Det nye fællesskab

Spørgsmålet om, hvad vi skal med de danske kunstnersammenslutninger, er inden for de seneste år atter blevet et aktuelt emne. Hvad kan de? Er de kunstscenens sidste dinosaurer, eller er de med til at bære en vigtig tradition videre? Og ikke mindst, hvilket ’billede’ skaber de af det miljø, hvori kunsten bliver til, og hvori den kontekstualiseres og repræsenteres?

Udstillingen Venskaber besvarer ikke dette spørgsmål i direkte forstand. Samtidig kryber problemstillingen alligevel ind og lægger sig bagved det overordnede tema som en summende underlyd. Man kunne på sin vis fristes til at sige, at Venskaber netop adresserer sammenslutningsproblematikken ved ikke i sig selv at være født ud af en sådan konstellation, men i stedet have rod i en professionel gruppedynamik, der er mere tidssvarende.

At vælge sine venner
Når selve udstillingskonceptet alligevel synes at udfordre idéen om kunstnersammenslutningernes værdi som social, professionel form, er det ikke mindst, fordi forslaget til udstillingen oprindeligt vandt det Open Call for Kunstnersammenslutninger, som udsendtes af Kunsthallen i slutningen af 2014, med en jury bestående af Sanne Kofoed Olsen, Livia Paldi og Jeanett Stampe.

I juryens udvælgelsesbegrundelse forklarer de, at “Kunstnerne tilhører en ny generation, og derfor viser de et bud på, hvad fællesskaber kan, og hvorfor de er vigtige”. Men hvad er det så, disse fællesskaber kan? Hvori består deres vigtighed?

De fleste kunstnersammenslutninger i Danmark består af medlemmer, der alle har deres individuelle praksisser, men som finder professionel forståelse hos hinanden, mens de samarbejder om fælles udstillingsmuligheder. Det er som om, at det ligger i selve sammenslutningens idé, at man ikke overgiver sig 100 % til fællesskabet og den fælles værkproduktion, men i stedet står side om side. Når kunstnere arbejder sammen om at lave værker, kalder vi dem i stedet ’grupper’ og ikke ’sammenslutninger’, og det er vel også det, de udstillende kunstnerne i Venskaber er, altså en gruppe.

Tingenes charme
Men at spørge om disse kunstnere nu reelt også er en sammenslutning bliver i sidste ende irrelevant for den udstilling, man finder i kunsthallen i Aarhus. Det første, der møder én i udstillingssalen, er en masse objekter, der både kan tolkes som særskilte værker og som én stor installation. Hér står et glas med syltede citroner på en rund plade. Dér en gulvspand med nogle magnetbogstaver spredt ud på gulvet ved siden af. Og dér et par skriveborde sat ovenpå hinanden. Og dér, ovre i hjørnet, hænger et brusenicheforhæng. Og op ad væggen står en gammel madras.

Som objekter er disse genstande interessante i sig selv. Vi mennesker leder ofte efter mening, og vores øjne søger derfor hen mod det, vi kender. Det er netop det, disse objekter er: velkendte.

Vi kender dem som brugsgenstande. Men i denne installation bliver de til noget andet. Selve deres funktion er blevet drænet ud af dem. De er suspenderede i tid.

Gulvspanden kan sagtens fyldes med sæbevand igen, og bordene kan skilles ad. Men hér – i et kort øjeblik – får vi lov til at undres over deres tingslighed.

Fællesskabets paradoks
Det er kun den tilhørende tekst på væggen, der trækker én ud af denne kontemplation af tingenes charme. For her fortæller teksten os, at denne installation har hele ni forfattere og ikke kun én, og vi begynder derfor at tænke over, hvilken hånd der mon bidrog med hvad, og hvilket individ som tog den endelige beslutning om en genstands placering.

Men teksten fortæller os også noget andet, nemlig at fællesskaber er svære. For hvordan kan man både være enkeltindivid og samtidig give sig hen til venskabets fælleskurs? Det er derfor også teksten, som ender med at rykke fokus og få os til at se de udstillede genstande som en række af efterladenskaber, der alle peger tilbage til en samtale. Teksten bliver en fortælling, der forvandler udstillingssalen til en art gerningssted. Hér har noget fundet sted, og dette ’noget’ er netop venskabets udfoldelse i tid og rum.

Rodede relationer
Længere inde i installationens hjerte kører en film, der giver indblik i nogle af de forskellige processer bag udstillingens opsætning. Filmen vidner om et meget mere rodet og dynamisk forløb, end de andre genstande kan give udtryk for. Og på mange måder er det hér, vi endelig begynder at forstå, hvor komplekse vores medmenneskelige relationer egentlig er.

Og pludselig indtræffer skuffelsen sig. Uanset hvor interessante de andre udstillede genstande er, formår de trods alt ikke at fange den samme dynamik, som vises i filmen. Det er, som om der er blevet ryddet op. Men hvem rydder op i et venskab? For er det ikke netop dét, venskaber er: underlige, rodede relationer, som synes at tjene andre formål end artens overlevelse og reproduktion. Fællesskaber som tilbyder et kollektivt tankerum? Èn der taler. Nogen der svarer. Nogle som lytter. Andre som ikke lytter. Én som nægter at lytte. Den ven, som man elsker, men som man også nogle gange har lyst til at kvæle. Og sidst, men ikke mindst, den ekstreme ansvarsfølelse, der kan opstå blandt venner. For måske er venskaber alligevel relaterede til vores overlevelse.

Udstillingen der forsvandt
Venskaber er ikke rene former, og på mange måder kommer filmen til at vidne om en langt stærkere, potentiel udstilling, der kunne have favnet og præsenteret disse meget komplekse relationer, der trods alt udgør en stor del af vores sociale liv. Ikke mindst i kunstnermiljøet, hvor venskaber og professionelle relationer ofte smelter sammen.

Derfor ser jeg heller ikke Venskaber som en udstilling, der handler om kunstnersammenslutningernes fremtid. Dens virkelighed ligger et andet, mere filosofisk sted. Den griber længere ind, men tøver lidt på halvvejen. Men det er stadig en stærk udstilling, som varmt kan anbefales.

Om kunstnersammenslutningerne består, er et andet spørgsmål. Samtidig er de vigtige størrelser, fordi de evner at rumme den kompleksitet og pluralitet, der eksisterer på den lokale kunstscene. Det kan godt være, at venskaber er rodede, men det er kunstnersammenslutninger også, og det bliver de forhåbentlig ved med at være.