Det dobbelte syn

Udstillingen af Honey Biba Beckerlee tager sit udgangspunkt i bæredygtighedsbevægelsens katalog The Whole Earth Catalog (WEC) fra 60-70erne.

Billedets potentiale
Redaktøren af WEC mente, at NASAs første billede taget fra rummet af vores skrøbelige, isolerede klode ville sparke en bæredygtighedsbevægelse i gang. Udstillingen kredser netop om dette billede:

“Jeg synes, at det var en smuk tanke, at et enkelt billede har potentiale til at ændre verden,” fortæller Beckerlee.

Udstillingen hedder Diplopia – som betyder dobbeltsyn, og består af installation, foto og video. På væggen i udstillingsrummet hænger Beckerlees kopi af WEC-billedet. Men Beckerlees billede er taget af vores himmel set gennem et fiskeøje optik. Det runde motiv ligner en jordklode. Vi kigger udad mod rummet, men samtidig ses vi fra rummet:

“WEC-billedet havde potentiale til at ændre verden. Jeg tager stafetten videre og stiller spørgsmålet, om potentialet ligger i kopien. Måske kan vi ændre verden, hvis vi rykker ved vores idéer om original og kopi,” forklarer Beckerlee.

Original vs. kopi
Beckerlee arbejder tematisk med forholdet mellem original og kopi i alle mulige varianter: pastiche – dobbeltheden – det klonede menneske. Midt i udstillingsrummet står to store ens kupler – eller domer. Domens form, der består af fem- og sekskanter, blev udviklet af Walther Bauersfeld efter 1. Verdenskrig og igen af Richard Buckminster Fuller 30 år efter. Det er en dobbeltopfindelse forskudt i tid med 30 års mellemrum:

“Jeg vil ikke pege på, at den ene er uoriginal. Jeg vil debattere det. I dag lever vi ud fra et originalitetsprincip, som ikke er særlig gangbart, fordi vi alle indgår i en sammenhæng og interaktion med hinanden. Vi har nogle forventninger til at producere noget originalt. Men det er jo en utopi, for vi sidder ikke alene på en øde ø og producerer,” siger Beckerlee, og fortsætter:

“Jeg kan heller ikke se mig fri fra at kopiere. Jeg må jo også selv få beskidt hænder og kopiere. Jeg prøver at rykke ved idéen om at producere originalkunst, men i stedet faktisk producere ved at kopiere. Kunst er jo ofte et spørgsmål om kontekst – billeder genforhandles igen og igen.”

Fremtidsarkæologi
Beckerlee benytter sig af begrebet fremtidsarkæologi. Lidt kryptisk forklarer Beckerlee om sin metode:

“Jeg tror, at man kan bruge fortiden til at skabe nogle idéer om fremtiden, som ellers ikke lige er ved hånden i vores samtid.”

I udstillingen vises en video lavet af historisk billedmateriale fra WEC, som Beckerlee bruger til at skabe et billede af fremtiden.

Videoen er på en gang poetisk og abstrakt. Handlingen foregår i fremtiden, hvor mennesket er blevet uafhængig af sin krop, og kommunikerer via tankebilleder. I videoen kredser et imaginært ‘Hun’ om et billede fra WEC af tre piger. ‘Hun’ prøver at afkode billedet og spørger, om pigerne kunne være trillinger med tre forskellige biologiske forældre. Det er igen en reference til kopien – til klonen – og til de nye muligheder, der opstår ud af stamcelleforskning:

“Kopien er ret interessant. Det er en form for reproduktion – en dobbelthed, som undersøges gennem billedet.  Det er interessant at se, hvordan stamcelleforskning udfordrer vores stærke form for individualisme,” udtaler Beckerlee og fortsætter:

“Jeg vil ikke komme med for mange svar i udstillingen, men hellere undersøge åbent. Jeg vil gerne generere nogle tanker hos publikum om billedets betydning, men også om publikum selv, deres eksistens og deres individualitet. Og give stof til eftertanke.”

En udstilling på flere planer
Beckerlees udstilling taler til intellektet, men adspurgt om hun ikke er bange for at tabe publikum på halvvejen, svarer hun:

“Jeg får selv en kunstnerisk oplevelse, når en udstilling kan opleves på flere planer. Man kan gå ind i et rum og få en sanselig oplevelse, og bare synes, at billederne er smukke. Men man kan også vælge at blive hængende og grave videre. Oplevelsen er altså afhængig af, hvilket engagement man ligger i det.”