Digitalt, sjovt, lidt ligegyldigt og lidt gammeldags

”Interessant valg”
Uh, jeg får ros af maskinen, da jeg vælger Cecilie Manz’ skalstol. Det er et meget interessant valg, synes maskinen, så jeg vælger stolen som én af seks genstande til mit eget digitale udstillingsrum på Trapholt.

På Din udstilling får gæsterne nu friheden til at udvælge genstande fra samlingen og derefter op- og udstille genstandene i et virtuelt udstillingsrum.

Udvælgelsen
Det er lidt som at være vinder i Lykkehjulet. Man panorerer hen over en opstilling af flotte genstande, og man vælger sine luksusvarer med omhu. På Trapholt vælger man kunstværker og designikoner med en lille træbrik, som opsamler ens valg ved små stationer. Det fungerer upåklageligt, og stationernes digitale brugerflader er gennemtænkte. Det er enkelt og funktionelt, så teknikbøvlet ikke skygger for tingene.

Der er også korte, små ’serendipitive’ øjeblikke i udstillingen, altså de dyrebare øjeblikke, hvor man snubler over noget interessant, man ikke vidste, at man ledte efter. Man stopper op i myldret af ting – her 200 genstande fra museets faste samling – og får øje på en genstand, som passer ind i sammenhængen med de andre genstande. Desværre får man kun minimal information og kontekst om den genstand, der har vækket ens nysgerrighed. Der er lidt, men slet ikke nok.

Formen er ny, digital og brugerinvolverende, men alligevel ender det hele på et gammelt og velkendt sted. Når man har valgt sine kunstværker, sætter man dem op i et virtuelt, hvidt, firkantet rum. Ligesom skakbrikker kan man rykke lidt frem, tilbage, ud og ind, og man kan oven i købet vælge andre baggrundsfarver end standard-hvid. Man laver ikke en udstilling, snarere en flad collage af en kedelig udstilling.

Statusopdatering
Min og alle andres udstillinger kommer hurtigt til at ligne Richard Hamiltons berømte Pop Art-collage fra 1956, hvor en bodybuilder, en slikkepind, en dåseskinke og forskellige møbler er sat sammen under titlen Just what is it that makes today’s homes so different, so appealing?. Hamilton sammenstillede lavkulturelle elementer, og dette miks endte senere på museum. På Trapholt sammensætter vi finkulturelle ting, som så bliver sendt ud af museet og på nettet som slags statusopdatering a la Just what is it that makes today’s museums so different, so appealing?

Fanget i den hvide kube
Det er derfor, at ”min udstilling” med Manz’ skalstol kun er sjovt for mig. Alle vores udstillinger ligger på Trapholts hjemmeside, og man kan dele dem via facebook og twitter. De fleste vil være bedøvende ligeglade med andres udstillinger. Der er ingen interessante bruger-udstillinger, fordi vi alle er underlagt samme fastlagte mønster. Vi er alle sammen fanget i flad, digital udgave af den gamle idé om ”the white cube”, altså museet som en hvid, ren og virkelighedsfjern kube. Forskellige stole kan stå ved væggen, eller midt i rummet, men man kan ikke hænge den ned fra loftet. Stolen er kun et fladt, lille billede.

Det er kun for sjov og lidt ligegyldigt. Legen bør muligvis ikke tages al for alvorligt. Men det er ligegyldighed på et højere plan, fordi de digitale bruger-udstillinger peger på en tendens inden for museumsverdenen, nemlig forestillingen om at gentage virkeligheden i virtuelle rum.

Zombierne mangler
Den firkantede kasse peger på et grundlæggende paradoks ved ”virtuelle” museumsoplevelser. I Google Art Projects “Museum view” kan man f.eks. gå rundt på museerne som i google street view. Man bevæger sig rundt som et kropsløst øje i et stort first person shooter-spil, bare uden zombier og nazister. På samme måde laver mange museer to eller tre-dimensionelle gallerier, hvor halve og hele museer bliver genskabt i det digitale. Det giver mening, når man skal finde vej, men meget lidt mening i formidlingen af kunst. Det er blot en ny og forbedret udgave af en gammel idé om, at udstillinger kan opleves som et billede.

Digitale brugerflader har uendeligt mange muligheder. Informationssøgning, samlingsvisualiseringer og tværgående forbindelser kan være redskaber, som kan give gæsterne lyst til at søge viden og kontekst. Digitale samlinger kan fortælle baggrundshistorier og vise vej til andre genstande, der sjældent får opmærksomhed.

Vi er vant til valgfriheden på nettet. Vi vil selv vælge, hvad vi vil se, og hvad vi vil læse. Den tankegang om brugerinddragelse og ”participatory design” er flyttet over i museumsverdenen. Det er godt, fordi det udfordrer museumsinstitutionens ret til at bestemme, hvad der var værd at udstille, hvad der skal gemmes eller glemmes.

Bivirkning
Din udstilling har derfor den gode bivirkning, at man sætter pris på ufrie udstillinger. Museerne er et sted, hvor man kan se gennemtænkte udstillinger, som er klogere end en selv. På længere sigt vil den nyvundne digitale frihed muligvis styrke lysten til at se udstillinger, som andre har tænkt dybere over, brugt mere tid på og simpelthen elsker højere, end ens eget halvlunkne engagement en tilfældig torsdag eftermiddag.

Mere modstand
Det bedste ved Din udstilling er gestussen: at museet bryder ud af vanetænkning ved at give gæsterne frihed til at vælge selv. Din udstilling er både en lille befrielse og en smule gammeldags. Det er et velfortjent og veludført hak til museernes autoritet.

Der er brug for mange flere modstandsforsøg. Der er brug for flere måder at inddrage gæsterne på. Der er brug for flere indgange til genstandene. Der er brug for digitale brugerflader, der forbinder og formidler værkerne. Men der er ikke brug for flere virtuelle rum.