Det indlysende er ikke nok

Kunstnerne er tre damer med en vis vægt inden for samtidskunsten. Det forpligter, og det er også med til på forhånd at skrue forventningerne op hos denne anmelder.

Det levede liv
I pressemeddelelsen hedder det rigtigt, at udstillingen handler om det levede liv, og selv om værkerne forholder sig til forskellige kontekster og personkredse, så bindes de sammen via interessen for fællesskaber og identitetsdannelse.

At kunstnerne forholder sig beskrivende og afstår fra andre kommentarer end de, som måtte ligge i klipning og tilrettelæggelse tilfører angiveligt værkerne en større poetisk styrke.

Når Kunsten bevæger sig ind på dette område for at ’oversætte’ og tale poetisk om verden på en så naturalistisk facon, som her, må den gøre det bedre – for alvor anderledes, end f.eks. antropologer og tv-folk.

Kunstneren må gerne efterstræbe det poetiske og også være subjektiv, men derfor er det ikke en automatik, at alt hvad en kunstner retter kameraet imod eller klipper sammen, bliver til poesi.

Et møde med Afrika
I sal 1 møder jeg gambiske Madou Sarr, en blandt mange afrikanere, som er med til at vedligeholde en århundrede gammel mundtlig fortællekultur.

Med sit instrument, den magiske Molo, byder han velkommen, og med smilende mund og øjne fortæller han historien om kakerlakken og frøen, mens hans hænder virtuost akkompagnerer på det lille enstregede instrument, der spiller så “dyrene kan forstå det”.

I en montre enkelte genstande og på væggen et par plancher om instrumentets placering i den folkelige materielle kultur og om det magiskes plads heri og i den Afrikanske virkelighed generelt.

Sarr er såre dejlig – som revet ud af en reportage fra National Geografic og hans lille skabelsesberetning ligner til forveksling andre fra samme skuffe. Men er det nok?

Er denne fremstilling ikke efterhånden, en tyndslidt kliché?  Jeg tvivler stærkt på, at Madou Sarr med sin sangs visdom vil stå rustet til den fremtid, der venter ham?

Mænd af den rette støbning
I Sonja Lillebæk Christensen OVERSIZE betragter jeg på klods hold en gigantisk vide-screen-ballet for overdimensionerede køretøjer ifærd med at flytte overdimensioneret gods:

Vindmøllevinger og enorme industrielle tanke bakses og trækkes gennem snævre passager og op ad isglatte bakker. Mænd samarbejder gemytligt og fokuserede om opgaverne.

De pixelerede you-tubevideobidder ledsages af motorstøj og stemmer, indimellem afbrudt af pompøs rockmusik, bl.a. David Bowies evergreen Heroes, der til close ups af glade lastbilchauffører skruer stemningslejet op til patriotiske højder i den afsluttende sekvens.

Hvor ofte har jeg ikke selv fascineret betragtet lignende scenarier på de danske landeveje?
Med egne oplevelser i baghovedet er det let at lade sig rive med af billederne, som også her i den smalle sal kommer faretruende tæt på.

Det er mænd af den rigtige støbning, som udfører deres job samvittighedsfuldt og ansvarligt…….ja?

En sund sjæl i et sundt legeme
Uden rigtig at have fået mere end en trailer til et konceptprogram på TV2 går jeg ned i den sidste sal til Jette Ellgaards Levende blev hvert træ.

Her på besøg hos et kært gammelt ægtepar, der på syngende dialekt, hygger sig med minder og gamle fotos fra deres ungdoms fælles interesse: opvisningsgymnastik fra tiden hvor ideen om en sund sjæl i et sundt legeme vandt indpas overalt i Europa og i Danmark især fandt vej til de grundtvigianske højskoler.

Billederne af unge mennesker kunstfærdigt opstillede på snorlige rækker, får mig til at tænke: At idrætten netop var midlet, når man efter en verdenskrig skulle dressere menneskene til en anden form for march end strækmarch, og at det nok ikke er et tilfælde, at den militaristisk disciplinerede gymnastik netop blomstrede i en så autoritær periode af verdenshistorien.

Disse tanker afbrydes af en ny billedsekvens: En gruppe unge redskabsgymnaster ifærd med øvelser på plint. Alvor, koncentration, kropsstyrke – leg og humor.
Der er flere scener fra nutidens Ollerup: Et pigehold dansende til musik af Tina Dicow og et damemotionshold på trippende fødder.

Denne video folder sig bedst ud, fordi den beskriver en udvikling fra datidens autoritære gymnastik til nutidens legende gymnaster og motionister, der slet og ret rører sig, i uordentlige geledder, fordi det er sjovt.

Dvæler i nuet og minderne
God poesi får os til at begribe det ubegribelige! Skal kunsten flytte vores bevidsthed, som poesien kan, må den række ud over det trivielle, og det som er indlysende.

Selv om disse tre videoer dvæler smukt i nuet og minderne, så lykkes det kun hos Ellgaard, også at forklare at det handler om fremtiden – om hvad vi kan, og hvad vi udvikler os til som mennesker.