Det flyder i Esbjerg

Man lærer ikke alene noget om vands egenskaber, men også noget om videnskab og kunstnerisk forskning i velorkestreret udstilling på Esbjerg Kunstmuseum, hvor kunsten sættes i kontekst af en fysikprofessors forsøgsopstillinger.

Flydende form er den første udstilling i en serie af tre såkaldte Wunderkammer-udstillinger, hvor Esbjerg Kunstmuseum forsøger at forene kunst med videnskabelig forskning indenfor forskellige vidensområder. Udstillingen kredser om væskedynamik og er blevet til i samarbejde med fysikprofessor Tomas Bohr fra DTU, som sammen med et team af forskere har opsat en række forsøgsopstillinger i udstillingen.

Vi kan her blandt andet erfare hvilke former, der opstår, når en dråbe rammer en vandoverflade, hvordan der dannes polygoner, når vand sættes i rotation, eller hvordan lette objekter, der flyder på en vandoverflade, tiltrækkes af hinanden på grund af overfladespændingen.

Disse forsøgsopstillinger er så omkranset af et sandt overflødighedshorn af ‘vandede’ kunstværker, som er orkestreret i tætte konstellationer i små, labyrintiske rum og gangforløb. Det er vel meningen, at det skal fungere som et ekko af 1600-tallets wunderkammer, hvor kunst, videnskabelige måleinstrumenter, naturgenstande, antikviteter og alt muligt andet kunne optræde i uoverskuelige mikrokosmossamlinger.

Nysgerrighed som fællestræk

Fysik er en erfaringsvidenskab, der søger at forstå og beskrive stof, bevægelse og energi i den natur, vi er en del af, og som i et samspil mellem teori og observation søger at opstille nogle almene love herom. Og nysgerrighed og undren er naturvidenskabernes store force og grundstenen til, at den videnskabelige tænkning – idet den har afløst religionen – står som den største samlende fortælling for mennesker i dag.

Det er her, “i et felt af evig undren og søgen efter sammenhæng og mening, at kunsten og videnskaben mødes og komplementerer hinanden,” skriver museumsinspektør Christiane Finsen og direktør Inge Merete Kjeldgaard i udstillingens katalog og sætter dermed præmissen for udstillingen: Nemlig at kunsten også er at forstå som en slags forskning og bør tages alvorligt som al anden videnskab.

Det er meget almindeligt, at kunstnere selv taler om deres værker som undersøgelser mere end som afsluttede produkter, men hvad er kunstnerisk forskning så, kan man spørge? Nysgerrig, ganske rigtigt, men også anderledes end videnskabelig forskning (som den i egen selvforståelse ofte opfatter sig som værende i opposition til).

Et arkiv af tårer

Bohr og co. viser i deres dråbeeksperimenter, at når dråben rammer vandoverfladen, rejser en tynd vandsøjle sig, der brydes op i kuglerunde dråber. Øjenåbnende!

Kunstneren Rose-Lynn Fischer forsker i en anden slags dråber. Siden en tårevædet, hård livsfase i 2008 har hun samlet på tårer – fremkaldt af sorg, glæde, afrivning af løg, en fødsel mm. – som hun har undersøgt og affotograferet under mikroskop for at skabe hundredvis af forstørrede tårebilleder, hvoraf en lille del af dem vises her i udstillingen (The Topography of Tears, 2018). Serien har sin egen poesi og skrøbelige æstetik, men selvom der er brugt videnskabeligt apparatur, er det jo klart nok ikke eksakt videnskab det her.

Oceanet på videnskabens bagkant

Det viser til gengæld, at der er oceaner af plads ved siden af den ‘rigtige’ videnskab, som ellers har formået at tage en form for patent på sandheden, men som jo ret beset ved forbløffende lidt.

