DOCUMENTA XII 2007

Så er det blevet documenta-tid igen. Selv om arrangementet efterhånden er blevet en gammel kunstinstitution med 11 foregående udstillinger tilbage til 1955, og selv om der efterhånden er kommet mange konkurrenter, er documenta stadig et særdeles interessant bud på, hvad der rører sig i samtidskunsten. Udstillingens to kuratorer Ruth Noack og Roger Martin Buergel har dog valgt at sammensætte udstillingerne således, at en mængde ældre kunst sættes op imod det helt nye. Samtidig har man også taget mange ukendte kunstnere med, så det er faktisk et ganske broget billede af kunsten man får. Der synes ikke at være en klar linie og en rød tråd i kurateringen, og sammenhængene kan ind i mellem virke noget søgte.

Hvor er maleriet?
Ligesom de seneste documentaudstillinger kan man godt undre sig over fraværet af det moderne nutidige maleri, der dominerer f.eks den danske kunstscene i disse år.
Det man møder, er mest installation, video, foto, objekter og skulptur. Udstillingen er spredt ud på 5 forskellige lokaliteter i Kassel: Fridericianum, Neue Galerie, Schloss Wilhelmshöhe, Documenta Halle og Aue Pavillon, der er nogle kæmpemæssige midlertidige pavilloner opstillet nedenfor Orangeriet.

Som traditionelle udstillingsområder fungerer Neue Galerie og Fridericianum bedst, mens Aue virker enormt og uoverskueligt. Men det er samtidig her, de mest opsigtsvækkende eksperimenter findes.

Fra dansk side er især Poul Gernes placeret meget iøjnefaldende steder, og hans farveeksperimenter dukker op på de fleste udstillingssteder. Men man kan dog spørge sig selv, om hvorfor man lige vælger Gernes med værker fra slutningen af 1960erne. Når det er sagt, så virker hans værker overhovedet ikke gamle eller utidssvarende.

Globalisering
Kina har fået en stor plads på denne udstilling. Dels deltager der mange utroligt interessante kunstnere, der umiddelbart ser ud til uden besvær at tilpasse sig den internationale kunstscene, og dels er udstillingernes samlede varemærke 1001 gamle kinesiske stole fra Qing Dynastiet fra 1644-1911. Stolene symboliserer projektet Fairytale, der har givet 1001 kinesere muligheden for at opleve udstillingen i Kassel og øge muligheden for kulturelle kontakter på tværs af landegrænserne.

I det hele taget synes der at ske en globalisering af kunsten. Man kan ikke længere adskille kunstnere fra forskellige verdensdele. Forskellene i udtrykkene udviskes. Der er også flere opsigtsvækkende afrikanske kunstnere repræsenteret. Sydafrikaneren David Goldblatt viser afrikanernes barske levevilkår i en række socialrealistiske fotos, der skildrer arbejdere på vej til og fra arbejde. Og Guy Tillin, ligeledes fra Sydafrika, skildrer en meget kaotisk valgkamp i Congo, hvor man fornemmer det kaotiske i de politiske processer i mange afrikanske stater.

Romuald Hazoumé fra Benin har lavet en kæmpeinstallation, der består af et enormt foto fra en afrikansk kyst og en båd konstrueret af gummidunke, som ellers bruges til at smugle benzin i. Dream handler om drømmen om at komme væk og om kulturmødet mellem Afrika og Vesten. Båden er nemlig fuld af huller fra dunkene, og der er netop ingen vej væk fra den afrikanske hverdag.

Kunstnerne fra den 3. Verden har nok flere politiske budskaber, og imperialister og ‘Den hvide Mand’ får mange tæsk for deres gerninger især under kolonitiden. Således balancerer mange kunstværker på en knivsæg mellem det politiske og kunstneriske.

De to mest profilerede malere er australieren Juan Davila og amerikaneren Kerry James Marshall.
Den chilenskfødte Davila er repræsenteret med en række værker, der viser nogle groteske sider af den mandlige seksualitet med klare politiske undertoner. Det er malerier, man slet ikke kan undgå selv i denne skov af billeder.

Amerikaneren Kerry James Marshall blander kunstneriske og politiske udbrud på en overbevisende og vedkommende måde. Han bringer afroamerikanernes liv og erfaringer ind i et kunstnerisk univers, hvor det sjældent ses.

Rismarker i Midttyskland
Wilhelmshöhe er et kapitel for sig selv. Dels rummer museet en fantastisk samling af ældre europæisk kunst, hvor især Rubens og Rembrandt er rigt repræsenterede. Dels er moderne værker placeret mellem de gamle mestre på en opsigtsvækkende vis, der giver et spændende samspil mellem gammelt og nyt. Desuden er slottet og især haveanlægget et besøg værd i sig selv. Det mest spektakulære værk ved slottet er nok thailænderen Sarakin Krue-On’s rismark på en skråning. Det er en skøn symbiose mellem fortid og nutid vesten og østen. Man kan åbenbart i disse så omskiftelige tider lave rismarker i Midttyskland.

Samtidig med documentas aktiviteter sydede byen af liv. Det var tydeligt at se, at folk kommer fra hele verden for at overvære de ca. 100 dage documenta 12 står på, og byen var fyldt med adskillige alternative koncerter og performances. I en baggård tæt på banegården ser man mange små alternative udstillings- og spillesteder, hvor især unge kunne finde ly med sleep-ins for ganske beskedne midler og bagerst havde man etableret en pragtfuld legeplads for personer over 67 år. Med kørestole og rollatorer og gynger for ældre.

Hvis man selv forstår at luge lidt ud mellem indtrykkene, må man vel fastslå, at Kassel og documenta stadig har en berettigelse, selv om man godt kunne have tænkt sig en lidt mere stram og logisk kuratering af udstillingerne.