Det smukke offer

Jette Hye Jin Mortensen har fra sin første billedkunstneriske færd været optaget af sin kulturelle oprindelse, danskhed og identitetens tvetydighed. Oftest formuleret i et åbent, performativt og konceptuelt formsprog med fokus på sansernes, kroppens og sprogets forbindelse til erkendelsen.

En ofte smukt formuleret undersøgelse præget af en nysgerrighed, der er lagt til side i kunstnerens aktuelle og første store soloudstilling herhjemme.

Fire installationer i tre rum fører publikum gennem en række nye værker. Fra den politiske fortælling om adoption som international forretning, kidnapningspraksis og menneskelige katastrofe (Cacophony with Great Emotion + Mind Map Synthesized in Human DNA & Ink) til Jette Hye Jin Mortensens helt personlige fortælling om sin egen adoption til Danmark fra Sydkorea (Living Waves in Particular Forms). Udstillingen ender i en udpræget abstrakt 108 minutters videoinstallation (Quantum Impacts in a Continuous Stream) med kunstneren selv, der i indigo blå kjole forsøger at læge fortidens sår med celledelinger, spiralbevægelser, kobberskåle, åndedrætsøvelser og et brummende lydlandskab.

Et ord…
The Apology. Undskyldningen.

Er dét ordet, som kan hele noget som helst? Hvilken empatisk erkendelse er den et resultat af? Og hvem er det egentlig, der skal sige det, før det virker? Det er ikke kunstneren, forstår man hurtigt.

Hye Jin Mortensens egen adoption fremstår trods den meget dramatiske iscenesættelse ikke som en decideret forbrydelse. Og når den tidligere britiske premierminister Gordon Brown siger “undskyld” på nationens vegne i udstillingens indledende installation, er det vel at mærke ikke en undskyldning til Jung Hye Jin, som hun oprindeligt hed dengang i 1980 i Seoul, Sydkorea. I denne anmelders øjne ender Hye Jin Mortensen dog med primært at undersøge sig selv som offer, og det bliver ikke til en særlig interessant erkendelse for den besøgende.

Iscenesat sorg
Og nej, Brown siger undskyld for en forbrydelse begået mod generationer af britiske børn, der endte under slavelignende forhold i blandt andet Australien og andre tidligere britiske kolonier (The Child Migration Scheme). Et mægtigt nationalt sår, som stadig er under behandling. Det er den fortælling, der byder publikum indenfor i The Apology.

Det er effektiv dramatik og menneskelig sorg, der sættes i scene. Adoption som iskold forretning, der efterlader mennesker i amputerede liv, hvor terapiens svar siden mellemkrigstiden blandt andet har været at holde patienter i et jerngreb, imens en terapeut råber én i ansigtet (Martha Welch’s kontroversielle Holding Therapy, der bl.a. bygger på teorier om tilknytningsforstyrrelser i spædbarnsalderen og særlig anvendt til autisme).

Vi får det hele: Den store forbrydelse, en angrende Brown, skrigende patienter, desperate forældre og mishandlede børn. En flimrende installation af levende skærmbilleder fra CNN, dokumentarfilm, spillefilm og breve fra folk, der har taget kampen op med overmagten og systemet. Vi hører ikke detaljerne, men indhylles i skrig og smerte, savn og desperation.

Et smertens barn
Det er i denne kontekst af forbrydelse og smerte, vi i næste del møder kunstnerens personlige skæbne (formuleret med navneskilt fra adoptionen og den oprindelige faders tårefremkaldende og angrende brev til kunstneren i 2006), men det er en helt igennem ulogisk kobling fra den store fortælling til den personlige fortælling, hvor adoption som fænomen og på en ret spinkel baggrund italesættes som ‘forbrydelsen’, og kunstneren som ‘offeret’.

Den rolle udbygges yderligere, når Hye Jin Mortensen i sidste del – og på denne alvorlige og personlige baggrund – i mere abstrakt æstetisk form behandler jord, kobber og en række rituelle objekter i 108 minutter.

Hun er klædt i indigoblå: “To calm inherited anxieties, as well as more recent memories.”

Hun roder i jorden og skraber sin hud med en rituel daggert: “To destroy harmful thoughtforms once they have been expelled from their human host.”

Hun undersøger oprindelsens DNA: “To slowly visualize and to realize the workings of universal matter.”

Det er en æsteticeret offer- og frelserhistorie (nærmest messiansk) med et rodet statement, der toner frem her.

Fra identitet til offer
Den besøgendes – og deres anmelders – erkendelse ender løst udspændt mellem internationale forbrydelser, en universel oprindelseshistorie og en kunstner, der påtager sig adoptionens smerter og antager skikkelse som sorgens forsoner. Det er en uklar æstetik i et problematisk forløb med knudrede titler, som ikke længere står som et åbent, undersøgende værk om identitet, man kan indtræde i.

Den klare og symbolstærke æstetik, som kendetegner Jette Hye Jin Mortensen, er vendt til uklare forbindelser mellem argumenter og materialer. Undersøgelsen er vendt til bevisførelsen i en apologi (gr. forsvarstale). Men man er ganske enkelt i tvivl om, hvorfor der skal siges undskyld (og er adoptioner altid ulykkelige?), til hvem og hvordan? Og hvis vores grundlæggende empati skal vækkes, så burde man logisk nok ikke bruge andres lidelser som en anledning til at iscenesætte og behandle sig selv.