Den store fortælling gemmer sig i den lille

Der er energi og lyst til at møde verden på Det Fynske Kunstakademis afgangsudstilling i Kunsthallens Brandts. Men først skal man lige overstå en lidt forfejlet udstillingsarkitektur.

Man træder ind i en bystruktur fremstillet af brune mdf-plader. Her er huse, trapper, smøger og en central plads.

Det er egentlig ganske effektfuldt, og man kunne tænke, at det var en god idé til en fællesudstilling: Hver kunstner får sit hus/gallerirum til sit individuelle kunstværk, og det samlede antal huse udgør så byen – dvs. fællesudstillingen.

Men udstillingsarkitekturen fremstår her som en både bastant og tom kulisse set i forhold til de værker, den huser.

Med undtagelse af Clara Starcks og Niels Pugholms installatoriske aktiveringer af deres respektive rum, har dette kuld af kunstnere nemlig ikke den store interesse i hverken det traditionelle kunstobjekt eller det traditionelle kunstudstillingsrum.

Hvis vi sætter det lidt på spidsen udstiller de øvrige kunstnere to publikationer, et brev, en emailadresse og et par musiknumre og orienterer sig i det hele taget hinsides kunstens traditionelle rum. Man ser næppe disse kunstnere headhuntet af gallerierne næste sæson, og en udstillingsarkitektur, der mimer små gallerirum, virker i den konkrete sammenhæng ikke særlig velvalgt. I værste fald lægger den unødig beslag på opmærksomheden for den er meget markant.

Interesse for verden
Så til sagen! Flere af kunstnerne er altså mere interesserede i verden udenfor end indenfor kunsten, og som arbejdsmetode har de valgt at se ganske nøje og insisterende på et hjørne af denne verden. De benytter et blik, som umiddelbart forekommer nærsynet – og så alligevel så langt fra. For blikket er nysgerrigt, kritisk og søgende efter alternativer til alskens konventioner og begrænsninger og rummer i sig potentialet for større udsyn.

Dalum Papirfabrik
Tag for eksempel Kristian B. Johansen, som i årevis har besøgt området omkring den nu lukkede Dalum Papirfabrik. Han dimenterer med en avisudgivelse, der beskæftiger sig med dette ´ikke-sted´, som trods dets mangel på åbenlys funktion alligevel bliver flittigt brugt. Johansen dokumenterer det via kort, billeder, interviews og personlige beretninger om møder med immigranter, der sover i skoven, grafittimaleri, skovhytte-byggeri, bål og øl i området. Denne snævre, lokalt indstillede og dog arbitrære undersøgelse samler brikkerne til en fortælling, som netop ikke begrænser sig til det lokale, men som handler om liv og potentialer på kanten af samfundets velordnede og kontrollerede zoner.

En østeuropæisk tegning
I samme ånd har Tom Kietz klistret et brev til en ven op i udstillingen. I brevet fortæller han om sine kollektiv-erfaringer i et besat/befriet hus. En gruppe mennesker er flyttet ind i et tomt hus som et eksperimenterende alternativ til traditionelle bo- og ejerskabsformer. Således må kollektivet samarbejde med andre brugere af det tomme hus, det være sig narkomaner, elskende eller tyvebander.

Østeuropæere har opholdt sig der – en af dem har tegnet på væggen, og denne tegning har Kietz overført til papir og hængt op i udstillingen. Ikke fordi det er en god tegning – kunstnerisk set – men fordi den er ´ærlig´ og et vidnesbyrd fra en outsiderposition, Kietz føler sig forbundet med.

Selvbyggeren
Den personlige boligsituation er også afsættet for Tuk Bredsdorf.

På et podiet står en lille model af skelettet til det kolonihavehus, kunstneren som glad amatør har kastet sig ud i at bygge.

Selve processen har Bredsdorf konverteret til sit afgangsprojekt og opfordrer publikum til 1:1 møder med ham om de erfaringer, han har gjort sig (tag en snip med en emailadresse!).

Erfaringerne har givet ham “en større forståelse af min virkelighed på et meget praktisk og konkret niveau”, som Bredsdorf siger det i kataloget.

Skrøbeligt tæt på det private
Man kan hævde, at disse meget personlige projekter ligger skrøbeligt nær noget, der er for privat.

Men de lever i kraft af, at kunstnerne tror på – ja, insisterer på – at der i disse idiosynkratiske fikseringer ligger kimen til et refleksivt niveau af større og mere almen karakter – at man rent faktisk kan finde noget væsentligt i små, nære eller oversete felter, hvis det blik, man kaster på det, er tilstrækkeligt åbent og nysgerrigt – hvad enten det så er i afsøgningen af et glemt stykke geografi, et tomt hus eller et amatørhusbyggeri.

Udvandreren og indvandreren
Hvis man alligevel synes disse projekter er for skrøbelige i deres brobyggeri mellem små og store fortællinger, bliver det måske mere tydeligt med Niels Pugholms lyd- og videoværk Emigrant.

Pugholm har fået fingre i sin mormors onkels beretning om, hvordan denne udvandrede til Amerika i 1920. Og nok er historien personlig og rækker tilbage i tiden, men den fortælles i Pugholms installation på dansk af en fortæller med tydelig udenlandsk accent, og rammer på den måde en større, nutidig indvandrer-debat.

I øvrigt er værket flot og poetisk installeret med en videoprojektion af drivende skyer på loftet. “Det kan godt være jeg rejser til et andet land, men skyerne er altid de samme”, siger fortælleren. Det samme er emigranternes drøm om et bedre liv.

Objekter og musik fra et tomt rum
Clara Starck har også gjort noget ud af sit rum, hvor hun viser en installation med transportbånd, kabler og store papmache(?) objekter. Man aner, at Starck undersøger den maskinelle produktion i kontrast til de håndlavede objekter – det gør godt med noget fysik i udstillingen.

Karen Marie Ørsteds rum er derimod tomt for enden af den høje trappe – på nær højtalerne hvorfra pop-electronicaen flyder ud – ikke bare i hendes hus – men i hele udstillingssalen. Men Ørsted er vel også mere musiker og sanger og kendt indenfor den verden som MØ – allerede med lille gennembrud og rosende international omtale på det store musiksite Pitchfork.

Konsensuskunst
Den fynske afgang er altså domineret af kunstnere, der eksperimenterer med kunstnerpositionen. Det er ikke mainstream – det er måske heller ikke hverken banebrydende eller tindrende god kunst, men holdet repræsenterer en god portion friskhed og lyst til at udfordre kunstens konventioner.

Skulle de få lyst til at lave kunst, der er konsensus om – ja, så kan de bare slå op i Nenad Milcevics afgangsværk: publikationen Piece at the Show. Her står det hele. Nøgternt og i kunstkorrekt design – men absolut ikke uden kritisk undertone – er publikationen en brugerguide for kunstnere, hvor de statistisk mest benyttede teorier, ord og vendinger i samtidskunsten forklares og listes. Bland selv. Så forudsigelig og konsensuspræget er kunsten.

Sandheden er, at selv Det Fynske Kunstakademis udbryder-spirer sikkert snildt fanges ind af disse alt for vedtagne rammer. Tak for forsøget alligevel.