Det skal du se! Uge 14

1. april 2025

Der er forår i luften efter en lang vinter, og hele tre af ugens udstillinger inviterer dig til at reflektere over menneskets påvirkning af klimaet.

Bodil Brems, BAR OBLIVION, 2025. Foto: Bodil Brems.

Der er forår i luften efter en lang vinter, og hele tre af ugens udstillinger inviterer dig til at reflektere over menneskets påvirkning af klimaet.

Redaktionen anbefaler her en håndfuld kunstudstillinger, der åbner i den kommende uge. Du kan også få det fulde overblik i vores Art Guide.
Rundetaarn
TID*MULD*STJERNE
4 apr - 9 jun 2025

"Vi tilhører verden. Verden tilhører ikke os." Sådan lyder grundtanken i udstillingen TID*MULD*STJERNE i Rundetaarn. Otte samtidskunstnere undersøger klimakrisen gennem alt fra fund fra Amager Fælled, jordvæsener fra undergrunden og blomstermetaforer til en café i det ydre rum og invasion fra fjerne galakser. Klimakrisen hænger faretruende over vores hoveder, og de deltagende kunstnere vil gerne bidrage med en ny sansning af verden, hvor der er lighed og respekt for alle klodens livsformer.
Udstillingsstedet FOYERcontemporary præsenterer deres allerførste udstilling i Lake House, et rum ved Peblinge Dossering 6. Udstillingen præsenterer Faun Vium, der undersøger fortællingen om 'maren' - hvoraf ordet mareridt kommer. Dette blodsugende, ridende og farlige mareridtsvæsen forstyrrer de drømmende, men gør også den erotiske drøm og den frie kvindelige lyst monstrøs. Faun Vium gør i stedet maren til en kompleks kvindeskikkelse, der spejler de magtforhold og forvandlinger, der finder sted i de våde drømme. Til ferniseringen kan du derudover opleve kunstneren i en spændende performance!
Charlotte Thrane | PR foto Gammelgaard
Charlotte Thrane | PR foto Gammelgaard
Gammelgaard
Charlotte Thrane, Kristofer Hultenberg & Michael Mørk: RÅSTOFFER
6 apr - 25 maj 2025

Udstillingen RÅSTOFFER byder på værker af Charlotte Thrane, Kristofer Hultenberg og Michael Mørk, som alle arbejder med genbrugsmaterialer. Gennem skulpturer, malerier og collager omdanner de brugte materialer til poetiske og tankevækkende værker. Udstillingen udforsker, hvordan materialer - ofte overset i hverdagen - kan få en ny æstetisk betydning, og sætter fokus på deres potentiale og flygtighed. Dette perspektiv åbner for en samtale om samtidens klima- og ressourcekriser, hvor genbrug og materialernes livscyklus spiller en central rolle.
Kunstmuseum Brandts
Kinga Bartis: En verden i forandring

5 apr 2025 - 4 jan 2026

Kinga Bartis dykker i denne udstilling ned i temaer som sårbarhed, håb og samhørighed. Gennem oliemaleri, kul og skulpturer undersøger Bartis, hvordan mennesker og natur er uløseligt forbundne og i konstant forandring. Med et fokus på melankoli og længsel udforsker hendes værker følelsen af at være rodløs og ensom, samtidig med at de rummer håb og forbundethed. Udstillingen rummer både monumentale værker og intime skulpturer, og skaber en totaloplevelse, hvor værkerne kommunikerer på tværs af formater.
Oluf Høst Museet
John Kørner: APPLE OPAL
Fra 5 apr 2025

Hvis du er på Bornholm skal du kigge forbi John Kørners udstilling APPLE OPAL. Kørner tager inspiration fra Bornholms gamle granitbrud, som har efterladt søer som Opalsøen. Udstillingen byder på et kæmpestort maleri og en dynamisk installation, hvor æbler falder som granater over et idyllisk landskab. Dette kontrasteres med værkernes temaer om krig, katastrofe og klima. Kørner skaber et spændingsfelt mellem skønhed og ødelæggelse, og installationen ændrer sig over tid, hvilket afspejler landskabets politiske og geografiske forandringer. Værkerne peger på, hvordan vi forholder os til naturen i en tid præget af klimakrisen.