“Det rum kan rumme mere end bare mig”

Maria Zahles materialeundersøgende soloudstilling No Stranger or Lover to Me på Rønnebæksholm er ikke mere solo, end at fire andre kunstnere er inviteret med. Vi har talt med kunstneren om hvorfor. Og om at væve rundt om sten og male vægge med plantesuppe.Alle er de kvinder, som Bente Scavenius gjorde opmærksom på i åbningstalen til No Stranger or Lover to Me, men det er ikke en kønnet udstilling. Snarere leder udstillingen os generøst ind i et rum, hvor Maria Zahle åbner op for sine værker ved at vise, hvilket samspil hun både på et menneskeligt og et kunstnerisk plan har med kunstnerkollegaerne Phyllida Barlow, Christine Clemmesen, Anthea Hamilton og Hannah Heilmann.

“Det er nogle mennesker, som har været betydningsfulde for, hvor jeg er nu”, fortæller Maria Zahle et par dage efter åbningen, da vi slentrer igennem en næsten stille udstilling; dog indhentes vi i løbet af interviewet af en flok børnehavebørn på billedskole.

“Phyllida Barlow var min underviser på The Slade School of Fine Art. Hun har været enorm vigtig for mange kunstnere, fordi hun har den der fandenivoldske og også ekstremt seriøse måde at være kunstner og tale om kunst på.
Anthea Hamilton har flere gange inviteret mig med til at lave udstillinger i England. Hun har ofte været interesseret i at trække andre folk ind i de kuratoriske projekter, hun har lavet”.

“Hannah Heilmann, som underviser på kunstakademiet, har jeg haft samtaler med om magt og bløde materialer. Hun er en central figur på den danske kunstscene og har været en hjælp for mig, efter, at jeg flyttede tilbage til Danmark.
Og Christine Clemmesen kender jeg også fra London. Vi har lavet en del udstillinger sammen i de sidste år. Hun er en nær kollega. Der er mange ligheder i vores tilgang til det kunstneriske arbejde, men vi ender med nogle helt forskellige værker”.

“Ved at invitere andre kunstnere ind i min soloudstilling afbryder jeg det, vi som kunstnere ofte stræber efter: den store separatudstilling, eller at skabe en boble, et helt univers af MIG, man som beskuer træder ind i. Snarere vil jeg gerne lade den her solofortælling slå revner. Dermed bliver det en mere kompleks og rigere oplevelse”.

“Jeg er også interesseret i idéen om det generøse rum. Da jeg kom på kunstskole i London oplevede jeg en forelskelse i alverdens materialer, om det var maling eller kul, fundne ting eller gips; alle de her ting, man kan manipulere og trække ind og sammensætte. Det føltes som et meget generøst rum. Der åbnede sig en verden af muligheder. Og det rum kunne rumme mere end bare mig”.

Pigment

Maria Zahle har uddannet sig og boet i London indtil 2015; i dag er hun bosat på Amager, og håndværk og materialer er indgroet i hendes praksis.

“Jeg har altid været optaget af den materielle del af at lave kunst. Og så har jeg altid været vild med, hvad farve kan. Det er sådan en lidt ubeskrivelig størrelse. Det er svært at sætte ord på, hvad forskellen er mellem den blå og den gule. Det kan noget i sig selv at sætte to eller flere farver ved siden af hinanden. Det fungerer både i øjnene og i kroppen og skaber en energi, hvor ordene kommer til kort”.

Derfor blev Pigmenthaven en øjenåbner for Zahle, der flettede sig ind i hendes praksis og blev en væsentlig del af udstillingen. Pigmenthaven ligger som del af Herregårdshaven på Rønnebæksholm og er skabt af kunstner Sara Gade som et kollaborativt projekt, hvor kunstnere og andre interesserede kan deltage i dyrkning, pasning, pleje, høst og brug af haven med henblik på at arbejde med viden om farvning og materialer som alternativ til syntetiske farvestoffer.

Derved bliver haven også et konkret og materialistisk indspark i klimadebatten, men først og fremmest en igangværende samtale mellem de deltagende. For Zahle blev haven en pragmatisk måde at skabe en dybere forståelse for farve – og til at tænke plantefarve ind i en større rumlig kontekst. Vægflader i udstillingen er malet med farvesupper af planter fra Pigmenthaven.

“Pigmenthaven har bekræftet mig i at se farve som et fysisk materiale, ikke bare som et visuelt tryllenummer. Det har skabt helt nye muligheder for min farveproduktion i atelieret. At man kan gå ud at plukke nogle planter og lave det til en farve i modsætning til at gå ud og købe det på en tube eller som pulver”.

“Der er en langsomhed i det med farve, som Pigmenthaven også viser. At man skal dyrke og pleje noget, før det bliver til et færdigt produkt eller værk. Det er både frustrerende og meget tilfredsstillende”.

“Det er for mig fristende lige at jage albuerne ud i siderne på noget og prøve at lave lidt mere rum. Og ikke bare farve papir eller garn med plantefarve, men også at præge arkitektoniske flader, og således trække plantefarve ind i en lidt hårdere kontekst”.

