Director’s Choice 7-9-13

7-9-13 og bank-under-bordet! Så kan det ikke gå galt. De magiske tal er en besværgelse, en slags trylleformular, når man håber på det bedste og frygter for det værste. Typisk når man har været overmodig og taget sig selv eller vorherre til indtægt for noget, man faktisk ikke kan være sikker på. Som snevejr juleaften, fast job i en krisetid – eller at ens kunstsmag viser sig levedygtig også for mange kommende generationer af skatteydere.

Så eksplicit udlægger Jens Erik Sørensen ikke titlen på sin nye udstilling på ARoS, Director’s Choice 7 – 9 – 13. Men anledningen er, at direktøren takker af med udgangen af 2013 efter snart 30 år, og museets bestyrelse er i fuld gang med at finde hans afløser.

Udstillingen er formidlingen
Og hvad skal man så kunne på den post? Hvis man spørger Jens Erik Sørensen selv, vil han sandsynligvis svare, at man (ud over at have taget det store fundraiser-kørekort) skal være rigtig god til at lave udstillinger. Flotte udstillinger der giver publikum en oplevelse, de husker.

Hvor selve udstillingen, den scenografiske opbygning, flowet og dramatikken i værksammenstillingen, er formidlingen. Ikke lange tekster og forpligtende tematiske overskrifter.

Målt på den alen har Jens Erik Sørensen (og ARoS) lavet en rigtig flot salutudstilling. For så vidt en Jens Erik Sørensen-classic, idet han flere gange har iscenesat museets samling med udgangspunkt i byarkitektur. Blandt andet  i ARoS’ faste præsentation af nyere kunst, ’Art City’, og i afskedsudstillingen i museets tidligere bygninger i Vennelystparken.

Sammenlignet med disse er Director’s Choice 7-9-13 måske den mest overlegne og velfungerende. 7-9-13 henviser til 3 husnumre, tre temaer eller temperamenter, med hver sin stemning. Ved indgangen til det første ’hus’ bydes man velkommen af ’udendørs’ skulpturer og et glasparti, hvorigennem man kan ane, hvad der venter. Det giver et smukt fokus på Ib Geertsens store, flotte orange, bevægelig kegleskulptur, der på én gang er markant og opmærksomhedskrævende og samtidig elegant og let i anstrøget.

Bragende flotte – og sarte – sammenstillinger
I det første hus – nr. 7 – er kodeordene skønhed og harmoni. Og alle der har bakset med at lave udstillinger og få værker til at spille sammen ikke bare på tegnebrættet, men også i udstillingssalene, må tage hatten af her. Det ser simpelthen bragende godt ud, når neonværket My Sense of Your Sense of Language (1994) af den italienske koncept- og lyskunstner Maurizio Nannuccis og libanesiske Mona Hatoums lille ’spejl-ufo’, Untitled (Mirror), 2005, møder sarte plexiglasværker fra 1967 af den danske skulptør Peter Bonnén.

Flot ser det også ud i udstillingens smukkeste og mest ’cool’ rum, hvor blandt andet den danske billedhugger Hein Heinsens slikfarvede, metallic-lilla gulvskulptur Sinuskurver (1967/1992) og Ole Schwalbes helt stramme og ’tørre’ grafiske malerier sættes effektfuldt sammen med et kæmpe naturalistisk landskabsmaleri fra 1893 af danske Christian Blache.

Dette stemningsfulde vue over ”sandgrundene ved Lynæs” er flankeret af to sorte ’geometri-interesserede’ skulpturer af Hein Heinsen og Robert Jacobsen. Det er dælme godt set, at den sammenstilling trækker det sarte, næsten rokoko-agtigt sprøde frem i de ellers så stramme værker fra 1960’erne. Selv patinaen (/skrammerne)  i Paul Gernes’ ord-maleri ”Saksen” (ca. 1962) får pludselig en egen værdi.

