Det skal du se! Uge 15

8. april 2025

En kæmpemæssig bananskulptur i et drivhus og skulpturelle kostumer i naturen er på dagsordenen til ugens åbninger.

Foto: Ingela Ihrman, Jättenäckrosen Victoria Amazonica. Foto af Lisa Grip.

En kæmpemæssig bananskulptur i et drivhus og skulpturelle kostumer i naturen er på dagsordenen til ugens åbninger.

Redaktionen anbefaler her en håndfuld kunstudstillinger, der åbner i den kommende uge. Du kan også få det fulde overblik i vores Art Guide.
Munkeruphus
Ingela Ihrman: DRONNINGENS KLØFT
12 apr - 10 aug 2025

Ingela Ihrman besidder en helt særlig evne til at skildre, hvordan det føles at være en levende krop, et biologisk væsen, der stræber, længes, spiser, føder, nærer og begærer. Kunstneren indtager både huset og landskabet omkring Munkeruphus med installationer og skulpturelle kostumer, skabt af fundne eller genbrugte materialer. Udstillingens titel DRONNINGENS KLØFT refererer til den markante slugt i landskabet, der oprindeligt bestemte Munkeruphus’ placering, og antyder samtidig en af kvindekroppens erotiserede former.
Vejle Kunstmuseum
Kirstine Roepstorff: Neptune’s Lab 29°
10 apr 2025 - 15 feb 2026

På Vejle Kunstmuseum bliver kunst, videnskab og spiritualitet forenet i et poetisk og eksperimenterende laboratorium, der undersøger vandets betydning for vores fremtid - både i konkret og symbolsk forstand. Udstillingens titel, Neptune's Lab 29°, refererer til planeten Neptuns overgang fra Fiskenes tegn til Vædderens tegn i 2025 og 2026. En sjælden astrologiske begivenhed der markerer overgangen fra vandets til ildens elementer og repræsenterer en bevægelse fra introspektion til handling.
Eva Helene Pade, <i>Forårsofret</i>. Foto: Anders Sune Berg.
Eva Helene Pade, Forårsofret. Foto: Anders Sune Berg.
ARKEN Museum for Samtidskunst
Eva Helene Pade: Forårsofret
10 apr - 31 aug 2025

Kom med når kunstner Eva Helene Pade åbner sin første museumsudstilling på ARKEN. Kunstnerens kæmpe malerier låner malerteknikker fra de store mestre som Francisco Goya, Marc Chagall og Edvard Munch, men har samtidig et unikt og kontemporært udtryk. Udstillingens værker udgør en samlet fortælling, som er inspireret af komponisten Igor Stravinskys berømte ballet ’Le Sacre du Printemps’ (1913), hvor en ung jomfru udvælges og ofres til foråret ved, at hun danser sig selv ihjel - i Eva Helene Pades fortolkning bliver offerfortællingen vendt helt på hovedet.
Møstings
Christine Overvad Hansen: No One’s Gonna Love You Like I Do

12 apr - 15 jun 2025

Udstillingen, der åbner i Møstings, undersøger hvordan faresignalerne på psykisk vold kan forveksles med tegn på kærlighed. I Møstings rammer bliver den besøgende ført gennem rum, der bevæger sig fra det dragende til det klaustrofobiske og kontrollerende. Skulpturer med fjervifter og dufte byder velkommen, men stemningen ændrer sig hurtigt og skulpturerne bliver mere eller mindre iøjnefaldende vidnesbyrd om de mekanismer, der er på spil i relationer præget af psykisk vold.
Ordrupgaard
Djurberg & Berg: The Circle of Life
11 apr - 2 nov 2025

Kunstnerduoen Djurberg & Berg rykker ind i Ordrupgaards drivhus med en totalinstallation, der vises henover sommeren. The Circle of Life forestiller en gigantisk bananskræl, der er placeret frit i rummet, akkurat samme sted som stifterparret i sin tid havde anbragt en stor bananpalme i selvsamme drivhus. Under skrællen skimtes selve bananen, der ligger halvt begravet i jorden og associationer til undfangelse, forfald og genfødsel sættes igang.