Udstillingsrummene er således præget af rødlige, brunlige, blålige og gule vægflader, der ikke fremstår som mættede farveflader, men som på én gang er klare og douce. ”Der hverken billede eller væg, men et definerende indgreb i rummet”, siger Zahle.

Punkvævning

Tekstiler har helt tilbage fra The Slade School of Fine Art indlogeret sig i Zahles praksis. Gennem de sidste tre år har hun været i gang med en uddannelse i vævning.

“Jeg er ikke professionel væver. Jeg har ikke den der perfektionstrang, som mange dygtige håndværkere besidder. Der er nogle andre succeskriterier i min praksis, som handler om følelse og præcision på et mere udefinerbart plan. De tekniske fejl og huller er noget, jeg kan udforske. Det er helt klart en mere punket tilgang til vævning, jeg arbejder med”.

Venetian Bodies er en række skulpturer, der binder udstillingen sammen og leder folk gennem udstillingen; næsten som kustoder. De består af bøjet rustfrit stål overstrøet med et transparent tekstil vævet af entrådet hør og farvet med planter fra Zahles egen have samt cochinellelus fra kaktusplanter.

“Den transparens, de værker har, synes jeg er spændende. Kigger man igennem rummene, får man fornemmelse af rum bag ved dem. De er en del af rummet, men samtidig indrammer de også resten af udstillingen”.

“Jeg tænker også på min egen krop som en form for skulptur. Når jeg går igennem rum med kunst, er jeg interesseret i at blive opmærksom på mit eget objecthood. Skulpturen tager en plads, som vi kunne have haft; den fylder, irriterer lidt, fordi jeg skal gå udenom. Man bliver nærmest tvunget til at engagere sig med den”.

På væggene er også vævninger med sten, metal og andet vævet ind, som bryder det ellers ofte lineære i en vævning med dens tråde af trend og islæt. Værkerne bliver næsten ophobninger, eller får skulpturens rumlige former.

“En skaftevæv, som jeg væver på, har en klassisk lineær tid med start og midte og slut. Man starter fra række et og kører til man er færdig. Jeg siger tit om mine værker, at de er non-narrative. Jeg giver et glimt af eller fragmenter af noget; nogle hints, vibes, nogle dele og intensiteter. Og det må du ligesom selv sætte sammen.”.

“Vores liv har heller ikke en stor morale, eller en endelig pointe, og sådan ser jeg også mine værker. De har en retning, men ikke en prædestineret mening eller besked til en beskuer. Mening er jo noget vi leder efter livet igennem”.

“Det er paradoksalt at bruge et lineært medie og bryde den klare systematik, netop ved at putte nogle ting ind i, som stikker lidt ud.
Monteringen af værkerne på væggen i det sidste rum, Day-serien, er jo også en smule hysterisk. Stålophænget laver alle mulige udvendige krumspring, før det kommer rundt om det der søm”.

Et mønsterbillede, et jakkesæt, et tapet og et rum

Også medudstiller Christine Clemmesen er optaget af materielle undersøgelser. Hun arbejder med fotografier printet på glas. Rammerne har hun lavet med en snedker; rammer der ikke nødvendigvis omslutter værkerne, men indgår i dem. Små og lidt større klumpede ophæng af tin gør opmærksom på sig selv som materiale.

“Der er nogle vilde former, hvis man lægger mærke til, hvordan materialet er løbet eller ikke; hvordan det er blevet kontrolleret”, fortæller Maria Zahle. “Det er materielle undersøgelser, der både fungerer i et udstillingsrum, og som jeg tager med mig, når jeg ser andre støbte objekter. Det handler for mig blandt andet om at opbygge en skærpet sanselighed, når vi går videre ud af kunstrummet, ud i verden”.

Alle udstillingsrummene ligger som en orm i forlængelse af hinanden og på lang afstand og gennem de fleste rum, kan man se Phyllida Barlows værker untitled: littlepaintingsonsticks for enden.

“Det er nogle værker, Phyllida lavede under lock down i UK. Jeg tror faktisk, at hun havde en enorm ro, fordi hun har haft travlt i mange år, og pludselig blev alle udstillinger udskudt og aflyst, og hun kunne arbejde hjemme i sit mindre atelier nede i haven. Ikke i det store atelier, hvor hun har en masse assistenter. Jeg tror, at hun i værkerne går tilbage til berøringen, til det helt nære”.

I en artist talk til åbningen med Maria Zahle og Phyllida Barlow indledte kurator Mai Dengsøe med et konkret, dog paradoksalt, spørgsmål til Phyllida Barlow: Var untitled: littlepaintingsonsticks malerier eller skulpturer?

“Det karakteriserer alle udstillingens værker”, siger Zahle, “at de ligger på grænsen af noget, der er objekt, billede eller skulptur. De fleste har både en skulpturel, en objektagtig og en mere billedlig karakter.
Anthea Hamiltons værk Brick Suit er et mønsterbillede og et jakkesæt og et tapet og et rum. De fleste værker har denne lidt trippende karakter”.

Børnestemmerne runger ved udgangen. For at komme ud igen, må vi gå tilbage gennem udstillingen. Som vi går gennem rummene, retter Maria lidt på hørtekstilerne på Venetian Bodies, og flytter en enkelt et par centimeter tilbage under lyskeglen.