Det er fint nok, at forskere kan påvise, at tårer, der er fremkaldt af følelser, har en anden kemisk sammensætning end tårer, der opstår på grund af en irritation i øjet. Men videnskabsfolk ved eksempelvis ikke, hvordan en samling elektriske signaler i hjernen fremkalder bevidsthed og subjektive oplevelser, og det er altså ikke så lidt af et missing link al den stund, at alle mennesker erfarer, at de er bevidste, og at alle har subjektive oplevelser.

I dette enorme terrain af videnskabelig uvidenhed kan kunsten udøve sin forskning, som udmærker sig ved (blandt andet) at arbejde med at konkretisere og billedliggøre følelser og subjektive oplevelser.

Naturvidenskabelig kunst

Som Fischer er der andre kunstnere i udstillingen, der har en tilgang, som nærmer sig den naturvidenskabelige. Troels Sandegaard laver ‘selvportrætter’ ved at lade en væske med samme kemiske sammensætning som sin sved dryppe ned på en plade. Tonje Bjordams videoværk Liquid Landscape og hendes fotografier kunne ligne fysikeksperimenter, når hun hælder farve i væsker. Og Keith Tyson lader maling og kemikalier interagere på syrepræparerede aluminimunspaneler, hvorefter billederne ‘skaber sig selv’ i en kombination af tyngdelov, kemiske reaktioner, temperaturforhold og fordampning.

Ligesom Bohrs opstillinger er det eksperimentelle i front her – såvel som arbejdet med naturkræfterne og naturlovene. At det så også er superæstetiske værker er en ikke uvæsentlig sidegevinst.

Skråt vand

Men den væskedynamiske, kunstneriske udforskning folder sig også ud i mere overførte betydninger og på mangfoldige og fabulerende måder i udstillingen. Der er Fabrizio Plessis fotografier af glas med vand i unaturlige hældningsgrader (Acqua Obliqua (skråt vand), 1975), Astrid Kruse Jensens ‘drypfotografier’, hvor kun dele af billederne er fremkaldt (Fragments of Remembrance, 2014-15), Kirstine Vaabens eksperimenter med tusch på vådt akvarelpapir og Bosco Sodi undersøgelser af overfladespændinger i materialetunge værker.

Der er strømmende, ikke-lineære streger og penselsføring af kunstnere som Asger Jorn, Jens Lund, Niels Erik Gjerdevik og Carl Krull, og selv en geometrisk kæmpe som Richard Mortensen føjer sig ind i sammenhængen og viser, at det kantede og stramme kan afstedkomme imaginære rotationer eller strømninger. Det omvendte manifesterer sig overraskende i visse af fysikopstillingerne: nemlig at de flydende væsker under visse forudsætninger danner skarpe kanter og velordnede geometriske figurer.

Det flyder

I det hele taget flyder det på Esbjerg Kunstmuseum – på den gode måde.

Bevares, der er anker: Et tableau, der skal mime en renæssancefyrstes arbejdsværelse (kitsch), de uforståelige fysikformler på væggene (gimmick) og Kim Larsens dråbesang, også skrevet på væggen (hvad laver den her?).

Men det er småting. Der er en overflod af rigtig gode værker, der er kurateret sobert og stramt men ikke rigidt (plads til overlap og produktive sidespor), og der er gode rumlige forløb. Selv de borde og reoler, der tjener som formidlingsplatforme glider naturligt og meningsfuldt ind i helheden.

Ambitionerne er høje, og man tænker meget over tingene i Esbjerg, og jeg havde på forhånd bange anelser om, om selve udstillingen nu også kunne stå distancen uden at blive fortænkt (jeg har oplevet det før i Esbjerg).

Men jeg synes, de kører med klatten denne gang. Man sænker skuldrene, har lyst til at opholde sig her længe, drive med strømmen – og ikke mindst: man lærer noget. Ikke alene om den verden og den virkelighed, vi befinder os i, men også noget om, hvordan man tilegner sig viden. Noget om videnskab og noget om kunstnerisk forskning.