Det æstetiske er politisk

Museer er under forvandling mod mere sociale og åbne institutioner end de traditionelle højborge for skønhed og sandhed. I en sådan udvikling er også den æstetiske praksis et spørgsmål om politik.

Forestil dig, at du er vokset op i en familie i et samfund, hvor de fleste mere eller mindre ligner dig. Alt er genkendeligt, det meste er sammenligneligt, rigtigt og forkert er klart defineret, og det er mennesker, som ligner dig, der er udgangspunktet for historiefortællingen.

Dette kommer bl.a. til udtryk i kunstudstillinger på museer, som bekræfter dine livserfaringer. I sådan et tilfælde er det nærliggende at lade sig overbevise om, at der kan defineres parametre for ægte skønhed og høj kvalitet, som er indiskutable, og som man både kan lære at leve op til og at påskønne. Det danner et naturligt grundlag for en fælles kanon, og kan bruges til at argumentere for, at vi udelukkende indkøber og udstiller kunst ud fra kvalitet og ikke alle mulige andre ‘’fjollede’’ grunde, som f.eks. køn eller etnicitet.

Når museer så alligevel beskæftiger sig med netop spørgsmål om repræsentation og inkluderende udstillingspraksis, så er det fordi de godt ved, at ligesom alt andet på en offentligt støttet institution, så er det æstetiske også politisk.

Det betyder ikke kun noget, hvilke historier, der fortælles, men også hvordan de fortælles, når et museum rækker ud og ønsker at være relevant for flere forskellige mennesker. Det lægger sig i forlængelse af diskussioner om repræsentation, men det er egentlig mere end det. Det handler om identiteter og relationer, og der er mange interessante spørgsmål i det.

For hvad hvis din virkelighed var en anden? Hvad hvis du altid følte dig misrepræsenteret, og at dit køn, din hudfarve, din seksualitet, eller din fysiske krop blev fremstillet på en endimensionel måde? Så ville du måske være ganske godt tilfreds med en opløsning af æstetiske hierarkier.

Skønhed og kvalitet er ikke en objektiv størrelse

I kritikeren John Berger’s Ways of Seeing fra 1972 taler han om, hvordan vores måde at se er påvirket af vores forudgående bevidsthed om verden: “The world as-it-is is more than objective fact, it includes consciousness. When an image is presented as a work of art, the way people look at it is affected by a whole series of learnt assumptions about art. Assumptions concerning: Beauty, truth, genius, civilization, form, status, taste, etc.’’

Måden, du opfatter et billede på, svarer muligvis ikke til måden, jeg opfatter det samme billede. Bedømmelsen afhænger af sociale og kulturelle betingelser, og vi vurderer kvalitet baseret på nuværende fælles og individuelle standarder i vores tid.

Historisk set har kunst mestendels været tilgængeligt for et privilegeret mindretal, og i en sådan social mekanisme konstrueres en særlig fortælling om virkeligheden ud fra et socialt hierarki.

Øjnene, der ser, er aldrig neutrale, og antagelser om skønhed, sandhed, genialitet, civilisation, form, status, smag og kvalitet ændrer sig gennem historiske perioder.

Det er problematisk, når disse antagelser er etableret af de få. Ved at kombinere flere stemmer får vi en mere nuanceret forståelse af verden. Indkøb og udstilling af kunst på vores museer skal være baseret på kvalitet, ja, men det er utilfredsstillende at lade kvalitetsvurderingen være op til de få.

Derfor skal institutionen være inkluderende for ikke at reproducere sig selv og udelukke folk fra at placere sig selv i deres egen fortid, nutid og fremtid. Vi skal vænne os til ‘kvaliteter’ i flertalsform – ikke i entalsform.

Lige præcis dette findes der en tungtvejende bevidsthed om på museer verden over, og det er da heller ikke for ingenting, at ICOM (International Council Of Museums) sidste år ændrede museumsdefinitionen til at inkludere ord som ‘communication’, ‘inclusion’, ‘participation of communities’ og ‘varied experiences’. Diversitet af udtryksformer er sågar en sikret rettighed ifølge UNESCO konventionen siden 2005.

Kulturpolitik handler i dag meget om magt og muligheder, om sociale forhold og anerkendelsen af forskellige samfundsgrupper og -virkeligheder. Museets identitet er under forandring, og det er en forandring, der sigter mod at blive relevante for flere forskellige. I en sådan udvikling er det væsentligt at arbejde med mennesker og relationer frem for målgrupper og billetsalg. Alt er derfor til forhandling – også det æstetiske.

Hvordan bedømmes kvalitet i den nye verdensorden?

For at leve op til de nye idealer har museerne en stor opgave foran sig – en opgave der handler om forskning, indkøb, udstilling, formidling og tværfaglige samarbejder.

Dét arbejde er i fuld gang, og det har indtil videre fået blandet modtagelse. På den ene side slår museerne publikumsrekorder og laver nye formater og programmer for nye sociale grupper, og på den anden side findes der også en del kritiske røster, der af og til har svært ved at se kvaliteten af udstillingerne, som nogle mener bliver lige folkelige nok. De mange stemmer kan give en form for tinnitus, om man vil.

Spørgsmålet er sådan set reelt nok: På et museum med plads til så mange forskellige fortællinger, hvor spørgsmål om æstetik og god formidling er til forhandling, hvordan kan vi så vurdere, om en udstilling er ‘god’?

For det første tror jeg, at det handler om, at man skal mærke mere efter, om en given udstilling taler til en, eller om den ikke gør. Måske er det en udstilling for dig, men ikke for mig. For det andet vil det være relevant at se på, hvilke greb der er blevet brugt til at formidle og udstille, og om de virker efter hensigten.

Sidst men ikke mindst tror jeg, at man skal vænne sig til, at museer stiller en masse spørgsmål i stedet for at give et endegyldigt svar.