Designere med blik for kunsten

Koldinghus er i disse dage fyldt med fabelagtigt, overlegent håndværk og fantasifulde materialeeksperimenter, når 61 designere og kunsthåndværkere udstiller deres værker.

I et krydsfelt mellem kunst og design
Kendetegnende er det dog, at flere af værkerne italesætter en lang række virkemidler fra kunstens felt, og det er her, det for alvor bliver spændende. Måden, de gør det på, er både som kritiske kommentarer til sit eget felt, og som en legende gestus, der udvider designfeltet, og skyder sig ind i et krydsfelt mellem kunst og design.

Eksempelvis er værket Absentia af keramikeren Susanne Hangaard lavet som en stop motion film, hvor keramikerens nøgne krop, gradvist dekoreres med det kendte blå musselmalede mønster, for til sidst at lade det blå blæk løbe ud af munden, som om hun kaster op.

Værket fremstår som en kritisk kommentar til det musselmalede og den hierakisering, der finder sted inden for designfeltet. Værket går på skøn vis også ind og dekonstruerer hele biennale-konceptet en smule, og kommer derfor til at stå som en fin lille kommentar – midt i udstillingen. Det kunstneriske greb kan siges både at ligge i denne indlejrede kritiske reflektion, brugen af kroppen som lærrede, men også det, at der faktisk ikke er noget brugsobjekt knyttet til dette værk.

På samme måde rækker Kristine Tillge Lund og Mikael Jacksons værk Kop kaffe ud over sig selv og hæver hverdagens ritualer til noget ikonisk, når mågestellets kaffekop sættes på sokkel og svæver i sin glasmontre. På skiltet på værkets montre står der ved materialer/ teknik: ‘Readymade’ – et velkendt begreb hentet fra kunstens verden.

En art samtidskulptur
Eksperimenter i krydsfelt med kunsten, som en legende gestus, ses blandt andet i vinderværket More Asphalt to Ukraine af væveren Anne Mette Larsen. Idéen bag værket er kunsthåndværkerens egen 31 dages cykeltur i Ukraine, oversat til en visuel og auditiv installation.

Værket består af et lydspor, to vævede billedtæpper, spændt ud på kvadratiske rammer, som hænger på hver sin side af en tredje ramme – hvorpå en animation projiceres. Animationen er en montage af fotos fra rejsen, flettet sammen med farvelinjer og mønsterdannelse i en potentiel uendelig proces. Placeringen af de 13 byer hun besøgte på sin rejse har bestemt, hvordan ternopbygningen i mønstret på billedtæpperne skal være, og farverne i billedetæpperne er hentet i fotografier fra disse byer.

På den måde opleves værket, som en art samtidsskulptur i sin kombination af installation, koncept og de forskellige visuelle og auditive lag af fortælling. Konstruktionen gør nemlig, at vi som beskuere må samle fragmenterne til ét hele, og på den måde opleves det, som om vi realiserer værket og dets fulde betydning, idét vi træder ind i dets sfære.

Denne leg med beskuerens betydningstilskrivelse etableres ikke mindst, fordi værkets visuelle sprog trækker referencer til tidligere tiders udveksling mellem kunst og design, eksempelvis den rusiske kunstner Aleksandr Rodchenkos fotomontager og Bauhaus-væveren Anni Albers tekstiler.

Leg med brugsfunktionen
Juryen har suppleret udstillingen med 6 kuraterede nordiske værker. Disse værkers berøring med kunsten, synes næsten at udviske grænsen mellem kunst og design.

Et af disse er Anders Ljungbergs Handtagen # 1. Værket består af forskellige gamle håndtag, med et formsprog i svungne organiske former. Håndtagene er monteret på et sølvkorpus af formelementer, der alle kan indskrives i et geometrisk formsprog.

Værket leger med og udfordrer brugsfunktionen på en måde, så formen næsten tager over. Som beskuere oplever man alene værket som design, på grund af konteksten. Værket påtager sig, gennem sine formgreb, nogle af de diskussioner omkring kontekst, materiale og brugsfunktion som dele af samtidskunsten også arbejder med.

Grænsesøgning og godt håndværk
Det er i høj grad dette spænd mellem tradition og grænsesøgning – legen i krydsfeltet mellem kunst og design – der gør Biennalen til et spændende sted at være.

Og når dette kombineres med den sanselige appel, der ligger som en særlig æstetisk dimension via det fabelagtige håndværk, mange af bienalens kunstnere demonstrerer, – ja, så etableres et unikt oplevelsesrum for os som beskuere.