Den virkelige Emil Nolde var antisemit og nazist

Filmatiseringen af Siegfriend Lenzs roman Tysktime fra 1968 har netop haft premiere i Danmark, instrueret af Christian Schwochow. Det er næsten præcist et år efter at den fik premiere i Tyskland, hvilket faldt kun to uger, efter at museet Hamburger Bahnhof i Berlin lukkede deres udstilling om Emil Nolde, som netop udgør inspirationen til romanen og filmens kunstnerfigur Max Ludwig Nansen. Det er imidlertid en meget anderledes historie, romanen og filmen fortæller om kunstneren, end det billede Berlin-udstillingen tegnede af Nolde.

Lenzs roman handler om drengen Siggi Jepsen, som under 2. verdenskrig ønsker at hjælpe maleren Nansen, som af det nazistske regime er blevet beordret til ikke at male flere billeder, idet hans kunst ikke falder i regimets smag. Siggis ønske om at hjælpe Nansen bliver besværliggjort af, at Siggis far, Jens Jepsen, er den lokale betjent, der skal holde opsyn med, at Nansen lader penslerne blive i skuffen. Far Jepsen er fortællingens skurk, som blindt følger de ordrer, han modtager ovenfra, og fratager kunstnergeniet sin ret til at udtrykke sig frit.

Nolde selv, der døde i 1956, kunne ikke have drømt om et venligere eftermæle end det, han har fået hjulpet på vej af den fiktive karakter i romanen, som hurtigt blev en international bestseller. Udstillingen på Hamburger Bahnhof viste dog en ganske anden historie om den berømte maler.

Det er ikke nødvendigvis nogen nyhed, at Nolde havde nazistiske og antisemitiske tendenser, men ikke før udstillingen og dens tilhørende katalog er det blevet så grundigt belyst og underbygget af primærkilder, der ikke tidligere har været tilgængelige.

Ud fra breve skrevet mellem Nolde og hans hustru Ada Nolde er det klart, at Nolde i 1933 brugte en del tid og kræfter på en tekst med titlen Juden-Denkschrift. Teksten selv er forsvundet, men gennem brevvekslingen mellem ægtefællerne er det klart, at dette var en plan udtænkt af Nolde for, hvorledes Tyskland kunne befries for jøder.

Det er ikke klart, hvad Noldes plan indeholdt, men det tyder på, at det var i retningen af tvangsdeportation eller en såkaldt “territorialløsning”, som der i disse år var tale om i nazistiske tidsskrifter. Nazisterne udviklede senere Madagasker-planen, hvis karakter kan siges at læne sig op ad folkemord. Den blev dog aldrig udført. Folkemord fandt dog sted – og meget tættere på.

Stemplet som ”entartet”

Hvorfor skulle en kunstmaler bruge tid på at udtænke sådanne planer? Det lader til, at Noldes grundlag for at beskæftige sig med dette spørgsmål var at bevise sin antisemitiske indstilling overfor højtstående nazister, og det tyder på, at Nolde ønskede at forelægge Hitler planen. Det gjaldt dog om at finde det rette tidspunkt, således at det ikke kunne misforstås, som om han blot forsøgte at gøre sine hoser grønne hos de nye magthavere.

Det lå således Nolde på sinde at bevise sit oprigtige jødehad, og fremstille hvordan han allerede før nazisterne kom til magten havde været kritisk over for jøder og det, som Nolde opfattede som en jødisk præget og akademisk kunstelite.

Det var nødvendigt for Nolde på dette tidspunkt at bruge sit store netværk i sit forsøg på at overbevise partitoppen om, at hans kunst var en sand og ren germansk kunst. Han så sin egen ekspressive stil som et rendyrket udtryk for en arisk og germansk folkekunst, som var modbilledet til den fransk-jødiske kosmopolitiske impressionisme. På trods af talrige magtfulde støtter lykkedes det dog aldrig for Nolde at overbevise Hitler om dette, og Noldes kunst blev stemplet som ”entartet” (“degenereret”, red).

