Det kræver ansvar at have privilegier

“Vi er uvillige til at beskæftige os med det forhold, at andre ikke nyder de samme privilegier som os”, skriver Zehay Liva Bocretsion, der som nyuddannet bachelor fra Kunstakademiet pludselig har noget at miste ved at gøre oprør.
Dette er en klumme. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I sommer blev jeg færdig med min bachelor på Kunstakademiet i København og har nået et nyt privilegie-level. Nu vil jeg for altid kunne bevise, at jeg havde held, stamina og hjælp nok til at fuldføre en uddannelse. Det giver mig nyfunden status i et samfund, der oversætter uddannelse til menneskelig værdi, fordi det i samfundets øjne beviser, at man er arbejdsom, flittig, og at man tager ansvar for sig selv.

Min uddannelse giver mig mulighed for at søge jobs, jeg synes er spændende, jobs der giver mig kulturel kapital, jobs der kan løses ved et skrivebord eller på måder, jeg selv finder interessante og tiltalende, jobs der endda til tider kan være velbetalte.
Ydermere gør min uddannelse, at jeg kender folk i den branche, jeg er uddannet i, især mange unge kunstnere, men også mere veletablerede kunstnere, der har navigeret i den her verden i mange år, og som kan hjælpe mig med at finde min vej igennem fondsansøgninger, open calls og sparring på de projekter, jeg arbejder på.

Alt sammen ting jeg efter tre år er begyndt at tage for givet (det er jo min ret, når jeg har arbejdet så hårdt, både på at komme ind på akademiet og på at blive færdig), fordi de er blevet en helt naturlig del af mit liv og min hverdag.
Alt sammen ting man, hvis man ikke selv kommer fra en baggrund med stor social, kulturel eller økonomisk kapital og ikke er blevet accepteret og lukket ind bag murene på et kunstakademi, selv skal arbejde for at opnå, samtidig med at man skal arbejde på sin egen praksis og skal skaffe sig penge for at overleve.

Når jeg nu har min bachelor i et fint fag, fra en fin skole, har jeg pludselig noget at miste ved at sige fra, ved at gøre oprør, for jeg kan miste muligheden for, at folk vil arbejde sammen med mig eller hyre mig. Hvis jeg begynder at skille mig for meget ud eller skælde ud på de store kanoner i branchen, kan de vælge mig fra og gøre min mulighed for at gøre karriere besværlig og skærme mig for den eksponering, der er nødvendig for at opnå succes som kunstner.

Jo, min uddannelse giver mig også mulighed for at møde ligesindede, for at udvikle mig personligt og for at kunne føre diskussioner på akademiske og teoretiske måder, men hvis jeg gerne vil kunne leve af det, hvis jeg gerne vil sikre mig selv, min og min families fremtid, så er jeg ret afhængig af at blive inviteret indenfor af dem, der allerede har magt. At jeg bliver accepteret af dem, der har pengene til at købe og videre kan introducere mig for dem, der vil betale for min tid og mit arbejde.

Det kan føles som om, mit nye privilegium gør mig sårbar på en ny måde, fordi jeg pludselig har længere at falde end før. For dette privilegium kommer, ligesom andre, ikke uden krav, præmisser jeg skal gå med på for at blive ved med at opretholde og udnytte de muligheder, jeg kan nå fra mit nye ståsted.

Lige nu føles det hele stadig nyt og friskt: Jeg kan stadig ane forskellen på det, jeg kunne før, og det jeg kan nu, mine nye fordele har endnu ikke sat sig i mig, som en indlejret del af min selvforståelse, men det vil de nok med tiden. Privilegier har det med at blive usynlige og forventelige, jo længere vi lever med dem. Vi kan komme til at tage dem for givet og virkelig tro på, at vi alene har gjort os fortjent til alt det, vi ejer. At alle de muligheder, vi har, er vores ret.

Sommetider behandler vi privilegier som et nulsumsspil, hvor vi frygter, at hvis andre får flere, må det betyde, at vores egne vilkår forringes. Nok fordi privilegier i sig selv er ret skrøbelige strukturer, kræver bevarelsen af dem, at vi holder godt fast, at vi undskylder os selv, for eksempel ved at argumentere for at vi også bare er født ind i disse systemer. At det er sådan, verden er bygget op, og at vi må gøre, hvad vi kan for at overleve.

Måske er dette særligt præsent i en så prekær branche som kunstbranchen, hvor det kan føles endnu mere nødvendigt at holde godt fast i sine privilegier og undlade at deltage for meget i svære samtaler, eller beskæftige sig med tematikker, der ikke på forhånd garanterer, at man kommer sikkert ud på den anden side.
Vi er uvillige til at beskæftige os med det forhold, at andre ikke nyder de samme privilegier som os og vender os væk fra den viden, simpelthen fordi det gør ondt.

At tage den smerte ind ville kræve, at vi ulejligede os, at vi ikke uhæmmet kunne bruge al tid på fornøjelser eller selvrealisering udelukkende for vores egen skyld. Samtidig ville det betyde, at vi skulle konfrontere den skam, mange – men ikke alle! – højt privilegerede mennesker mærker, når de i et sekund eller to bliver mindet om, hvor meget de selv har, og at det ikke kun er deres egne ofre eller hårde arbejde, der har gjort det muligt.

Jo mere vi har, desto mere har vi måske brug for at skubbe den viden væk, for hvordan kan vi ellers forsvare den helt absurde forskelsbehandling i verden og det faktum at vores høje levestandard ofte sker på direkte bekostning af andres levevilkår, mangel på rettigheder og ikke-eksisterende sikkerhedsnet.
Kan det undgå at fordærve os? Sive ind gennem sprækkerne af det, der holder os sammen som samfund. Er det ikke netop denne fordærvelse, denne ansvarsfralæggelse hos de allermest privilegerede, der har har bragt verden i den situation, vi står i, i dag? Med voksende ulighed, konstante krige og uendelige meldinger om menneskeliv, der bliver ofret for andres fornøjelse eller lethed.

Hvad skal der til, for at vi begynder at beskæftige os med den smerte og skam, som de fleste nok helst vil undertrykke eller udlicitere? Både som kunstnere og mennesker. Hvordan skal jeg undgå selv at blive revet med og ende som en del af denne cyklus og stiltiende acceptere, at mine livsvilkår er betinget af vedvarende undertrykkelse af andre?

Måske er det vigtigste, jeg kan gøre, at vælge ikke at se væk, når det, jeg ser, er grusomt. Mærke skammen, mærke smerten, lade det sætte sig i mig og forandre mig. Aktivt beskæftige mig med de følelser og lade deres aftryk i mig komme til udtryk i hele mit liv, også i mit arbejde.