Dødspoesi i bunkeren

Golden Days 50’er festival får tilskrevet et relevant men yderst dystert kapitel i Bernstorffsparkens bunker i Gentofte, der de sidste par uger har huset Thomas Boströms fascinerende projekt og udstilling: Oppenheimer.

Under jorden, på kanten af civilisationen, i de selv samme lokaler, hvor borgerne kan søge tilflugt, og hvor militæret har holdt øvelser indtil 2006 (jep!), kan man opleve soloudstillingen, der kryber ind under huden på atombombens fader J. (Julius) Robert Oppenheimer (1904-1967) og de besøgende som en kulde fra det hinsides.

Bunkeren er det sidste tilflugtssted under den ultimative katastrofe – fx en atombombe på dansk jord.

Man kunne i realiteten kalde det en steds- og tidsspecifik installation, som er fordelt i ni rum og tæller foto, video, lyd, skulpturelle installationer og historiske dokumenter og objekter. Det er et omfattende projekt, et interessant, tidskrævende og omhyggeligt researchet projekt.

Oppenheimer-virussen
Måske er Boströms fascination af J. Robert Oppenheimer så stærk, at han egentlig ikke har set nødvendigheden i at gøre materialet til hans eget og formulere noget markant nyt. Resultatet er i hvert fald, at turen i den 1100 kvadratmeter store bunker, der stadig emmer af koldkrigs-angst ikke efterlader et større kunstnerisk aftryk i bevidstheden.

Det er ikke Boströms formelle og installatoriske greb der gør indtryk, men stedet og den historiske skildring og den usædvanlige karakter man bliver præsenteret for. Det er Oppenheimer, der sætter sig i kroppen – nærmest som en virus man ikke kan ryste af sig. Det kan jo være, at det er selv samme virus, som Boström er ramt af…?

Hvordan skulle man også som kunstner kunne omfavne og forme en så sublim og grænseoverskridende historie som a-bombens skabelse og påvirkning af verdensopfattelsen, -moralen og -politikken.

Der er vitterligt få opfindere og opfindelser, der har haft en så omvæltende effekt på menneskeheden. Det er heftigt og uovervindeligt materiale at arbejde med som kunstner, kort sagt.

Det er den yderst indsigts- og respektfulde overlevering af Oppenheimer, som Boström skal have al mulig ros for.

Videnskabens mand
Der hvor det lykkedes at stykke af vejen, er dér hvor Boström giver det historiske materiale et poetisk twist, der spejler Oppenheimers meget poetiske syn på og forståelse af videnskaben og verden, ja universet, omkring ham. Der hvor man mærker jordforbindelsen slippe hånd i hånd med Oppenheimer.

Et godt eksempel er kunstnerens fotokollager (American Prometheus, 2012, The Gaze of an Alien, 2011 og især Image Archive (A wonderful Randomness), 2012) og fortolkninger af den videnskabelige proces, ligesom BBC-interviewet (A Ghost in the Glass, 2012) fra 1953 med Oppenheimer (og hvor man altså får lyd på manden) er helt fantastisk. Oppenheimer afslører her sin helt særegne stemmeføring, der blotter en både poetisk og ekstremt følsom sjæl i en verden på vej mod nye grænser, imens Boström langsomt undersøger et glasobjekt med kameraet. Det er ren hypnose.

Bare det at vandre rundt i den kolde bunker med Oppenheimers rolige, næsten nynnende blottelser af videnskabens indre, er hele turen værd!

Det usagte
De moralske, politiske og samfundsmæssige spørgsmål fylder desværre næsten ingenting i udstillingen, selvom det i denne anmelders øjne er et oplagt tema for en billedkunstner i denne sammenhæng: ‘at sætte ord’ på noget af det, der er – og var – svært at formulere. Knytte den menneskelige skæbne til de konsekvenser, som man ikke så dengang.

Der har Boström nogle oplagte muligheder, der ikke udfoldes i bunkerens mørke. Man erfarer kort sagt ikke paranoiaen, fremtidsfrygten eller de moralske dilemmaer gennem kunsten.

Oppenheimers poesi
I en af de dokumentarer jeg fandt frem til efter besøget i Bernstorffsparkens store bunker – tændt af Oppenheimers forunderlige karakter – forsøger han at formulere, hvad opfindelsen vil kræve af menneskeheden i fremtiden:

“I think the only hope for our future safety must lie in collaboration based on confidence and good faith with the other peoples of the world.”

Og hér ligger meget sigende en enorm selvmodsigelse, da krig og a-bomben i sig selv er bygget på modsatsen til netop disse håb. En rammende illustration af de betænkninger og fortrydelser, der også prægede holdet af videnskabsmænd på Los Alamos-basen i Californien, da de efterhånden indså, hvad de havde skabt.

Igen er det Oppenheimer, skaberen selv, der med bævende stemme formulerer det bedst og mest poetisk med et citat fra Hindu-skriftet Bhagavad Gita efter nedkastningen af de første atombomber over Hiroshima (6. august) og Nagasaki (9. august):

“Now, I am become Death, the Destroyer of Worlds.”

Det er stærke sager, som Boström aldrig kan eller skal overdøve. Det er ren poesi helt ind i eksistensens grundkerne.