Dobbelt op

Vi betragter kunsten gennem filtre eller rammer. Men kunsten hylder og ophøjer kunstværket som noget enestående og priviligeret og vil ofte søge at sløre rammerne og filtrene.

Kunstmuseet har hvide neutrale rum, så de ikke forstyrrer kunsten, mens sokler, montrer osv. er der for at fremhæve kunsten uden selv at skulle bemærkes.  
Disse rammer er selvfølgelige. De er som en glasrude, man kigger igennem, uden man ænser ruden. En gang imellem er det godt at stille skarpt på disse filtre – på ruden selv.

Det er, hvad Vibe Overgaard intenderer med sin udstilling Looking Through This, hvor hun netop bruger glasset som gennemgående materiale og metafor for selve filtret, vi erfarer kunsten igennem. Hvor ruden normalt er den, man ser igennem for at se værket, er det her selve ruden, der er værket.

Blokader for synet
En stor fotostat viser indgangspartiet til noget, som meget vel kunne være et kunstudstillingssted. Man kan dog kun delvist se ind i rummet, fordi glasfacaden spejler byrummet udenfor.

Et glasskab i udstillingen er på lignende måde uigennemtrængeligt, fordi glasset er sortmalet. Og godt nok kan man se gennem glasset i en anden montre, men man er forhindret i at se opslaget i den bog – et kunstkatalog? – der ligger i montren, da opslaget er dækket af en fotokopi – af et bogopslag.

Det nærmeste, man kommer på ‘selve værket’, er de to sortmalede glasplader, der står på gulvet. Her har kunstneren påført glasfladen sort maling, der på Gerhard Richters manér er trukket over med en stor spartel.
Det minder næsten om ‘rigtige malerier’. Det spiller på forholdet mellem motiv og flade (som var det et maleri af Gerhard Richter), men her er den tvetydige medspiller glassets normalt gennemsigtige materialitet og de spejleffekter, den glatte, sortmalede flade afgiver.

Overgaards udstilling kan sammenlignes med den aktuelle udstilling på Tranen i Gentofte, hvor Honza Hoeck tager fat i en beslægtet tematik med fokus på de management-agtige processer og systemer bag en samtidskunstudstilling. Overgaard er noget mere abstrakt i sin tilgang, og brugen af glasset som materialitet og metafor peger ikke nødvendigvis på kunstens rum. I mange henseender – og i livet i almindelighed – skal vi anstrenge os for at se de filtre, vi ser ser tingene igennem.

Læs anmeldelse af Honza Hoeck på Tranen

Det er ikke banebrydende pointer, Overgaard lægger frem, og man kan indvende, at udstillingen ikke giver meget fra sig i al sin indadvendthed eller forsøg på (fremmedgørende) metatænkning. Men Overgaard disponerer sit udstillingsrum klart og tæt, og selvom udstillingen så at sige kredser om rammerne for en udstilling, fungerer den – næsten paradoksalt – som en rigtig kunstinstallation med en stram, minimalistisk æstetik og materialitet. Det er ganske godt gået.

Den rigtige natur er ikke rigtig
Hvis Overgaard undersøger kunstens natur, er det den rigtige natur Laurits Nymand Svendsen tager fat på. Den man finder derude i skoven – men som så alligevel ikke er helt rigtig eller helt entydig naturlig. Derfor er Nymand Svendsens udstillingstitel da også Double Nature, og dobbeltheden drejer sig om ægthed og kunstighed, original og kopi.

I en videoprojektion ser vi et fotografisk billede af naturen sat op i en granskov – tydeligvis en plantage og ikke en ægte urskov. Foran billedet ser vi silikoneafstøbninger af skovens dyr, en due, et egern osv.
På udstillingsrummets gulv ligger en brunlig måtte – det er en afstøbning af en skovbund – og i hjørnet står en plastkopi af en gren.

Nymand Svendsen har jeg tidligere lagt mærke til. Hans overbevisende afgangsprojekt fra Det Jyske Kunstakademi i 2013 med en superæstetisk materialisering af en fiktiv russers drømte kunstværker havde en poetisk skævhed, der gjorde indtryk. Og på Extract 2013 på Gl Strand havde han skabt skulpturer til et helt nyt segment, nemlig dyr: Artworks for Animals.

Her i Holstebro er vi knap så udfordret, vil jeg mene. Men Nymand Svendsens præsentation har ligesom Overgaards en knap tæthed, som virker. Det, der skal siges, er sagt – der er det, der er. Naturen er i Nymand Svendsens version ikke noget grundfæstet territorium, og hvis man spørger naturen selv, kan man være sikker på én ting: Den svarer ikke, for den er tavs.

Kunsten kan også være velgørende tavs, og i Huset for Kunst og Design er der netop nu to enkle, lidt tyste udstillinger, der klæder hinanden.