Dødsblomster og dommedag

Adam Saks fylder den vanskelige Kunsthal Nord med en døds-poetisk totalinstallation. På fladen inklinerer valmuer for kranier, knojern truer publikum med faretruende aggression, og i det hele taget sender værkerne en stærk advarsel: Memento Mori. Husk, du skal dø.

De ældste af udstillingens 28 værker er fra 2013, så udstillingen tilbyder et kig ind i den Berlinbaserede kunstners seneste arbejdsfase. Adam Saks (f. 1974) er sig selv tro på sin nye og hidtil største udstilling, men man noterer sig, at han er blevet mere afklaret, og der er mere energi og kaos i værkerne end tidligere. Når han arbejder, dekomponerer han. Han opstiller nogle regler, som han konstant bryder med for at komme nye steder hen – samtidig med at han lokker betragteren ind i billedet, hvis elementer virker bekendte – blot er de her transformeret til maleri og gjort til noget andet. For maleriet er – uanset hvor virkelighedsefterlignende det måtte være – en abstraktion.

Saks’ motiver er en sammenstilling af forskellige elementer, da malerierne trækker veksler både på lavkulturens graffiti, street art og tatoveringskunsten og på barokkunsten med de svungne linjer og de dynamiske diagonaler. Og så har Saks for første gang malet direkte på væggen.

På udstillingen kommer vi godt rundt i kunstnerens nyeste produktion. Flere af værkerne er skabt direkte med Kunsthal Nords besværlige, labyrintiske arkitektur og de rå vægge for øje. Det gælder det store og magtfulde oliemaleri lige ved indgangen We are the Night (240 x 540 cm) fra 2014, hvor dødstemaet slås an med hesteskelet, knojern, kranier og valmuer – disse smukke blomster, som man kan fremstille opium af med dødelig udgang til følge. Motiverne svæver her på en flade, der kan minde om en vandskadet, skjoldet væg, som peppes op af en selvlysende, violet farve, der skaber liv.

Sandhedens Bjerg
I næste rum hænger ni malerier med samme format (190 x 190 cm) og ens titel MV. Titlen henviser til Monte Verità (Sandhedens Bjerg) i Schweiz. Motivet er en hesteskoformet port ind til dette sanatorium, som i forrige århundrede dannede ramme om en utopi om at skabe et nyt, friere og sandere menneske i pagt med naturen. Stedet tiltrak mange europæiske intellektuelle og kunstnere – personligheder som C.G. Jung, Paul Klee, Else Lasker-Schüler, Hermann Hesse og Rudolf Steiner opholdt sig her. Sanatoriet og den sympati – og nostalgi – som det umiddelbart fremkalder, er det konceptuelle omdrejningspunkt for Adam Saks, som her maler ekspressivt og pastost i mange monokrome farver spændende fra de mere sarte over stærke pangfarver til sort, hvor motivet næsten forsvinder.

I de øvrige malerier mixer Adam Saks genkommende elementer og sampler dem i nye kombinationer og farver. Han er optaget af at accelerere billedfladen og at skabe nye billeddannelser. I et introducerende interview ved kunsthal Nords leder Henrik Broch-Lips, taler han om at lave kollageagtige billeder, der får tegningen og maleriets virkemidler til at spille sammen. Man kan tilføje, at også grafikken spiller en rolle, for i flere af malerierne har Saks integreret linoleumssnit, hvilket bryder fladen yderligere op.

Eminente akvareller
Hvis man ikke var klar over det, så bevidner udstillingen, hvor fremragende Adam Saks er, når han maler i det lille format. Det fremgår især af en suite på 8 akvareller, hvor han optegner motivet med oil stick. Den delikate og urolige akvarelfarve dirrer her som et luftigt slør under den tydeligt markerede streg. Valmuemotiverne går igen, men her rummer de en stille skønhed. Her er Adam Saks mesterlig.

På udstillingen er der montrer med de mange kataloger og tryksager, der dokumenterer kunstnerens efterhånden lange karriere med stor udstillingsaktivitet i ind- og udland. Desuden har Saks malet et sort mønster direkte på væggene i den bageste del af udstillingens mange rum. Det sorte mønster virker flygtigt, som om det var stemplet på væggene. Det kan derfor ikke undre, at mønstret er taget fra et lille linoleumssnit, som her er skaleret op. Det fungerer fint som baggrund for bl.a. en række delikate papirarbejder, som ligner monotypier, men som er spraymaling-tegninger – også med oil stick.

Saks’ billeder er komponeret ud fra mange billedspor, teknikker, tider, kulturer og steder, og på fladen opstår der nye fortællinger af summen af elementer. Men udstillingens ubetinget bedste maleri er det spritnye Claw (180 x 150 cm, 2015), der viser nye veje hen mod en yderligere opløsning af motivet. Her rykker Adam Saks for alvor, og hvis han fortsætter ad dette spor, er der mere godt i vente.