Det er derfor, de synger så meget i dette land

Angelica Mesiti bruger sang og musik til at fortælle om emner som landflygtighed og national identitet. Videoinstallationen Mother Tongue på det aarhusianske udstillingssted ‘O’ Space er en blues om afsavn og tilhørsforhold. Ved at samle dansk fællessang med trommerytmer fra fjerne steder i en audio-visuel collage har Mesiti skabt en ny ‘Danmarksfilm’.

Rundesang, lejlighedssang, protestsang, visesang, højskolesang. Man synger meget i Danmark. Meget mere end i andre lande, hvis man skal tro udstillingshæftet til den australske kunstner Angelica Mesitis installation Mother Tongue, 2017. Men hvorfor synger vi så meget? I Mesitis værk finder vi ikke nogen forklaring på fænomenet; dog vidner hendes videoinstallation om den helt specielle følelse af samhørighed, der kan opstå, når man mestrer kunsten at synge i kor.

Men også forskelligheden kiler sig ind. Spændt ud mellem to filmlærreder gør værket krav på rummet, mens den danske sangskat filtres ind i et nyt univers, akkompagneret eller afbrudt af andre lyde; heriblandt den palæstinensisk-danske percussionist Simona Abdallahs trommebeats på Dokk1, Ramallah Spejdernes musikalske samspil og rytmen af fodtrin fra jaffradansere i Gellerup. Og performeren Rami Mohamed står på hænder i byrådssalen på Aarhus Rådhus.

De Små Synger
“Ta’ mig med til dit drømmeland / der hvor man kan drømme.” Joanna, Kim Larsens måske mest kendte sang, høres allerede i forhallen til det rå udstillingsrum, hvor der ligger hæfter – Mother Tongue: Song Book – med tekster til de tre sange, som indgår i Mesitis videoværk.

Det er børn i gymnastiksalen på Rosenvangskolen, som synger. Kulturerne smelter direkte sammen. Eleverne kommer fra forskellige baggrunde, men i fællessangen mødes de i kollektiv samskabelse.

Mother Tongue leder også tankerne hen på Songs of the Songless (2011) – et projekt af den koreansk-danske kunstner Jette Hye Jin Mortensen, der ligeledes har arbejdet med den måde, hvorpå samtalens tyngdepunkt ændres, når det er sangstroferne, som udgør strukturen for vores dialog. I sin ‘sangbog for de sangløse’ har Mortensen undersøgt fællessangens potentiale – ikke mindst den måde, hvorpå vi som amatørsangere finder hinanden i korets musikalske logik og dermed tillader den Anden at placere sin stemme parallelt eller simultant med vores egen i en form for samklang – i kontrast til den almindelige samtale, hvor man skiftes til at tale og lytte.

Masseornamentet
Men er der ikke også en fare for, at det enkelte individ her opsluges af det kollektive mønster? I sin 1927-Weimar-tekst, Ornament der Masse, observerer den tyske sociolog Siegfried Kracauer, hvordan de rum, hvori mennesker performer i flok, også er meget politiske og problematiske rum. Han refererer dermed til nazisternes gåen-i-takt, til rytmen af deres endeløse støvletramp i gaderne.

Dog er takterne i Mesitis video af en anden art. En stemme skælver. Der er én, som synger for højt, mens en anden synger for lavt, og en tredje synger falsk. Og i en scene på Aarhus Rådhus mødes blikkene sigende henover bordet, når de ansatte kaster sig over St. St. Blichers sang Det er hvidt herude. Vi synger ‘ved siden af’, men har stadig øje for fællesskabet.

Den første scene i Mother Tongue består af en såkaldt ‘menneskebro’, en gymnastisk øvelse, der har til formål at skabe tillid mellem mennesker og lære folk at arbejde sammen. Som i scenen med eleverne fra Rosenvangskolen ser det ud til, at folk her har et varieret genealogisk ophav. Det er en smuk scene, og man forstår hurtigt pointen. Dermed er det også værkets svageste punkt. Symbolikken tager overhånd. Vi bærer hinanden; ja, men hvad kommer der derefter?

Hjem, kære hjem
Andre dele af Mesitis installation er mere komplekse. Paraboler sidder fast som store ører på altaner i Gellerupparken. Og i en lejlighed samme sted sidder Maryam Mursal og to musikere i polstrede sofaer. Den somaliske sangerinde – der er internationalt kendt, og som blandt andet har indspillet med Peter Gabriel, men som stadig er næsten ukendt herhjemme – synger Lei Lei (I am blue). Det er ørkenblues-jam. Umiddelbart lyder det hele meget upbeat, men for den som forstår teksten, er dette samtidig en længslens klagesang – sang, der handler om ikke at føle sig helt hjemme dér, hvor man befinder sig.

Der er en lang tradition for refleksive ‘Danmarksfilm’ – fra Poul Henningsens klassiker Danmark (1935) og Jørgen Leths Livet i Danmark (1972) til Peter Klitgaards I Danmark er jeg født (2005) samt Mit Danmark af Jens Loftager, Phie Ambo, Sami Saif m.fl. (2006) og Max Kestners Verden i Danmark (2007).

Mesitis Mother Tongue befinder sig indenfor samme genre. Fædrelandet kalder; modertungen synger, mens man prøver at finde sig til rette i de nye omgivelser. Og vi er mange, som har været spændt ud mellem ophavet og levestedet.

Som i de fleste andre ovenstående eksempler på ‘Danmarksfilm’ er klipperytmen langsommelig. Der fades ind og ud mellem de forskellige scener. Kendetegnende for Mesiti er, at hun ikke benytter sig af noget kommentarspor. I stedet hører vi folk, der synger – eller vi dvæler ved stilheden, inden sangen begynder.

I Mother Tongue rives man med af sang og rytmer til dér, hvor man kan drømme om nye og gamle fællesskaber. Det er et værk, som handler om at finde nye hjem, mens det samtidigt evner at sætte ord på hjemveen som følelse og begreb.