Den 10. juli runder Iben From, direktør for KunstCentret Silkeborg Bad, et skarpt hjørne – og hvilken anledning til at hylde en markant skikkelse i dansk kunstliv! Med sin passion for billedkunst og sin stærke formidlerstemme har Iben gennem mere end 25 år sat et uudsletteligt præg på kunstscenen – ikke mindst gennem sin utrættelige indsats for at udvikle og løfte KunstCentret Silkeborg Bad til det, det er i dag.
Allerede som studerende var Iben From optaget af kunsten som sprog og samtalepartner, og lige siden hun blev kandidat i kunsthistorie fra Københavns Universitet i 1997, har hun arbejdet dedikeret med kunstformidling og udstillingsvirksomhed. Da KunstCentret Silkeborg Bad stadig var helt nyt, trådte hun ind som udstillingsleder i 1998 – og siden 1999 har hun stået i spidsen som direktør.
Med både blik for detaljen og de store linjer har hun igennem årene været drivkraften bag mange hundrende udstillinger – mange af dem skabt i tæt samarbejde med nulevende kunstnere fra både ind- og udland. Hun har med sit stærke team skabt et levende og tilgængeligt kunstcenter, hvor både erfarne kunstkendere og nysgerrige førstegangsbesøgende føler sig velkomne.
Kunstnere tilbyder med deres arbejde et prisme at betragte verden igennem.
Iben From
Iben From brænder for at åbne kunsten op og gøre den nærværende for alle – og det mærkes. Selv siger hun det sådan:
”Kunstnere tilbyder med deres arbejde et prisme at betragte verden igennem. De tilbyder ofte en anden vinkel fordi kunstnerne går dybt ind i et område, måske endda over lang tid. Oplever man billedkunst, hører musik, ser teater, synger en god sang eller læser en velskrevet bog, om man er enig eller ej, så giver kunsten et perspektiv at se eksistensen og samfundet ud fra.”
Under hendes ledelse er KunstCentret blevet et sted, hvor kunsten lever – både indenfor i de skiftende udstillinger og udenfor blandt de nu 50 skulpturer i parkens grønne omgivelser. Et sted, hvor mennesker mødes, inspireres og går derfra lidt klogere – og måske endda lidt mere nysgerrige.
Tillykke til Iben From med de 60 år – og tak for den store indsats for kunsten, formidlingen og fællesskabet!
Fakta
Iben From, Født 1965
Samfundssproglig student fra Skive Gymnasium.
Cand.mag. i kunst- og religionshistorie fra Kbh.s Universitet 1997.
Master of Muesologi (MMU) fra Aarhus Universitet 2006.
Leder ved KunstCentret Silkeborg Bad 1998 til nu.