‘Det seriøse useriøse’

Spanien 19 C
Sean Bluechel arbejder meget frit i forhold til udvælgelsen af materialer til sine værker. Når man træder ind i udstillingsrummet på Spanien 19 C, virker værkerne lidt tilfældigt og kaotisk installeret. Langs den ene væg står cementstøbninger med påklistrede hvide sten. Rundt omkring på gulvet finder man små bunker af sten, savsmuld og støv, der kunne være en del af udstillingen, men som ligeså godt kunne være resultat af en sjusket rengøring.

Netop det, er hele pointen med værkerne og Bluechels anvendelse af rummet. Han har en tendens til ikke at kunne lade rummet være. Det inddrages, og hver en lille plet på gulvet eller hul i væggen bliver en del af udstillingen.

“Selve rummet er så ‘funky’ og slidt. Det har meget historie tilknyttet. Det var vigtigt for mig at bruge disse omgivelser som en del af udstillingen”, forklarer Bluechel.

Eftersom de slidte og rå omgivelser udgør en væsentlig del af perceptionen af værkerne, er det svært at se Sean Bluechel udstille i et klassisk galleri, i ‘den hvide kube’ som det traditionelle gallerirum kaldes. Selv ser han dog ikke dette som et problem.

“Det ville fordre en anden læsning af værkerne, men ville også tillade mig at arbejde på en ny måde. Jeg ville blive nødt til at forcere det legende element i min kunst i kraft af, at der ikke kommer helt så meget inspiration fra omgivelserne.”

Værkernes interaktion
Det er væsentligt for Bluechel, at der i værkernes udformning sker en forandring fra det formelle til det konceptuelle. Dog er det ofte det formelle i værkerne, og ikke det konceptuelle der forbinder dem, og det skaber bevægelse i udstillingen.

“Enkelte formmæssige kompositioner leder videre til noget ligende i et andet værk. Farvekompositionen i det værk leder videre til et andet og så videre. Det hele foregår dog underbevidst. Jeg kunne aldrig finde på at opsætte parametre for, hvilken rækkefølge værkerne perciperes i”, uddyber han, imens han ivrigt udpeger elementer i de forskellige værker, der kunne lede beskuerens opmærksomhed videre til et andet værk.

Bluechel anvender ofte let genkendelige materialer i sine værker. Dette bevirker, at man som beskuer skaber frie associationer. I flere af værkerne anvendes der eksempelvis helt almindelige småsten. Nogle er malet, andre er limet fast på et fotografi mens nogle bare ligger i en bunke på gulvet.

Fælles for dem er, at de danner en rød tråd i udstillingen. Derudover skaber de forbindelse mellem de forskellige værker.

Det seriøse versus det useriøse
“Mine værker ligger i det modsatrettede felt ‘det seriøse useriøse’. Jeg syntes kunst generelt er blevet placeret på en piedestal, og det er kunstnernes ansvar at vise andre måder at tænke kunst på. Kunsten skal ikke være et så helligt og seriøst felt som det betragtes som for tiden. Der skal lidt useriøst og legende ind i kunsten.”

De modsatrettede elementer er et gennemgående tema for Sean Bluechels udstilling Hands Holding Snakes or The Problem with Beans. Disse elementer findes ikke blot i hans værker, men ligeledes i udstillingens titel.

Bluechel forklarer, at titlen er baseret på netop dette spændingsfelt mellem det seriøse og det useriøse. Hands Holding Snakes repræsenterer det seriøse, og er relateret til et specifikt værk i udstillingen.

“The problem with beans har associationer til det humoristiske og legende i mine værker. Resultatet af at spise bønner er, at man får luft i maven. Dette forbindes ofte med en pinlig situation, men har dog samtidig en forbindelse til det humoristiske”, forklarer han.

Dette spændingsfelt og det åbenlyse modstandsfelter forhold mellem de to begreber, søger Bluechel at arbejde med i udstillingen.

Aktivering af beskueren
Bluechel afslører, at udstillingen ikke er samlet under et fast tema eller koncept, men snarere en del af et ideologisk projekt; nemlig at få beskueren til at vende sig mod verden, og betragte de små detaljer.

“Jeg håber, at mine værker medfører en opmærksomhed på detaljerne, at når beskueren ser et stykke tyggegummi med et cigaretskod i på gade, stopper op og ser det interessante i det. Om de betragter det som kunst, er for mig irrelevant.”

Han mener, at man ikke skal betragte hverdagsobjekterne som ligegyldige, men i stedet betragte dem som en form for ritualiserede objekter. Objekter der individuelt besidder forskellige anvendelsesmuligheder og effekter, og som indsat i en ny kontekst eller forenet med et andet objekt, kan få mere betydning og større skønhed.