Michael Kvium
Paradoksalt nok er Michael Kviums gennemgående fokus livet, men døden optræder som allestedsnærværende følgesvend.
Michael Kvium fik sit gennembrud i løbet af 1980’erne med et maleri, der i højere grad end samtidens øvrige kunstnere var præget af fortællende, litterære motiver. Den spanske baroks malere som Goya, El Greco og Velazquez var tidlige inspirationskilder i hans kunst, der bevæger sig i et felt mellem performance, teater og maleri.
Hans værker kan ofte læses i lyset af systemernes sammenbrud i 80’erne, der med sit tab af mening og sammenhæng til følge, lader videnskaben træde frem som mulig forklaringsmodel på bekostning af de religiøse fortællinger.
I Michael Kviums værker konfronteres beskueren med en verdensanskuelse, der afføder en paradoksal sindsstemning af en rædsel og fascination af det hæslige og af intetheden. Men frygten for tomhed og fravær af mening eller væren danner samtidig grundlag for en forløsning i erfaringen af hans værker.
