Det lugter af branding – BIG branding
Og det er det også. Big Art på Kunsthal Charlottenborg, der fører Bjarke Ingels Groups kunstsamarbejder ind i udstillingsrummet, er en sjælden udstilling, der skal have cadeaux for den tværdisciplinære idé, men også møde en helt grundlæggende kritik af den selvdyrkelse, som præger hele projektet.
Og det er det også. Big Art på Kunsthal Charlottenborg, der fører Bjarke Ingels Groups kunstsamarbejder ind i udstillingsrummet, er en sjælden udstilling, der skal have cadeaux for den tværdisciplinære idé, men også møde en helt grundlæggende kritik af den selvdyrkelse, som præger hele projektet.
Og det er det også. Big Art på Kunsthal Charlottenborg, der fører Bjarke Ingels Groups kunstsamarbejder ind i udstillingsrummet, er en sjælden udstilling, der skal have cadeaux for den tværdisciplinære idé, men også møde en helt grundlæggende kritik af den selvdyrkelse, som præger hele projektet.
Det er egentlig en kompleks baggrund, der ligger som afsæt for Big Art. For der er mange parter og interesser involveret, når kunstneres værker opererer stedsspecifikt eller integreres i arkitektoniske projekter. Det kunne have været et spændende grundlag for en kunstnerisk samtale. Men Big Art præsenterer primært ét blik, én stemme.
Der er masser af kendisfaktor og en fornemmelse af eksklusivitet i at møde værker fra hele verden, skåret ud af deres sammenhæng fra en af verdens mest profilerede tegnestuer, BIG – Bjarke Ingels Group. Men der er også noget grundlæggende utopisk ved udstillingsidéen: Skulle det – når det kommer til stykket – være både muligt og mere interessant at opleve bygningsintegrerede værker adskilt fra den helt særlige kontekst, som de var tiltænkt? Og hvordan får man i en udstilling skabt grundlag for kunstens og arkitekturens overlappende visioner?
Big Art bliver hverken interessant som repræsentation af det ene eller det andet – nok særligt fordi vi udelukkende bliver mødt af arkitektens læsning og kvalificering af kunstens og værkets relevans.
Under alle omstændigheder virker Big Art som en ret god PR-idé konceptualiseret hos BIG, (STOR KUNST = BIG ART!), snarere end en kuratorisk idé udviklet på en af Danmarks vigtigste kunsthaller for den samtidige kunst. Man kan blive i tvivl om, hvorvidt den trænede medieræv Michael Thouber har misforstået kuratorens rolle som indholdsproducent.
Stor kunst – uden sammenhæng
Der er meget sigende heller ikke anden tematisk sammenhæng, end at de præsenterede værker er en del af tidligere og kommende arkitektoniske projekter ved BIG.
Vi møder blandt andet Shepard Faireys ikoniske vægmalerier, John Kørners glasskulpturer til Rønnebæksholm, der får egen tilbygning (værket er altså ikke skabt i et egentligt samarbejde), et lydsystem ’hentet’ i Jamaica af Superflex fra Superkilen (ét element ud af flere hundreder, som vi ser repræsenteret med små videoklip).
Vi genser også Jeppe Heins sociale bænke fra World Expo-pavillionen i 2010 (som har indgået i mange andre sammenhænge siden 2006), A Kassens marmorspringskamler fra det kommende vandkulturhus på Papirøen og Victor Ashs grafiske værk fra VM-bjerget – nu udsat for en fysik, der strækker konceptet langt ud over 1:1-forholdet: Bilvrag og udstoppede ulve dramatisk installeret på sildeparketten. Ai Weiweis forflytning af Den Lille Havfrue til Shanghai, må vi nøjes med at se dokumenteret, ligesom Douglas Couplands lysværk fra Sky Tower i Calgary.
Konceptet bliver faktisk rigtig uklart, når også en scenografi skabt af BIG selv til Lars von Triers The House That Jack Built (2017) indgår som ‘kunstværk’.
