Diversitet i dansk kunst? Interview med Kulturministeren

Kan Kulturministeriet sætte nye standarder for kønsmæssig diversitet i dansk kunst og dermed placere Danmark på linje med lande som England og Frankrig? Billedkunstner Augusta Atla har spurgt kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, hvor ambitiøs hun er i forhold til diversitet og statsstøtte.

Ane Halsboe-Jørgensen, du er lige hjemvendt fra Biennalen i Venedig. Jeg glæder mig selv til at se den, da den netop peger mod nye tider, hvad angår diversitet.
Ja, og netop i denne debat om køn og diversitet er Biennalen jo i år historisk ved at have fokus på kvindelige kunstnere, og ved også at vise værker af nogle af de kvindelige kunstnere, der aldrig fik æren i deres levetid. Det er en kæmpe oplevelse.

Det viser også, at det er en ny tid, du er blevet minister i. De sidste 5 år er det blevet mindre og mindre tabubelagt at tale om køn og diversitet.
Ja. For fem år siden startede de allerførste diskussioner, også politisk, om vi overhovedet skulle anerkende, at problemet var der. Det har ændret sig. Nu behøver vi ikke længere snakke om, ‘hvorvidt problemet er der’, men kan tage skridtet videre og tale mere om, hvordan løser vi det politisk. Dette interview handler om billedkunst, men jeg sidder jo også og kigger ned i alle de andre kulturgrene.

Nu er dit kontor jo også et værdisæt i forhold til den kunst, der er herinde. Lavede du noget om indretningsmæssigt, da du flyttede ind på dit nye ministerkontor?
Ja, det første, jeg gjorde, var at bede om at få et maleri af Malene Landgren herind.

Jeg går ud fra, at en kulturminister interesserer sig for kunst og kultur. Hvordan startede dine kunst- og kulturinteresser?
Fra barnsben i en lille by i Nordjylland var min oprindelige interesse i kultur sport, musik og scenekunst. Efterfølgende er de andre kulturområder som billedkunst, design, arkitektur, mode, film og litteratur blevet mine interesser i takt med, at jeg blev ældre.

Ser vi på kulturministerposten, er den en af de eneste ministerposter, der historisk set siden oprettelsen af kulturministeriet i 1961 har 50/50% i kønsfordeling. Er ligestilling et vigtigt politisk område for dig?
Ligestilling har siden midt i teenageårene betydet noget for mig. Jeg startede ud som ungdomspolitisk aktiv med et mantra: ‘Der er godt nok ikke nogen, der skal kvotere mig ind nogen vegne’. Og så i løbet af ret kort tid opdagede jeg, at der jo bare er noget strukturelt på spil, som ikke handler om, hvor dygtig du er, eller hvor hårdt du arbejder. Og ja, vi er også nødt til at komme med nogle strukturelle svar for bare at komme hen til et nulpunkt – så at sige en balance. Da jeg først kom dertil, at jeg blev valgt ind i Folketinget, var det længe siden, at jeg havde erkendt, at der var kønsdiskriminerende vaner på spil.

Jeg har aldrig gået aktivt efter kulturområdet. I min tid i Folketinget har jeg primært arbejdet i Finansudvalget, Skatteudvalget, Udenrigsudvalget og Beskæftigelsesudvalgetudvalg hvor der traditionelt sidder færre kvinder. Her er der fortsat ikke ligestilling.

Hvad er din målsætning i forhold til at øge diversiteten eller ligestillingen i din tid som kulturminister?
Der er en kæmpe opgave i at bruge det momentum, vi er i nu. På tværs af samfundet er vi i samfundet ved at have en erkendelse af, at ‘nej, Danmark er ikke et fuldt ud ligestillet land´. Vi er ikke i mål. På grund af denne kollektive nye bevidsthed, så er der også et nyt spillerum for rent faktisk at gøre noget.

Foregangslandene England og Frankrig har på hver deres måde indført krav om diversitet i funktionen statsstøtte til kulturlivet. Kunne Kulturministeriet indsætte et nyt krav om afrapportering om diversitetsdata ved statsstøtte til billedkunsten?
Det korte svar er ja. Man kan godt forestille sig nye tiltag fra vores side. ‘Hvordan ser diversitet ud hos jer?’ Det er jo blandt andet det, vi ser, at Filminstituttet allerede gør herhjemme i forhold til filmstøtte: DFI’s nye diversitets- og kønsopfordring ved støttetilskud. Vi overvejer at gøre det samme for den statsstøttede del af kunstbranchen.

Vedrørende kunstindkøb og kunstsamling for statsstøttede museer. Kunne man forestille sig, at Kulturministeriet lagde disse indsamlede diversitetsdata online, og dermed centraliserede og offentliggjorde viden om diversitet for folket?
Ja, netop synlighed er nogle af de tiltag, der kunne være relevante. Og ja, jeg er meget åben overfor at centralisere viden om data offentligt.

Hvordan retter man op på kunstmuseernes indkøb og allerede eksisterende kunstsamlinger, der p.t. stadig er til stor fordel for mandlige kunstnere? Det er jo ikke længere en undskyldning, at der ingen kvindelige kunstnere var før 1970. Der er kvindelige kunstnere helt tilbage til 1400-tallet i Europa. Og i Norden helt tilbage til 1700-tallet.
Der er ikke ligestilling, heller ikke i kulturverden. Det er så indgroet over så mange år, at nogle steder ved man det ikke engang, så dét overhovedet at få det frem i lyset er jo grobund for forandring. Åbenhed og synlighed omkring de områder, hvor tallene er skæve, kan i sig selv være med til at drive en forandring.

Jeg mener helt konkret: Kan kulturministeren for eksempel forestille sig at indsætte køns- og diversitetsanbefalinger til statsanerkendte museer i forhold til deres program, repertoire og egne ansatte?
Jeg køber rigtig meget ind på præmissen om, at vi skal kende skævhederne, før vi kan gøre noget ved dem. Først og fremmest er data er vores ledetråd. Det skal se dog anderledes ud, når vi er ti år længere fremme.

Kunne man forestille sig, at man stiftede en ny ‘diversitets’-pris, der med statsstøtte blev uddelt til museumsdirektører for diversitet i deres program? Det ville også være en tydelig opfordring til programmer, der fremmede diversitet på museerne. Eller en årlig hæderspris til en kvindelig nulevende kunstner, der har udmærket sig, som Englands Whitechapel Gallery i London har udviklet?
Helt grundlæggende, så har vi momentum lige nu til faktisk at gribe nogle af de her ting. Og ja, der skal ske noget. Jeg er fuld bevidst om, at der er ingen undskyldninger mere er om diversitet og kvalitet.