Det umuliges kunst giver seværdig udstilling i Køge

Realistic Utopias på KØS samler 12 internationale kunstnere for at udfordre grænserne for kunst i det offentlige rum. Resultatet er seværdigt og udfordrende, selvom selve formatet omkring kunst i det offentlige rum tabes lidt af syne.
Et museum for kunst i det offentlige rum som KØS har den udfordrende præmis, at værkerne oftest kun kan vises i skitseformat, mens the real deal befinder sig derude et sted.

Situationen er anderledes i den nye udstilling Realistic Utopias, hvor værkerne ikke er opført endnu, men fremstår som ideer til mulige værker i offentligt rum. Der er tale om en gruppeudstilling med 12 større kunstprojekter, der altså er for utopiske til at kunne udføres, men realistiske nok til at udgøre en udstilling her.

Med kun ét delvist dansk bidrag er det en yderst international forsamling. Der trækkes tråde til steder så forskellige som det nordligste Sverige, Canada, Eritrea og Mexico.
Et væsentligt afsæt for udstillingen er også at åbne forståelsen af, hvad det offentlige rum er, og give os andre indtryk end den vestlige civilisations pladser og monumenter. Samtidig er det et vilkår, at mødepladser og offentligt liv flytter til virtuelle rum. Alt sammen grund til at gentænke både utopien og kunsten i det offentlige rum.

Der er altså en række temaer i spil omkring udstillingen, hvilket både kan stemme forventningerne højt og skabe en vis spænding omkring, hvordan det går med at få det hele til at hænge sammen som en kunstoplevelse i museets halvoffentlige og lejlighedsvis utopiske rum.

Uendelig hiphop som velkomst

Første værk møder udstillingsgæsten og byens øvrige mennesker på pladsen udenfor museet. Med Infinite Hip-Hop Song har den egyptiske kunstner Hassan Khan programmeret en uendelig rap, ved at 12 rapperes bidrag er vredet igennem et digitalt system og herefter sat op som et lydværk på pladsen her i Køge. Er det gadens sprog eller maskinens tale? Det er en dynamisk indledning på udstillingen, om man så ellers finder uendelig hiphop utopisk eller det modsatte.

Indenfor på museet er udstillingen installeret på tre etager, hvor hvert værk nærmest omfatter et helt rum. Mexicanske Pedro Reyes Nul Atomvåben vil aktivere kunsten som en kampagne mod atomvåben, dels igennem et foreslået monument, der illustrerer verdens tusindvis af sprænghoveder opsat på centrale pladser i verdens storbyer, og dels som en mini-udstilling af kampagner for nedrustning og andre kunstneres værker omkring sagen, herunder projektet Artists Against the Bomb, hvor forskellige kunstnere bidrager med plakater, der så kan sendes i omløb.

Jeg finder dog ikke værket særlig engagerende i sin form, lidt rodet i opsætningen og uden særlig præcision i forhold til den aktuelle situation med aktiv atomtrussel og krigsførelse. Trods det væsentlige tema forsvinder selve det værkmæssige i kampagneæstetik og lidt uklar kommunikation.

Her er den britiske kunstner- og kokkegruppe Cooking Sections mere præcise i deres udtryk. De har været Sverige rundt og kortlagt vandkraftværkernes store betondæmninger i vandløb og søer. Disse er nu udstillet som hvide, udklippede stykker på fotografier af landskaberne og indtegnet på et stort kort. Man kommer til at tænke på den menneskeskabte Land Art og her den utopiske vision om at føre den oprindelige natur tilbage.

Hvad er et monument i dag?

Som disse værker viser, forholder Realistic Utopias sig ret frit til, hvad det offentlige kunstværk kan være. Derfor er det interessant, når nogle af kunstnerne forholder sig til mindesmærker som genre og giver nye bud på dette.

Det gør Dawit L. Petros, kunstner fra Eritrea nu baseret i New York, når han i værket Strategic Withdrawal tager fat i Eritreas uafhængighedskrig symboliseret ved en ydmyg sandal. Nu er sandalen udført som en nøglering, som alle kan tage med og dermed knytte erindringen om landets krige til det personlige hjem. Uden at kende den svære situation i Eritrea og hvad, der ligger i sandal-motivet, kommer værket med et originalt og vedkommende bud på mindesmærke-genren.

Det samme gør den dansk-britiske duo benandsebastian i deres mere fabulerende værker, som fremstår som modeller til fiktive projekter, der placerer sig et sted mellem bygning, monument og kunstværk.

I det første tilfælde i værket Beholder er det et universitets samling af kunstige øjne, lavet som en model til et bibliotek af øjne, udformet som en øjenhule. I udstillingens fremvisning får vi en flot eksekveret historie om evolutionens udvikling af synssansen, øjenhulens fysik og øjnes udseende.

I det andet tilfælde Mysselhøj II omhandler det gravhøjen som del af landskabet og nationalt symbol. Hvad sker der, hvis man laver en kopi af en gravhøj ved siden af det ‘rigtige’ stykke kulturarv fra en fjern fortid? Her er ide, udførelse og original fortolkning af udstillingens tema virkelig i orden, igen igennem en model placeret i en stemningssættende installation.

I sin enkle konceptkunstpoesi virker rumænske Alexandra Piricis Something that cannot be made også fint med sin opfordring til en fiktiv performance. Og vi kommer også et spændende sted hen i amerikanske Victoria Keddies store lydinstallation Sensory Feedback, der fylder hele bygningens øverste etage. Værket er en lydrejse igennem kunstnergruppen Ant Farms bygning Antioch College i Ohio, USA.

Jeg har lidt sværere ved at finde rundt i italienske Alessandra Ferrinis Gadaffi in Rome: Notes for a film. Den lange videomontage kredser om Italiens forhold til Libyen. Det virker bare noget indforstået her i Køge og i relation til temaet omkring det offentlige rum.

Så er det lettere at se pointen i de komplekse mønstre i Caroline Monnets store vægpaneler The Land of the Many. Værket anvender Anishinaabe-folkets mønstre som nyt formsprog til det offentlige rum, som ville have en særlig relevans i Nordamerika, men også taler fint ind i museet her.

Samtidskunstudstilling af mikro-utopier

Som denne gennemgang viser, er det en udstilling, som er svær at sætte i bås. Det er nok mere er en ambitiøs samtidskunstudstilling med alle medier til rådighed end en samling værker med nær tilknytning til kunst i det offentlige rum.

Titlen Realistic Utopias giver mindelser om den franske kurator Nicolas Bourriauds indflydelsesrige ide om ‘mikro-utopier’ i kunsten, hvor små stykker reel handling erstattede de store ideer.

Udstillingen her foreslår nok mere end den handler, hvilket fungerer fint. Så kan museet måske følge op med en fremvisning af det utopiske såvel som det realistiske tættere på kunsten i det offentlige rum.