Diskretion en æressag

Pauser og snubletråde
Måske synes Malene Landgreen, Tina Maria Nielsen, Rikke Ravn Sørensen og Kristofer Hultenberg slet ikke, det er svært at lave offentlige udsmykninger. Deres nye værker fremstår i hvert fald hverken famlende eller leflende, snarere cool og stilsikre.

Med ’udsmykningens svære kunst’ mener jeg de særlige vilkår, kunst i det offentlige rum må spille med på: Den skabes til et bestemt sted og et særligt arkitektonisk udtryk, værkerne hører til – de skal ikke pilles ned igen – og de skal altså kigges på de næste mange år.

Men er der noget samtidskunstnere generelt er gode til og trænede i – og de her udvalgte ikke mindst – så er det at forholde sig til et konkret sted med deres kunst, at være stedsspecifikke. Helst uden at ende som det mest usynlige i verden, som den østrigske forfatter Robert Musil karakteriserede monumenternes  skæbne i byrummet allerede i 1936.

De fire aktuelle kunstnere synes at ville gardere sig mod at blive glemselskunst ved at fungere som bygningernes overraskelser frem for deres højttalere. De fungerer som brugerinddragende snubletråde i et ping-pong med den ret strømlinede arkitektur.

Skarpe farvefelter med flosset kant
Aarhus Universitets karakteristiske gule, funktionalistiske C.F. Møller campusbyggeri (påbegyndt i 1930’erne) har fået en ’lille ny´. Universitetets tværvidenskabelige center for nanoteknologi (iNANO) indviede i 2012 en bygning, der ligger få hundrede meter fra Statsbibliotekets karakteristiske bogtårn.

I Nano-byggeriets kældre findes blandt andet nogle avancerede laboratorier og et såkaldt ’renrum’, der er komplet støvfrit. Den slags kræver god ventilering og bygningens ene indgang er markeret af tre monumentale ’ventileringstårne’, som er farvesat af Malene Landgreen.
Hun har desuden stået for glasudsmykningerne i husets to store vertikale indgangspartier, der naturligvis bedst ses indefra med lys igennem.  

De udendørs tårne er harlekinmønstrede i mange farver, men holdt i en douce, næsten parfumeret tone, så de gule mursten får et farverigt både med- og modspil. De karakteristiske skarpe landgreenske farvefelter afløser formfuldendt hinanden og forbinder de vældige cylindriske former til den kantede arkitektur. Nederst afsluttes bemalingen imidlertid brat af en flosset kant, hvor Landgreens designer synes at have hørt op, før tårnet gør det.

Den flossede afslutning, der opleves markant, når man passerer tårnene til fods, er måske ligefrem intenderet – som en selvbevidst kommentar til de ellers rolige, stramme linjer? Hmm, jeg tror det ikke.

Reality check for nano-typer
Tina Maria Nielsen er kvinden bag nogle langt mindre iøjnefaldende værker i Nano-bygningen. Hendes udsmykning har fået den fælles titel Reality Check og består af tre mørke bronzeskulpturer, der næsten synes at have som succeskriterium at blive overset – i hvert fald i første omgang.

I foyeren har det delvist sænkede loft fået en ekstra støttepille i form af en afstøbning af en træbjælke, der er ’sikret’ øverst med en kile – ligeledes en afstøbning. I foyerens vinduesparti har Tina Maria Nielsen tilføjet en udvendig bronzestruktur, der set fra den rette vinkel giver illusionen af et kæmpe åbent vindue.

Og endelig kan husets brugere se ud på en terrasse, hvor tre bænke inviterer til siddende kaffedrikning og falden i staver over en af de bøger, der er stablet op både under og ovenpå bænkene. De er så ganske vist også støbt i bronze og derfor utilnærmelige og stive i det. Men det er stadig en bænk, hvor man aldrig er alene, men altid i bogkundskabens solide selskab.

Tina Maria Nielsens værker er sjove og tænksomme og kommenterer diskret nogle arkitektoniske grundelementer samt vores evne til at overse virkeligheden med disse illusionsnumre fra skulpturstøberiet.

Foldninger i beton
En lille kilometer længere nede af Aarhus’ indre ringgade ligger den del af Aarhus Universitet, der på moderne uni-sprog hedder School of Business and Social Sciences, Department of Economics and Business – det der engang hed Handelshøjskolen.
Her har CUBO arkitekter lavet en ny hovedindgangsbygning, mens stedets billedkunst er udtænkt af Rikke Ravn Sørensen og Kristofer Hultenberg.

Rikke Ravn Sørensen har lavet 3 store betonstjerneskulpturer på terrassen foran den nye bygning. Her har Ravn Sørensen overført de knivskarpe papirfoldninger, man kender fra tidligere værker af kunstneren, til et noget mere bastant materiale.

Terrassens betonfliser går igen i de store skulpturer, der både giver siddemuligheder i det vandrette plan og skærmer det lidt udsatte sted ved at skyde sig op i uregelmæssige rombe-formationer. En slags stivnede kronblade med knivskarp proportionssans.

De tre skulpturer lægger op til diskret leg ved sine fremspring og variationer, der bl.a. indebærer at man kan gå ind i ’centrum’ – og dermed afprøve skulpturen som et bevægelsesmønster for ens krop: Her støder man på en skulptur kroppen ikke bare går forbi og rundt om og sidder på, men også vikler sig ind i og ud af.

De store asymmetriske stjerneformationer går igen som en uhyre diskret mosaik i gulvet i det store indendørs multirum, der støder op til terrassen.

Arrangement for Mindre Afvigelser
Kristofer Hultenbergs bidrag har den elegante og præcise titel Arrangement for Mindre Afvigelser. Afvigelserne befinder sig hovedsageligt i bygningens centrale trappeområde og består af en række maleriske indgreb, hvoraf de mest iøjnefaldende er en kæmpe orange cirkel på trappetårnet og en orange afskærmning ved bygningens ene indgang.

Hultenberg smyger sig desuden ind, hvor man ikke forventer vægmalerier – på trappetrin og ved gelændere. Små og større cirkler, forbundne linjer og nøje arrangeret uorden. Det giver det strømlinede byggeri en god kant, men det er dælme også diskret.

Hultenbergs kommentarer er super cool og elegante, men det er også lidt (arkitekt)pænt. Hvorfor er det, at arkitekter må larme så meget, mens billedkunstnere er så ganske tyste?

Det er åbenbart rollefordelingen i moderne udsmykningsprojekter, der jo heller ikke skal være en råbekonkurrence med arkitekturen. Men gå selv forbi og bliv hvisket i øret. Døren er åben og kunsten er langtidsholdbar.