“Det er på høje tid, at dialogen opstår”

Det er ikke længere blot spørgsmål om at få rejst en skulptur i en park, der ligger på Statens Kunstfonds bord. Når kunsten rykker ud af atelieret og skaber værker i det offentlige rum, flyder disciplinerne ofte sammen, og dét i en sådan grad at disse projekter længe er faldet mellem Kunstfondens udvalgsstole.

I dag er det offentlige rum mange steder: medierne, arbejdspladsen, sociale sammenhænge. På mange måder er det en uhåndgribelig, nærmest mental størrelse. Det er også et rum, som kunsten har undersøgt i stor stil i løbet af de sidste femten år med projekter af mere social, politisk, magtanalytisk og deltagerbaseret karakter. I Statens Kunstfond – og i de statslige instanser generelt – har denne type kunst ikke haft en defineret plads. Men nu er det et overstået kapitel.

En kunst i ekspansion
“Det handler om, at man i sin måde at forvalte den her maskine på kan gøre det tydeligt for alle, at praksisområdet, kunst i det offentlige rum, er ekspanderet. Det er det område inden for kunsten, der ekspanderer mest, og som kunstner er du nødt til at indgå i en dialog med de andre kunstformer, få snavsede fingre og forholde dig til komplekse spørgsmål og en helt anden form for kunstnerisk ansvar. Vi skal med andre ord vise, hvor fleksibel denne kunstform også er,” forklarer Kerstin Bergendal, der også er billedkunstner og længe har arbejdet i det offentlige kunstfelt.

Fra kunst-pynt til kunst-praksis
“Vi har en fælles dagsorden, der handler om en vis lighed mellem kunstarterne, og noget af det første, vi som udvalg diskuterede, var begrebet ‘det offentlige rum’. Hvad er det i dag, og hvad betyder det? Det er ikke længere bare matrikler, pladser og parker, hvor en bronzeskulptur kan rejses. Vi har prøvet at sætte en ny dagsorden og aktivt spørge til, hvad dette rum er i dag, og hvad der kan ske,” siger udvalgsformand Erik Steffensen og suppleres af udvalgets arkitekt Henrik Terkelsen:
“Set fra arkitekturens side er der over lang tid sket en bevægelse fra kunsttingen og dekorationen til eksempelvis den integrerede kunst i bygningsarkitekturen. Og det rejser en række spørgsmål omkring grænsen mellem de forskellige kunstarter, og de mulige samarbejder, der kan etableres,” forklarer han og understreger, at det her ikke er et indlæg i en debat, men et konkret forsøg på at få skabt nogle resultater.
“Man kan ihvertfald sige, at det er på høje tid, at den dialog opstår mellem den her fond og den omverden, vi er sat til at tjene,” understreger Erik Steffensen.

Behov for sammenhæng
“Ligesåvel som vi kigger ud på det her kunstområde, som vi er sat til at forvalte, så er vi også klar over, at vi er bag ud, halter bagefter og er lidt konservative. Det handler hele tiden om, at vi langsomt får ændret vores praksis svarende til den praksis, der er uden for murene. Det er vores ansvar, så Statens Kunstfond kan reflektere samtidskunsten bedst muligt. Nu har vi taget nogle vigtige initiativer, der kan rette op på det forhold, så projekter ikke længere falder imellem stolene,” erkender Henrik Terkelsen.
“For at skabe bedre sammenhængskraft er vi nu i højere grad begyndt at afholde møder med kunstnere, hvor vi er flere udvalg repræsenteret,” fortæller Erik Steffensen.

Ild under gryden
Udvalgets tiltag har udmøntet sig dels i et projekt langs Hærvejen igangsat af udvalget selv og dels en opfordring til at indsende ideforslag (Open Call) til udvalget med frist den 15. januar 2009. Det resulterede i 100 ideforslag til projekter i det offentlige rum.

“Vores Open Call er en erkendelse af, at vi ikke vil sidde og definere, hvad kunst i det offentlige rum er. Vi sætter ild under gryden og henvender os til de kunstnere, der længe har været “hjemløse” og arbejder i en mere social, arkitektonisk og politisk kontekst. For os har det været vigtigt at få prøvet det af, og se hvad systemet kan klare. Vi kan være med til at sige: Det her er nyt, tænk videre og undersøg, hvad konsekvensen vil være af din idé,” siger Kerstin Bergendal. Henrik Terkelsen uddyber:
“Der er ingen facitliste her, og det ser vi som meget vigtigt. Det er klart, at vi ikke kan finansiere en revolution imod staten, men på den anden side så støtter Statens Kunstfond for eksempel lokalradioer, der har en markant politisk dagsorden. Kunsten er jo per definition samfundsreflekterende,” pointerer Henrik Terkelsen.

300 kilometer kunstundersøgelse
Men allerede nu igangsættes udvalgets store offensiv: et offentligt kunstprojekt langs den 300 km lange Hærvej. Det er et forsøg på at få hele landet med og bruge et rum, som både er markant, nationalhistorisk og kulturelt interessant. Et forløb, en aorta kan man vel næsten kalde det, på 300 km, der løber gennem Jylland fra Viborg og ned til den dansk-tyske grænse. Et forløb, der krydser syv kommuner og vil integrere mange kunstarter. Der er nu udvalgt 12 kunstnere, seks kvinder, seks mænd fra samtlige kunstarter under Statens Kunstfond. Alle har sagt ja, og nu går projektets indledende fase i gang.

“Dette projekt skal forstås som vores indslag i debatten omkring den offentlige kunst, og et forsøg på at illustrere den smeltedigel som kunsten er i dag,” siger Erik Steffensen og suppleres af Kerstin Bergendal:
“Her ligger nytænkningen i, at vi siger, at du ikke behøver at være bronzeskulptør for at bevæge dig i det offentlige rum. Et digt kan i den her sammenhæng også være et offentligt kunstværk, hvis det bliver sendt ud som sådan. Vi understreger paralleliteten i kunsten i dag,” pointerer Kerstin Bergendal og slår en streg med fingeren på tværs af mødebordet.