der sidder i koldt betonbyggeri i forstaden omkranset af kriminalitet, videoovervågning og utryg hverdag.

Den fortælling er lige nu sat overfor en noget anderledes lokalfortælling, der illustrerer landsbyidyl og socialt sammenvær i et udsat boligområde i Kokkedal.

Midt i området står i disse dage en installation, et arkitektonisk indslag, en facedelignende konstruktion, der kan indtages via en lang trappe.

Det minder om en stor arkitektonisk model, der på én og samme tid ligner en ruin og en skabelon til en fremtidig bebyggelse. Alt er bygget i træ, og når man op for enden af trappen og ud på altanen blotter konstruktionen en fortælling med beboernes lavmælte håb for fremtiden.

“Det er en sagte fortælling fra historien med stemmer fra indersiden,” lyder beskrivelsen fra de to kunstnere om deres projekt, Betonbyens farvel, i Egedalsvænge. Projektet er en del af Helsingør Teaters treårige kunst- og kulturprojekt Hjemstavn.com

Arkituren som felt
Hjemstavnen fylder dog ikke meget i projektet.

“Vi startede der, og ville gerne hjem til folk og interviewe dem i deres lejligheder o.s.v. Men vi er begge langt mere arkitektonisk funderede,” forklarer Søren Lose og Pernille Priergaard Worsøe uddyber:

“Vi synes nok begge at ghetto-begrebet eller det belastede boligområde som fænomen og historie var langt mere interessant at dykke ned i. Det der med at gå tilbage til visionerne og historien og reformulere de forestillinger, der var dengang har været det grundlæggende. Forestillingerne om det gode liv dengang og nu.”

Lose forklarer: “Vi har så forsøgt at placere os midt imellem det der har været og det der skal være i fremtiden. Kilet os ind midt i historien. Helt overordnet handler det om arkitekturen som ‘skyldig’. Der er nogle æstetiske og repræsentative elementer, der gør at tingene har udviklet sig på denne måde. Altså, modernisme-kritikken af betonbyggeriet fra Le Corbusier og frem med afsæt i arkitekturens forhold til mennesket.”

Social arkitektur?
Det store spørgsmål kunstnerne kredser om er: Kan man bygge sig ud af sociale problematikker?

“Det er ikke fordi, vi er blevet meget klogere på det punkt, men historien har vel vist, at det kunne være en god idé at starte med noget borgerinddragelse. I vores interviews, som vi har lavet i området, har det vist sig, at det æstetiske ikke betyder særlig meget for beboerne. Det er mere det sociale og udeområderne, som har været centrale. De er generelt ret tilfredse med lejlighederne. Vi har nærmest presset dem ud i at tage stilling til deres boligområde. Hvordan kunne I godt tænke jer, at det så ud? Hvordan skulle man gøre noget anderledes?” forklarer Worsøe.

Og netop involveringen lokalt har været et vigtigt spørgsmål:

“Du kan jo sagtens være idealistisk og ende med at bruge en hel masse tid og krudt på at involvere de lokale i et projekt, som de i sidste ende ikke bekymrer sig det fjerneste om. På den anden side, kan du være så berøringsangst, at du helt kynisk bare placere et værk i det offentlige rum, og så ser, hvad der sker. Vi har vel placeret os et sted midt imellem,” forklarer Lose og peger også på deres egne begrænsinger i den sammenhæng:

“Vi besluttede os tidligt for, at vi ikke havde tid eller penge til et projekt med en masse socialt arbejde. Den type kunstnere er vi heller ikke.”

Nærvær og dialog
Men da kunstnerne først rykkede ind, så endte dialogen alligevel med at opstå.

“Beboerne har været meget opsøgende, imens vi har bygget heroppe – det er dér, der sker noget med dialogen. Det er nemmere at droppe forbi og stille nogen nysgerrige spørgsmål. Det endte med, at vi selv gik ud og overtalte folk til at være med, og inden længe havde vi en hel flok børn, der løb i hælene på os for at blive interviewet til projektet. Det er jo nok endt med, at børnene er kommet til at fylde halvdelen af projektet,” fortæller Worsøe.

Via nogle ret enkle spørgsmål fik kunstnerne indsamlet oplysninger om; da beboerne flyttede ind, hvordan de synes om tilværelsen i dag herude, og hvad de gerne ville ændre i området i fremtiden?

Nye nuancer
Nogle af dem, som har været vigtige at få i tale, har i kunstnernes øjne været nogle af de ældre beboere, som rykkede ind i 70’erne og har boet her altid.

“Det er jo sjovt at høre om det her med at komme til sådan et sted med nogle særlige forventninger, og så hvordan det har udviklet sig gennem tiden. Det er generelt nogle positive fortællinger, hvor langt de fleste ønsker at blive boende. Der er næsten ingen, der vil væk,” understreger Worsøe.

Og modtagelsen i området har gjort indtryk:

“Folk er generelt søde og har jo taget godt imod os. Man snakker sgu med hinanden. Der er sådan en landsby-stemning. Altså, der hvor jeg bor snakker folk ikke med hinanden, og jeg ved knap nok, hvad min nabo hedder. På den måde fungerer den proces vi har haft. Vi har fået folk til at stoppe op og fået tilført nogle nye nuancer, der afspejler en virkelighed heroppe, som vi ikke har mulighed for at høre andetsteds,” forklarer Lose og påpeger, måske med en smule skuffelse i stemmen:

“Og den her fortælling om en skyldig arkitektur har vi slet ikke mødt heroppe. Der er ikke nogen, der er sure på bygningerne.”