Adam Saks
Adam Saks skaber billeder i det snævre spænd mellem figuration og abstraktion og oftest med en flertydig forståelsesramme. Han benytter en særlig form for motiv- og billedsampling, hvor han ved at løsrive elementer fra deres oprindelige kontekst, og genindsætte dem i forskellige konstellationer, skaber en række nye fortællinger.
Adam Saks henter sine billedelementer fra både høj- og lavkulturen og er oftest inspireret af menneskets overskridelse af mentale grænser – det være sig opiumshulens dæmoni eller den tatoverede krop, der med billeder under huden vidner om levet liv og eksistentielle grundvilkår.
Han har ofte fundet inspiration i de tatoveringer, som har prydet de franske straffefangers og fremmedlegionærers kroppe. Dermed har hans dramatiske og melankolske malerier været fyldt med billeder af sømænd, lette kvinder, voldsomme dyr, dødningehoveder, ugler og øde, disharmoniske landskaber, der har tilført malerierne en vis magisk og distanceret eksotisk stemning.
Adam Saks er maler, og hans primære hensigt er at accelerere fladen og skabe modsætninger ved at indføre skalaforskydninger, flere forskellige visuelle niveauer og benytte særligt transparente farver. Ved kontrolleret at sammenstille mange forskellige motiver, og veksle mellem figuration og abstraktion, skaber han indre spændinger i malerierne.
Ved at placere temporære elementer fra en fjern fortid i en ny sammenhæng skaber Adam Saks et frosset og cool univers, der handler om livets forgængelighed.