Uklare præmisser
Det bliver altså lidt uklart, hvad præmisserne er, og det ender også som misvisende varedeklaration, når pressemeddelelsen lyder: ”Big Art undersøger, hvad der sker i krydsfeltet mellem kunst og arkitektur, og sætter særligt fokus på, hvad det kræver af kunstnere at arbejde i stor skala i bygnings- og byrumsprojekterne.”
Det ved vi simpelthen intet om, når vi kommer ud fra udstillingen. Vi får nemlig ingen kontekst til en mulig analyse af værkernes stedsspecifikke kvaliteter eller udsagn fra kunstnerne om præmisser eller udfordringer ved at arbejde i denne særlige, konfliktpotentielle, men også inspirerende kontekst. I udstillingen møder vi heller ikke altid værker, men fragmenter af dem og i nogle tilfælde, fx med Julie Edel Hardenberg, er der slet ikke tale om et værksamarbejde, men snarere at hun som kunstner indgår i en kritisk dialog og kontekstforståelse via et kritisk, kunstnerisk og analytisk blik.
I Hardenbergs tilfælde gælder det fx den postkoloniale forståelse af, hvad det vil sige at skabe et nationalmuseum i Grønland. Det ville jeg virkelig gerne have hørt kunstnerens analyse og udlægning af. Men den får vi som sagt ikke. Sammen med designeren Es Devlin (UK) tæller Big Art heller ikke flere kvindelige kunstnere i øvrigt.
Stor kunst er særlig mandlig kunst, forstås.
Til gengæld får vi rigelige doser af Bjarke Ingels, der ved hvert værk udtaler sig for fuld forretningshammer – heller ikke her i kontekst, men fra kunsthallens egne lokaler, i videointerviews, hvor han alene bliver formidleren af kunstnernes virke og værk. Det går ikke stille af. Ingels er en stærk formidler. Han kan sælge rådne fisk i Torvehallerne og kan afstive sin egen kapital ved uanfægtet at tale disse kunstnere op i en helt særlig liga, hvor de bliver til fornyere af kunstens discipliner.
Her får I et godt eksempel, hvor Andrew Suckerman i følge Ingels endelig formår at få os til at se giraffen som fænomen via sin exceptionelle fotografiske teknik:
“It’s more real than reality,” lyder det. Nu har Bjarke Ingels også selv en anseelig samling af Suckermans værker, fortæller han os. Så…
OK! Så giver det særlig god mening at give den en ekstra tand med superlativerne.
Undskyld mig, hvad foregår der egentlig her?
Hård luft
Det er med kunsthallens ord både den til dato mest omfangsrige udstilling af samtidskunst i stor skala og verdenskendte kunstnere, der er tale om. Og jo, det gælder måske halvdelen af de deltagende på udstillingen, men historisk omfangsrig klinger lige lovligt luftigt. Især når ‘verdensstjernerne’ er til stede med mindre, ikke særlig omfangsrige, værker eller blot i dokumenteret form.
Igen synes retorikken omkring projektet at ville blæse ballonen så hårdt, at den kun kan sprænge. Det undrer mig, at man kuratorisk vælger at pumpe en udstilling så massivt i en sammenhæng, hvor forventningerne burde stå mål med den konkrete, fysiske oplevelse i udstillingslokalerne, som nu ikke kan andet end at skuffe. Det hjælper selvfølgelig, at de fleste værker pustes op af lyssætning, store prints og hele rum dedikeret til et enkelt værk, men det forbliver overfladiske manøvrer.
Med en positiv brille er det måske spændende at få et indblik i BIGs måde at indtænke og indgå i samarbejder med kunsten på. Benoît Maires Un Detail og Superkilen synes i sammenhængen – og på de vilkår vi får udstukket – som to meget forskellige men stærke bud på, hvordan kunsten både kan spille med og produktivt udfordre de arkitektoniske idéer. Men hvis udstillingen Big Art skal være mere end markedsføring for Bjarke Ingels Group, så skal vi simpelthen have flere og andre perspektiver end opdragsgiverens.
Og som udstillingsidé kunne det absolut være interessant at installere værker, der var kvalificeret ved at være radikale og interessante som bygningsintegrerede værker fremfor som inspirerende input og nu hårdtpumpet markedsføring hos en af verdens mest magtfulde tegnestuer.
