“Det første, der slår mig, er ikke en skævhed, hvad angår faglighed … det er en skævhed, hvad angår køn”

Billedkunstner Jan Skovgård responderer på Marie Markmans debatindlæg om, hvorfor der er så få kunstnere blandt de nye kunstkonsulenter i Statens Kunstfonds rådgivningsorgan for kunst i statslige bygninger. Debatindlægget var ‘forklædt’ som et interview, hvor Markman interviewede sig selv – men Jan Skovgård mener, at hun skulle have ladet ham stille spørgsmålene.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Kære Marie, tak for dit interview med dig selv under overskriften: “Hvorfor er der så få kunstnere blandt de nye kunstkonsulenter?”

Læs Marie Markmans debatindlæg her

Generelt vil jeg nok ikke synes, at det er befordrende at interviewe sig selv, hvis man vil have svar på komplekse spørgsmål i den blinde vinkel, som vi alle er udstyret med.
Du skulle have ladet mig være interviewer. Du skulle da have ladet mig stille spørgsmålene 🙂

Men inden jeg går videre, vil jeg lige udfolde vores relation for udenforstående.
Vi kender hinanden fra det Billedkunstudvalg i Aarhus Kommune, som du omtaler i dit interview. Et billedkunstudvalg, der netop har en rådgivende funktion omkring bygningsintegreret kunst, når der skal bygges nyt, når der skal renoveres, hvad enten der er tale om en daginstitution, en skole, et plejehjem, et kulturhus eller et bibliotek.

I dette billedkunstudvalg blev vi alle klogere, mens vi efter bedste evne forsøgte at udføre vores hverv. Vi lærte bl.a., hvor vigtigt det var for os som et udvalg at have hinandens ryg, når vi var oppe imod de andre interessenter, der indgår i en byggeproces: Institutionsledere, medarbejdergrupper, brugere af offentlige bygninger, arkitekter og bygherrer.

Men vi lærte også, at vi som udvalg havde brug for et lukket og trygt rum, hvor vi hver især ufiltreret turde tale og lytte. Vi havde hver især lov til i en direkte form at fremkomme med en mening, stille spørgsmål, diskutere og lytte … alt sammen som en proces med det ene formål at nå frem til den bedste løsning, når der skulle udpeges en kunstner til en specifik udsmykningsopgave i det offentlige rum.

Og du har helt ret: Mangfoldighed i udvalgets sammensætning er bestemt væsentlig, hvis man vil opnå det bedste resultat. 

Derfor var og er man i kommunen også bevidst om, at man i udvælgelsen af udvalgsmedlemmer forsøgte og forsøger at tilgodese de forskellige former for kunstudøvelse, der eksisterer i en samtid. Man forsøger også at tilgodese en ligelig repræsentation af køn, og man insisterer på et rotationsprincip, hvor et udvalgsmedlem kun kan sidde i 3 år. Alt sammen for at optimere sandsynligheden for at kunne tilvejebringe den mangfoldighed i repræsentation, som vi begge mener er tilstræbelsesværdig.

Dette var min indledning … nu til spørgsmålene:
Men inden jeg spørger dig, vil jeg lige udfolde min allerførste indskydelse, da jeg læste dit ”interview”. Og undskyld … nu taler jeg lige ud af posen … hvad der var min første tanke. Jeg tænkte: Er dette en uopfordret ansøgning? Er Marie her i gang med at lægge en ansøgning til næste gang, der skal udpeges medlemmer til Statens Kunstfonds billedkunstudvalg?  Tilgiv mig, Marie, for min bramfrihed, men jeg kan ikke lade være 🙂
Jeg synes … en lille smule … at dit selviscenesatte interview med dig selv … ikke rigtigt fyldestgørende svarer på det spørgsmål, som du som interviewer stiller: Hvorfor er der så få kunstnere blandt de nye kunstkonsulenter?

Et pragmatisk svar kunne jo være: Ud af dem, der søgte, er de fagligt bedst kvalificerede udvalgt og udpeget. Jeg kender ikke de nye kunstkonsulenters faglige baggrund, men ofte er det sådan, at der bag andre faggrupper, det være sig kunsthistorikere, kunstanmeldere, kuratorer, gemmer sig en kunstner, en kunstnersjæl, der bare ikke rigtigt er lykkedes som kunstner. Ikke fordi der mangler faglighed, men alene fordi det i dag for at lykkes som kunstner kræver mangfoldige vidt forgrenede kompetencer, der ligger langt udenfor det rent kunstfaglige. Det sidste tror jeg nok, vi begge ved.

Men nu tilbage til spørgsmålene … mine spørgsmål til dig … og de spørgsmål, du ikke stiller til dig selv:
Du spørger dig selv … flere gange … om, hvorfor du ikke selv har ansøgt om at blive genvalgt som en af kunstkonsulenterne? Her vil jeg så stille dig et tillægsspørgsmål: Tror du ikke længere på rotationsprincippet? At uanset faglighed har vi en alle en blind vinkel, når det gælder om at forstå kunst, der er væsensforskellig fra egen praksis … og at det derfor er godt, hvis der er et krav om udskiftning, et rotationsprincip, så der ikke bliver tale om Tordenskjolds soldater og en deraf snigende magtfuldkommenhed? Tror du ikke, at vi alle er lidt enøjede?

Og endelig, når talen er om det enøjede: Har du kikkerten for det blinde øje? Dit interview har naturligvis animeret mig til at kaste egne øjne på listen over nye kunstkonsulenter.

Det første, der slår mig, er ikke en skævhed, hvad angår faglighed … det er en skævhed, hvad angår køn. Ud af de nye kunstkonsulenter er 10 ud af 10 kvinder, så vidt jeg kan se. Men det nævner du ikke med ét ord. Jeg tror, du ville have nævnt det, hvis tilfældet havde været 10 mænd. 10 mænd og ingen kvinder. Jeg ved det naturligvis ikke, men jeg tror det 🙂

Lad mig derfor slutte dette imaginære interview med et sidste spørgsmål:
Du skriver … og her citerer jeg: ”Hvis vi har mangfoldighed på rådgivningsniveauet, er det min erfaring, at det automatisk resulterer i, at den kunst, som ender med at blive realiseret, er mangfoldig.”
Her er vi også enige. Men nu kommer tillægsspørgsmålet: Gælder den mangfoldighed ikke også andre aspekter end faglighed … f.eks. køn?

Kære Marie: Tak, fordi du lyttede til mine spørgsmål … og ikke tog det ilde op. Du ved, jeg tit opererer uden så meget filter 🙂

Det, jeg har lært af dit interview … er, at jeg nok ikke selv skal interviewe mig selv med henblik på, at andre skal læse det. Hvis der var tale om humor og satire … OK, men ikke, når emnet er magt.