"Det går ikke altid skide godt"

Det fortæller Andreas Schulenburg, da vi kort før ferniseringen på Overgreb møder ham i Galleri Specta i København. Schulenburg stiller sig i sin aktuelle udstilling kritisk overfor hvordan medierne opererer med begrebet virkelighed:

”Det er en afspejling af den absurde virkelighed. Vi vedikke hvad virkeligheden er, fordi vi ikke får andet end det medierne serverer, ogvi ved godt hvordan man klipper en nyhed sammen. Så jeg stiller spørgsmålstegnved hvad virkeligheden egentlig er.”

Schulenburg er født og opvokset i Tyskland, og udtrykker, at detderfor har været naturligt for ham at følge med i den atompolitiske udvikling. Hanrefererer til atomkraftværkerne og katastroen i Japan, og til Angela Merkel deri den forbindelse måtte tage nogle ting op til revurdering.

På den måde kan manroligt sige at Andreas’ inspiration ligger i vores samtid. Med Overgeb spørger han, hvad man skal stilleop som lille mand:

”Det er ligesom et forsøg. Det er bedre at have en skulptur af noget farligt, end at have8000 togvogne med skidtet, som man så ikke rigtig ved hvad man skal gøre af.”

Kernekraftværker og nuclear-affald vilvære et problem mange hundredetusinder af år frem. Det tema har Andreas Schulenburg overført tilfilt, keramik, mosaik og akvareller. Filten udgør et materiale, vi allerede harset i tidligere værker fra Schulenburgs hånd. Men nu har den et mere enkelt udtryk.

Forenkling
Den tilstræbte enkelthed er dog langt fra ensbetydende med, at der opstår noget entydigt svar:

”Jeg har forsøgt at holde mit kunstneriske greb indenforsamme objekt. Før i tiden har jeg ofte koblet flere elementer sammen i etbillede eller en skulptur, som enten havde noget til fælles eller slet ikkehavde, og som dermed dannede noget nyt. Nu har jeg ligesom prøvet at have étenkelt element. Det element skal i sig selv være så forundrende og sigende, atdet kan noget, uden at det får påført alt for meget.”

Hvordan repræsentererman i virkeligheden?
Schulenburg fortæller, at han med de her tvist repræsenterer en kombination af  noget forførende og noget farligt. Der opstår et tvistmellem det indbydende og det konfronterende. På den måde simulerer hanmediernes repræsentation af virkeligheden,for som han siger:

Hér refererer Schulenburg til sine værker. Men man kan med udtalelsen komme i tvivl om han snakker om sinrepræsentation eller mediernes. Den er rammende for begge.  For når Schulenburg arbejder i farve og blødt materiale, er det ikke for at gøre kunsten lækker, og for at tilfredsstille beskuerens øje. Derimod er det en del af agendaen. Ved det umiddelbart milde udtryk findes envrangside.

Som i værket Geradeaus,hvor en filtet motorvej er vendt lodret, og på den måde stiller spørgsmålstegn ved begrebetvej. Værket simulerer en vej, der er brækket op fra jorden, og på bagsidenkravler mider og andre kryb. Da vi står ved den lige vej, stiller Schulenburg sigkritisk overfor den. Kritikken symboliseres med en bil, der støder frontalt,vinkelret ind i vejen. Vejen er i vejen:

”Det er et symbol på, at det ikke altid går skide godt. Derer så meget fokus på vækst og på ditten og datten. Man skal være så og såmålrettet. Men jeg tror sgu ikke på den. Den dér vej dér!”

”Nu er det selvfølgelig ikke individet eller den enkelte,der menes i de her overgreb, og jeg har svært ved at forestille mig, at denstore politiske overhøvding ser min udstilling. Så det er mere en tematik, jeghar beskæftiget mig med… Det er en gengivelse på en forvrænget måde. På denmåde er jeg iagttager, og tager de ting, der findes, men skaber dem på nyemåder,” forklarer han.

Tvist
Når de barske realiteter gøres hjemlige i bløde og hyggelige materialer, er det en idé Schulenburg henter i hverdagen, når krigen kommer hjem istuen. Han kalder det at krig og ødelæggelse bliversofaagtiggjort, og mener at det i sig selv er perverst , men at man bare ikke tænkerover det.

Han pointerer, at det ikke længere er til at gennemskue hvordantingene i virkeligheden hængersammen.

“Det er heller ikke til at gennemskue, hvad værkerne egentlig vil. Jeg former absurditet på absurditet, fordi virkeligheden er så absurd,som den er,” forklarer Schulenburg.