En dobbelt fantasi om fugle
Sonja Lillebæk Christensen og Christian Schmidt-Rasmussen er aktuelle med en fælles udstilling på KUNSTPAKHUSET i Ikast. Her spiller fuglene som hverdagspoetisk motiv, populærkulturel kliché og antispirituel reference centrale roller i hver deres værker, fortæller kunstnerparret.
Sonja Lillebæk Christensen og Christian Schmidt-Rasmussen er aktuelle med en fælles udstilling på KUNSTPAKHUSET i Ikast. Her spiller fuglene som hverdagspoetisk motiv, populærkulturel kliché og antispirituel reference centrale roller i hver deres værker, fortæller kunstnerparret.
Sonja Lillebæk Christensen og Christian Schmidt-Rasmussen er aktuelle med en fælles udstilling på KUNSTPAKHUSET i Ikast. Her spiller fuglene som hverdagspoetisk motiv, populærkulturel kliché og antispirituel reference centrale roller i hver deres værker, fortæller kunstnerparret.
To store værker dominerer udstillingen med titlen Fuglene (Double Fantasy II) i det gamle pakhus i Ikast: Christian Schmidt-Rasmussens reliefværk Fuglene (frit efter Aristofanes) og Sonja Lillebæk Christensens videoinstallation Overgang.
Førstnævnte er lavet af bemalet pap og inspireret af Aristofanes’ komedie af samme navn fra 414 f.Kr. Komedien er en forestilling om en by i skyerne, som fuglene – og de to mennesker, de arbejder sammen med – bygger for at blokere kommunikationen mellem menneskene og guderne – udelukkende for egen vindings skyld.
“Jeg kan godt lide forestillingen om, at det der med mennesker, guder og natur ikke er en spirituel gang halløj, men en magtkamp, som kan vindes”, forklarer Christian Schmidt-Rasmussen. “I modsætning til andre græske tragedier, jeg har læst, er der her ingen skæbne, der ikke kan overvindes, og ingen blodhævn, der skal udøves. Her er bare politik. Jeg forestiller mig, at en by i skyerne er lavet af lys og mørke – her af guld, sølv og sort.”
Der ligger ikke en umiddelbar trang til at skildre eller hylde naturen i kunstnerens anvendelse af fuglemotiver. Motiverne kommer et andet sted fra:
“For mit vedkommende stammer min brug af dyr nok fra Disney. Jeg er bybo, og den eneste kontakt, jeg havde til dyr som barn, var de hundelorte, jeg trådte i. Dyr var noget mærkeligt fjernt, eventyrligt og mytologisk. Nu har jeg hund og bor midt i det grønne, men jeg er stadig præget meget af min barndoms fjernhed fra det grønne.”
Maleri er fiktion og frihed
Schmidt-Rasmussen ser maleri som en fiktion, en fortolkning. Det er hovedsageligt maleri som en historisk funderet ting, han forholder sig til. Det giver en vis stilistisk og fortællemæssig frihed, og interessen er i øjeblikket rettet mod rokokoens fortryllende mestre:
“Især Fragonard og til dels Watteau og Boucher gør mig helt blød i knæene. Det lette, det paradisiske, det fjollede og det decideret uansvarlige tiltaler mig. Jeg kredser om at fremstille det paradisiske, det vidunderlige, det fantastiske, det overvældende, det øjeblik, hvor alting føles muligt,” fortæller han.
Virkelighedspoesi
Sonja Lillebæk Christensens videoinstallation Overgang består af en stor videoprojektion, to mindre videosekvenser samt en halv gangbro. I hendes værk spiller fuglene (krager og måger) en mere jordnær rolle. De følger to mænd med hund på deres daglige gåtur gennem parken (Valbyparken). Kunstneren følger ihærdigt et stykke hverdagsvirkelighed for at åbne det op for dens skønhed:
“I Overgang ruller virkelighedens poesi lige foran mig, og det brugte jeg lidt over et halvt år på at fange med mit kamera. Det ritual, de to ældre mænd har hver dag, er for mig et billede på hverdagens skønhed, skrøbelighed og forgængelighed. Et konkret billede på alderdom, venskab, omsorg, troskab, tillid, tamme sorte kragefugle i et kontrastfyld landskab med træer, sne og solskin.
Det er livets gang i fuld flor, som for mig åbner op for flere historier end blot det, øjet ser. Den bevægelse, der sker fra ‘det virkelige’ til det drømmende og tilbage igen, beruser mig,” fortæller hun.
Hitchcocks fugle
Videoen har reference til Hitchcocks velkendte film Fuglene. Brugen af kragefugle i begge kunstneres værker er måske en kliche, men den fungerer som en bevidst guide til værkerne:
“Klichéen, kragefugleskrig, bliver stadigvæk brugt flittigt til at beskrive døden eller mysteriet, som lurer lige rundt om hjørnet, inden for både den smalle og mere populære fiktion. Den reference syntes vi gav en god fælles ramme for vores udstilling, som kunne bruges til at guide folk ind i hver vores værker. Og ingen af os er bange for brugen af det populære,” forklarer Lillebæk Christensen.
Sonja og Christian som John og Yoko
Også udstillingens undertitel, Double Fantasy II, er en populærkulturel reference. Den henviser til en ikonisk pladeudgivelse af ægteparret Yoko Ono og John Lennon i 1980. De brugte deres kroppe og biografier i deres kunst.
”En lignende position sætter Christian og jeg os gerne i, hvor vi viser, at det er hér, vi taler fra,” fortæller Sonja Lillebæk Christensen og peger på, at det virkelighedsnære og selvbiografiske præger deres kunstpraksis.
Udstillingshæftet Double Fantasy – Samtaler mellem Sonja og Christian illustrerer det. Det er samtaler fra daglige ture med hunden Plet på Sydhavnstippen – en gammel losseplads – der udgør hæftets tekst.
“Kunst er en endeløs samtale så at sige,” forklarer Christian Schmidt-Rasmussen. “Samtalerne i hæftet er en slags afspejling af det. Det er grundlæggende vigtigt at påpege, at kunst er lavet af nogen, og at denne nogen ikke svæver frit i luften, men findes et bestemt sted i verden. Så når vi snakker om vores erfaringer fra forskellige samfundslag og geografier, skal det forstå meget konkret.”
Ifølge Lillebæk Christensen holder den modernistiske forestilling, om at kunstværket er autonomt, ikke:
“Der er altid et menneske bag denne handling at skabe et værk og vise det frem, og det at forsøge at lægge et røgslør ud omkring det er fejt i mine øjne. Når jeg forsøger at blande mig selv og min opvækst ind i udstillingen/mine værker, er det et forsøg på at sige, at vi ikke kommer udenom subjektet – altså mig som afsender. Det er nu engang den måde, jeg befinder mig bedst med mig selv i verden.”
Fakta
Klik på ét af billederne for at se flere billeder fra udstillingen. Sonja Lillebæk Christensen f. 1972 . Bor og arbejder i København Uddannet fra Det Jyske Kunstakademi, 2003 Christian Schmidt-Rasmussen f. 1963. Bor og arbejder i København Uddannet på Det kongelige danske kunstakademi, 1992 Bente Jensen er leder af KUNSTPAKHUSET