Netop ikke tømt for betydning
At det er ”minimalistisk og tømt for betydning” som der kortfattet står i formidlingsteksten på væggen er selvfølgelig noget vrøvl.  Sammenstillingen viser netop, at de geometriske, enkle – minimalistiske – udtryk ikke bare er kølige og verdensfjerne, men sanselige og vibrerende – og dermed i tæt dialog med Blaches følsomme skildring af mødet mellem skyer, hav og sand anno 1893.

Ældre malerier spiller i øvrigt udstillingen igennem en lignende pointerende rolle – ofte mindre sart intoneret end her og snarere tiltænkt rollen som det frække naturalistiske krydderi i et udvalg domineret af værker lavet i 1960’erne og frem.

Farvefest
I hus nr. 9 fortsætter de pointerede værkmøder, der ikke mindst understreger forskellige formelle slægtskaber og passager mellem ellers, troede man, temmelig forskellige kunstneriske udsagn. Blandt andet en fest af farvefelter mellem malerier og skulptur af Paul Gernes, Lars Nørgaard, Harry Carlsson og Richard Mortensen. Tematisk får vi at vide, at det er her ”muserne hersker”. Det er ikke ganske klart, hvad det betyder her, men måske noget med guddommelig inspiration?

Stormøde i Byparken
Scenografien lægger vægt på at skabe kig og alliancer ikke blot mellem værker, der hænger skulder ved skulder, men også på tværs af udstillingens ’huse’ gennem snævre passager, så de virker som detaljer i det fjerne. Inden hus nr. 13 er der stormøde i ”Byparken”.

Det lidt utidige navn dækker over en tæt, men i store træk velfungerende interzone i udstillingen, hvor stemningen går mod skumring og artige børns sengetid. Scenen domineres af den danske maler Peter Bondes omfattende serie Limelight (1986) samt ’splattervideoen’ Grød (1986) af Performancegruppen Værst (ved Christian Lemmerz og Michael Kvium), hvis karakteristiske lydspor, dominerer scenen.

I det hele taget har ’drengene’ (og for syns skyld et par enkelte kvinder) fra generationen af ’Unge vilde’ malere fra 1980’erne, som Jens Erik Sørensen købte godt ind af, fået masser af råderum. Ikke mindst præsentationen af Peter Bonde nærmer sig en ’udstilling i udstillingen’, ligesom der er masser af hints til Jens Erik Sørensens egen udstillingshistorie og publikumssucceser i Aarhus Kunstmuseum.

Gru, rædsel, død – og lidt mere angst
Den gryende mystik udvikler sig i hus nr. 13 til gru og rædsel af den eksistentielle slags – angsten for livet og for at miste det. Der er masser af død og kropsfragmenter i form af bl.a. Bjørn Nørgaards hesteofring på syltetøjsglas (1970) og Svend Wiig Hansens store maleri Menneskeridt (1958). Der er rigtig mange værker i spil, små og store, kendte og ukendte. Jeg fik fornemmelsen af, at man her skulle udsættes for alle de værker i ARoS’ samling, der handler om død – og det er ikke så få.

Der er stadig rigtig velfungerende værksammenstillinger i horror-huset, men mit mætningspunkt begyndte at  indfinde sig og udstillingens styrke – de effektfulde værksammenstillinger – truer også med at blive et smertensbarn, for det er fristende at blive ved.

Kunsten skal ville noget
Director’s Choice 7-9-13 er først og fremmest Jens Erik Sørensens bud på, hvad man kan bruge en fast samling til. Man kan lege med den, fortolke den og på den måde få kunstværkerne til at stille os nogle andre spørgsmål, end de gjorde sidst de var fremme fra magasinet. Og det er et vigtigt statement – at museerne skal turde noget med deres samlinger, ikke bare hænge dem op på en hvid væg og håbe på at de ’taler til os’.

Hos Jens Erik Sørensen får kunstværkerne vredet armen om på ryggen – de skal ville noget. Udstillingen viser dette armvrid fra sine bedste og svageste sider: en fantastisk øjenåbner når det lykkes, og en lidt anmassende strategi når effekterne hober sig op.