Det enkelte billedes poesi

Katja Bjørns værker handler dog ikke om Katja Bjørn. Selvom hun ofte er hovedpersonen i værkernes fortælling, er værkerne ikke private fortællinger, men vores fælles fortælling om krop, køn, natur og kultur.

Med kroppen som form
Sådan beskriver hun det i hvert fald selv, da jeg møder hende på en café i Aarhus’ latinerkvarter.

“Mine videoer kan tage sit udgangspunkt på forskellig vis. Nogle gange starter de som noget visuelt, jeg derefter binder op på en følelse. Andre gange er det omvendt. Alle mine værker er dog set gennem mig og oplevet gennem mig. Der er hele tiden fragmenter af mig, som glider med ud i filmen, men fokus er ikke at fortælle min historie. Det er at fortælle én historie med mig som katalysator eller objekt.”

Og her spiller kroppen en vigtig rolle.

”Kroppen er det mest spændende og udfordrende objekt overhoved. Den er tiltalende og smuk, men den kan også være intimiderende, pirrende og frastødende. Den har en indre og en ydre form, som man kan indleve sig i og udøve på samme tid. Man kan nærme sig den, men samtidig nærmer man sig den fra det samme materiale. Den er fascinerende både som struktur og skulptur, og så er den en form, man kunstnerisk har tilgået lige så længe, mennesket har været til,” fortæller hun.

Katja Bjørn har været fascineret af kroppen, lige siden hun var en lille pige. Lige siden hun første gang legede med sin bedstemors runkne underarm eller mærkede lugten af sin mors lidt for solbrændte hud midt i halvfjerdserne.

Og netop derfor er (kvinde)kroppen ikke blot et politisk kommenterende tema i Bjørns værker. Kroppen besidder en taktilitet, som er værkernes egentlige formgiver; et slags materiale eller skulpturelt udgangspunkt.

”Jeg har i mange år været optaget af kvindekroppen og kvinden som aktør og køn i verden. Jeg tror, det er fordi, jeg er ud af en kvindefamilie med søstre, mostre og bedstemødre. De har ansporet en interessere for, hvad kvinder egentlig er for nogle, og for hvordan de træder frem i verden.”

En indre rejse
I værket The Source fra 2014 er det to forskellige grupper af kvinder, der træder frem. I et goldt bjerglandskab projekteret på fem skærme vandrer to kvindegrupper – en europæisk og en iransk – hver for sig mod et vandhul, hvor de mødes og bader sammen. Det er et møde mellem to kulturer, men for Katja Bjørn handler kvindemødet i The Source ikke kun om tematik. Det handler også om sansninger.

”Værket er en indre rejse gennem landskaber og stemninger, hvor noget splittet mødes og forenes – her vist med to kulturer. Der er noget meget skulpturelt og feminint ved iranerne, som møder de her europæiske, grå hverdagsfigurer. De er blottede og nøgne; iranerne beholder deres tøj på.”

”Eller som i værket Piss off, der egentlig kan karakterisere som en krig mellem kønnene. Her er der også en visuel og indre oplevelse på spil.”

At længes efter at skrælle lag af
Piss off er et af Bjørns nyere videoværker, som – sammen med videoinstallationer af hud filmet helt tæt på – vil blive vist på kunstmessen i Herning. Det er et 10 minutters videoværk, hvor hun kun iført en tynd skjorte udfører engle i den kolde sne og tisser i det, for derefter at konstruere en lille fæstning af snebolde. Med hendes egne ord en teenageleg, der samtidig er gravalvorlig.

Dobbeltheder og forholdet mellem det tematiske og det æstetiske er vigtige komponenter for Katja Bjørn. Selv beskriver hun sine værker som en indre og ydre bevægelse, der føjer flere betydnings- eller erfaringslag til.

”Jeg har en længsel efter, at tingene har flere betydninger eller erkendelser i sig. Jeg længes på en måde efter at skrælle lag af. Mine værker skal være åbne rum, man kan træde ind i, og et sted, hvor legen ikke er færdigpakket. Lysten til at være meget specifik, kønspolitisk for eksempel, den har jeg ikke. Det bliver for lukket. Jeg vil altid lade en dør stå åben, for det er der noget underfundigt og dragende i.”

At træde ind når som helst
Det dragende og flertydige – og det faktum, at Bjørns værker ofte er installationer – fordrer, at beskueren bliver inddraget. Og her har videomediet en fordel, mener hun.

”Videoen som installation er utrolig god til at sætte beskueren i spil på måder, der minder om skulpturen. En 1:1 eller krop-til-krop-oplevelse, som kan række ud på en anden måde, end filmen for eksempel kan. I biograffilmen er du ikke i særlig stor kontakt med din krop. I kunstvideoen er du tværtimod aktiveret; her får du lov at bruge din krop og nogle andre læsesystemer, end hvis du bare sætter dig ned og lader dig underholde.”

Samtidig er videoen også et udfordrende medie. En kunstform, som behøver sit publikum.

”Man ved godt som videokunstner, at man har beskueren til låns. Man ved godt, at de er i et rum, hvor de kan bevæge sig, og hvor der foregår andre ting. De kommer jo ikke med godteposen og skal se film. Maleriet kan godt bare være en blikoplevelse. Videoen derimod skal tricke sin beskuer til at blive.”

Men udfordringen med at holde beskueren aktiv og nysgerrig helt til slut, er ikke et mål for Katja Bjørn. Hun arbejder indgående med hvert enkelt billedes komposition og farver, således at de kan stå alene og udgøre en helhed, der bærer en fylde eller fortælling i sig selv.

”Jeg har arbejdet rigtig meget med, at man som beskuer skal kunne træde ind i mine værker, når som helst. Fortællingen er vigtig i mine videoer, men samtidig er den også underordnet det enkelte billedes poesi og æstetik. Man skal få en oplevelse, uanset om man ser ét eller alle 25 minutter; det stiller sindssygt store krav til billederne, men det er netop det, som er drivkraften for mig.”