Nolde havde således flere år under krigen forbud mod at male i overensstemmelse med fortællingen i Lenzs roman. Stemplet som ”entartet”. Og maleforbuddet skulle senere vise sig at blive Noldes redning efter krigen og hovedingredienserne i den fortælling, Nolde efter 1945 yndede at fortælle om sit forhold til nationalsocialismen, hvori han var det reelle offer.

Det er dog på ingen måde Noldes fortjeneste alene, at fortællingen om Nolde efter krigen blev til historien om en sand kunstner, som blev forfulgt af NS-regimet. Historikeren og forfatteren til kataloget fra Hamburger Bahnhof, Bernhard Fulda, peger her på to parallelle og selvforstærkende spor, der begge fører til en forherligelse af Nolde og hans kunst: Noldes personlige netværk og efterkrigstidens Tysklands søgen efter en ny identitet.

Ekspressionismen som antifascistisk kunst

Nolde blev ganske hurtigt efter krigen ”af-nazificeret”, blandt andet på grund af, at hans værker var blevet stemplet som degenererede af nazisterne. Det betød ikke noget, at Nolde allerede i 1934 var blevet medlem af det nazistiske parti, mens det for andre forblev et problem at have været medlem. Dette betød, at Nolde var i en position, hvor han kunne hjælpe andre i sit netværk, som havde større problemer med at blive klassificeret som ”af-nazificeret” og komme videre med deres karrierer.

Således skrev Nolde en række ”anbefalinger” af forskellige folk, som tidligere havde støttet ham, hvilket efter krigen kunne fortolkes som handlinger, der havde talt det nationalsocialistiske regime imod. Det var blevet glemt, at der op til Hitlers magtovertagelse og de første år derefter var en begejstring for ekspressionismen og Noldes kunst på den yderste højrefløj, som forstod Nolde som en ægte tysk kunstner.

I Aya Soikas artikel i kataloget skriver hun således, hvordan Nolde blev positivt omtalt i 1931 og 1932 i tidsskrifterne Der Angriff og Der Stahlhelm. Alene navnene på disse udgivelser lader ingen tvivl om, hvor i det politiske spektrum de lå. Hitler blev dog aldrig overbevist om ekspressionismens germanske væsen, og Noldes kunst blev officielt forstået som usund og dekadent. Dette ledte til, at man efter krigen forstod ekspressionismen som antifascistisk og dens støtter som modige forkæmpere for en fri kunst.

Således bliver det bekvemt for en række figurer på efterkrigens kunstscene at gøre opmærksom på, hvordan de tidligt havde støttet Nolde og hans virke. Dette var frugtbart for både Nolde og hans venner. Det forstærkede fortællingen om Nolde som kunstmartyr, og hans venner, der hjalp denne fortælling på vej, kunne håbe, at en smule af martyriet ville smitte af på dem selv.

Udstillingen på Hamburger Bahnhof blotlagde disse historier og forbindelser. Udstillingen smadrede således en myte, der muligvis nok over tiden var blevet noget skrøbelig, men trods alt stadig stod oprejst.

Er det så et problem, at en spillefilm med en fiktiv karakter fortæller en radikalt anderledes fortælling end den virkelige om Nolde? Nej, det er det ikke. Hverken Lenzs roman eller diverse filmatiseringer af den hævder at være andet en fiktion, og har som sådan ingen forpligtigelse til at skildre virkeligheden – deres ærinde er et andet. Dette til trods, er det som museumsgænger og betragter af Noldes værker både interessant og vigtigt også at kende til den non-fiktive fortælling om Nolde.

Dernæst mener jeg ligeledes, det er legitimt at spørge, om Tysktime er en væsentlig fortælling at genoplive på film i lyset af den nye forskning i Nolde og hans holdninger, som ikke var tilgængelige, da Lenz skrev romanen tilbage i 1960’erne?

Her ender man hurtigt i en what-about-ism: hvilke film kan nogensinde laves, hvis man kun må tage det allervigtigste emne op? Dog er det ikke svært at finde fortællinger fra samme historiske periode, hvor man ikke ville kunne stille de samme spørgsmål.