Det eventyrlige er lige her

I billedkunstner Ulrik Heltofts totalinstallation 7 film, et foto og en næse af sølv lukker et pinholekamera Gl. Holtegaards barokhave ind i de mørklagte udstillingsrum. Dermed blander den farverige virkelighed udefra sig illusorisk med de sort/hvide filmværker inde i kunsthallen, men ifølge Heltoft er hans kunstpraksis ret simpel.

I et råt og øde klippelandskab på kanten af et brusende hav under en stjernehimmel bevæger en mand sig usikkert rundt på bare fødder, ikke iført andet end slåbrok og en næseprotese af sølv. Han spejder grublende efter noget. Så gentager den langstrakte og dekadent gådefulde scene sig.

Den sort-hvide video HOC COH (As Far as the Eye Can See) er det senest producerede filmværk i totalinstallationen 7 film, et foto og en næse af sølv af billedkunstneren Ulrik Heltoft. Udstillingen er en del af serien BAROK+samtidskunst på Gl. Holtegaard. Derfor har kunstneren med et fotohistorisk greb, den ældste type kamera, et camera obscura, ladet Gl. Holtegaards barokhave projicere ind i udstillingsrummene. Så billederne af den barokke havearkitektur udenfor, men vist på hovedet, reflekteres i en gennemgående fængslende frise på væggene og rumligt samler de udstillede syv film, et fotografi samt sølvnæse til en totalinstallation. Så hvorfor har Heltoft ladet netop disse ni værker indgå i installationen?

”Filmværkerne, produktionen, det hele er ret simpelt lavet. Det er lidt barnligt ligesom, når sofaen kan blive til et skib. Alle filmene består groft sagt af et sted, kostumer og et objekt. Stederne eller universerne fletter sig så fuldstændigt sammen i alle værkerne. Den Tycho Brahe-lignende karakter i HOC COH (As Far as the Eye Can See) gentages i sølvnæseobjektet, og planten, som neandertaleren leder efter i Origins of Specimen, går igen i fotografiet af planten. Alle værkerne har en klang, som smitter af på hinanden. Så der er ikke én bestemt mening, man skal få ud af det. Det er et forsøg på at lave nogle forførende billeder, man ikke kender.”

Hvad betyder det for dig, at udstillingen er en del af Gl. Holtegaards BAROK+samtidskunst-serie?

”Jeg er er glad for at blive sat i den kontekst og få dette kuratoriske blik på mine værker. Jeg ser ikke barokken som en speciel stilperiode, men mere som en skæv, uperfekt perle, en tilgang. Jeg beskæftiger mig meget med paradokset i den barokke tilgang, dét, at man får noget til at give sig ud for mere”.

Fiktionen er lige her
Paradokset eller dobbeltheden mellem det virkelige og det fiktive løber altså som en tråd gennem Heltofts installation og hele hans virke. Men hvad er det ved denne dobbelthed, der interesserer ham?

”Pinholekameraet, der reflekterer haven ind i rummene, har ligesom et almindeligt kamera ét øje, et centralperspektiv, så der skabes en scene. Det er sådan, arkitektur er konstrueret, og måden vi opfatter rum på. Jeg forsøger – modsat en videnskabelig afsløring af rummets konstruktion – at påpege, at det fiktive, eventyrlige, er lige her, hvis man kigger lidt efter. Origins of Specimen ser fx også ud til at foregå i et vildnis et helt andet sted i verden, men den er optaget lige oppe i Tisvilde.
Men dobbeltheden er også interessant, fordi det fiktive faktisk kan få én tættere på virkeligheden. Fiktionen kan give en perfektion og en afstand, som er noget ganske andet end fx journalistikken, der altid er set fra ét bestemt perspektiv.”

Arketypiske manderoller
Heltoft bruger i sine værker også en mængde litterære referencer som et springbræt til at sætte nye fiktioner af fra. Og i filmene optræder en række arketypiske karakterer: videnskabsmanden Tycho Brahe, Scrooge fra Charles Dickens-fortællingen A Christmas Carol, forfatteren til de første science fiction-romaner Jules Verne, guldgraveren eller neandertalermanden. Hvad er det, Heltoft vil med disse karakterer?

”Det er arketyper, men de er også dukker eller figurer, man kan animere, lege med og lægge hvad som helst i. Selvom det måske er Scrooge eller Tycho Brahe, så er det ikke dem. Det er karakterer, som beskueren kan projicere sig ind i, og fordi det er kendte figurer, får man det første skridt til at komme videre ind i værket”.

Og hvorfor og hvordan bruger du dig selv som performer i værkerne?

”Fordi rigtig meget opstår i situationen. Det er også en dans eller koreografi. Der er en fastsat ramme, men derfra improviserer jeg. Men jeg ved samtidig, hvordan billedet ser ud, selvom jeg er foran kameraet, når jeg selv agerer i filmen. Men det er også fordi, det så bliver mere umiddelbart og ikke så konstrueret. Og så er det bare ret sjovt at tage en anden mands skæg på.”

Kunstobjekter fremfor film
Ingen af videoerne i installationen 7 film, et foto og en næse af sølv har et egentligt plot, men bryder med et traditionelt fremadskridende forløb. De er konstrueret med loops, forskudt kronologi og animationer, så de fremstår både fragmenteret forvirrende og dragende uudgrundelige. Hvorfor?

”Modsat filmen, som er lineær, er de lavet, så man kan se dem, så snart man kommer ind i rummene, og så de slutter, når man går ud. Det er en måde at få det til at fungere installatorisk på.”

Så det er billedkunst eller objekter installeret i rummene og netop ikke film?

”Ja, de duer ikke til at blive vist på andre måder end her. Man kan heller ikke se dem andre steder. De er lavet til rum som en rumlig oplevelse. Jeg er tit blevet spurgt om, om jeg vil vise mine værker ved forskellige screenings, men det har aldrig fungeret. Det virker ikke så godt at sidde ned og kigge på dem, men den nyeste film er længere og har en anden tone.”

Hvilken anden tone?

”Konceptet er mindre tydeligt end i mine tidligere værker. Det er mere øjet end hjernen, der ser, for den nye film er lavet specielt til denne udstilling. Så derfor virker den mere oplevet, nærværende måske og mere i dialog med det barokke.”

Eksistentielle spørgsmål
I Heltofts videoer vandrer protagonister ofte rundt i landskabet og undersøger rummet i et gentagende loop, som fx den tænksomme Tycho Brahe-lignende karakter i HOC COH (As Far as the Eye Can See). Værkerne undersøger altså grundlæggende eksistentielle vilkår: rummet, tiden og væren.

”Det er det, min praksis handler om. Alt det andet er metoder til at fremkalde disse eksistentielle spørgsmål på og måske komme til en eller anden erkendelse. Eller måske bare et forsøg på at sætte sig i det sted som beskuer, og det er nok også grunden til, at jeg selv spiller med i filmværkerne. Jeg sætter mig selv i det sted, hvor man stiller de eksistentielle spørgsmål.”

Og er der så for dig en særlig erkendelse i kunsten?

”Det håber jeg. Hvis det fandtes et andet sted, var det måske smartere. Kunsten undersøger ting, der ikke er blevet beskrevet før. Man skal som kunstner komme frem til noget, der også giver betydning til en kultur, der definerer, hvem vi er. Vores kultur afgrænser vores moral og syn på verden. Det er meget vigtigt, selvom jeg ikke lige har sproget til helt at sige hvorfor”.