Dokumentarfilm som kunstform på CPH:DOX

Hvordan dokumenterer man en historisk begivenhed? Hvordan illustrerer man klimaforandringernes omfattende konsekvenser, efterdønningerne af den økonomiske krise eller konflikten i Ukraine? Hvordan forholder man sig til konstruerede fortællinger, ideen om kopi og original, produktionssamfundets kontinuerlige hober af arbejdsopgaver og den deraf følgende konstante følelse af utilstrækkelighed? Det er spørgsmål, som kunstfilmene på dette års CPH:DOX tager livtag med på utraditionelle og mere eller mindre abstrakte måder.

CPH:DOX har siden festivalens spæde begyndelse i 2003 insisteret på, at dokumentarfilm er andet og mere end blot en journalistisk metode, men også kan være en kunstform. Løftet om at vise noget virkeligt opfyldes således ikke altid i traditionel forstand på CPH:DOX, men i stedet præsenteres vi for en lang række forskelligartede undersøgelser af, hvordan man kan forholde sig til og dokumentere en i mange henseender uhåndgribelig virkelighed. Det er også tilfældet i år, hvor film med kunstnerisk islæt gavmildt er strøet ud over programkataloget. I det følgende slår vi ned på nogle af de mest bemærkelsesværdige af slagsen.

En ny verden
Værd at nævne i den forbindelse er filippinske Lav Diaz’ to en halv time lange Storm Children, Book One’, der deltager i hovedkonkurrencen DOX:AWARD. Filmen indledes med et billede af silende regn, der rammer vandoverfladen i en flod. Lyden af vandmængderne er det eneste, vi hører, og kameraindstillingen holdes længe – og så lidt længere. Som beskuer tvinges man til at sætte farten ned og acceptere det langsomme tempo, som holdes hele vejen igennem det storslåede værk, der med bjergtagende sort-hvide billeder viser det, der er tilbage af en kystlandsby efter, at tyfonen Haiyan for godt et år siden ramte Filippinerne.

Et fluen-på-væggen-kamera følger landsbyens børn og iagttager, hvordan de synes at være ved at skabe noget nyt ud af ruinerne. Læner man sig tilbage og lader tid være tid, bliver resultatet en meditativ rejse ind i børnenes verden. De graver i skraldedyngerne efter brugbare redskaber eller legetøj, de henter vand fra en nærliggende brønd, de leger og hopper i vandet fra de store tankskibe, der blev slynget op på land af vandmasserne, som tog livet af halvdelen af landsbyens beboere. Hele tiden falder regnen, tungt og insisterende, men børnene synes ikke at tage notits af den; de leger, graver og arbejder uanfægtet videre.

Først 80 minutter inde i filmen høres den første dialog, og det er først efter to timer, at billederne kontekstualiseres og vi får en form for forklaring på, hvad der er sket. Et greb, Lav Diaz benytter til ikke blot at give os en mere sanselig indgang til klimaforandringernes uoverskuelige perspektiver, men også få os også til at reflektere over børns modstandsdygtighed og definitionen på det gode liv. For børnene leger videre og virker tilfredse midt i al elendigheden. Det er ikke nogen tilfældighed, at den filippinske instruktør lige nu anses for at være en af de mest radikale og kompromisløse instruktører inden for sit felt, og de smukke billeder af den smadrede kystlandsby, skønheden i det forfærdelige og børnenes smil og ukuelighed er ubetinget tur ind i biografmørket værd.

Et andet værk i hovedkonkurrencen er portugisiske Pedro Costas Horse Money. I sin metode trækker Costas på den danske fotograf Jacob Riis, som blev kendt for sit dokumentariske feltarbejde og sin skildring af slummen i 1880’ernes New York. Udgangspunktet i ’Horse Money’ er et slumområde uden for Lisabon, beboet af fattige immigranter. Mads Mikkelsen, programlægger på CPH:DOX, kalder Horse Money ”en slags trancefilm”, der ”æstetisk er en blanding af Caravaggio og amerikansk horror fra 1940erne”. En mørk, abstrakt refleksion over de liv, der ødelægges af fysisk hårdt arbejde, fattigdom og krise.

Intervention iført englevinger
Bearbejdningen af kriser og konflikter synes i det hele taget at have optaget flere af skaberne bag de kunstneriske bidrag til dette års CPH:DOX. I Miss World in Ukraine 2014 foretager den danske performance- og identitetskunstner Nielsen, tidligere Das Beckwerk, tidligere Claus Beck-Nielsen, en rejse til det kriseramte Ukraine. Iført en hvid brudekjole og udstyret med en guitar og et imødekommende smil rejser Nielsen rundt som en menneskelig inkarnation af fredsenglen.

Ideen er, forklarede Nielsen efter første visning af filmen, at skabe øjeblikke af tvivl og tøven i et hårdt trængt land, hvor en mand i hvid kjole, der synger naive fredssange, nemt kan vække anstød. Men det, Nielsen oftest møder, er menneskelighed og ønsket om fred, forklarer han. Miss Worlds anstrengelser kommenteres i filmen af professor Hal Bietel fra University of Chinafrica, en anden version af Nielsen, som fra et sted i fremtiden ser tilbage på 2014 og krisen i Ukraine med intellektuelt anlagte øjenbryn og en flertydig filosoferen over projektet. Nielsens interventionistiske tilgang viser os et andet Ukraine end det, vi ser i nyhedsmedierne: De små lommer af stilstand og dagligdag, der også udgør et land på randen af krig.

Filmen vises sammen med den hollandske kunstner Renzo Martens’ destabiliserende Episode One fra 2003. Udstyret med et Hi8 videokamera og et tvivlsomt projekt, der lader til at gå ud på at vinde ekskæresten Marie tilbage, rejser Renzo Martens illegalt ind i det krigshærgede Tjetjenien. I Groznys ruinlandskab af ramponerede bygninger interviewer kunstneren civile, flygtninge, rebeller og FN-ansatte – ikke om deres oplevelser af krigen, men om, hvordan de ser på ham. Det virker provokerende og ud over alle grænser blottet for empati, da Martens møder en mand i en flygtningelejr, der, forbrændt i det meste af ansigtet efter en gasulykke, fortæller, at han ikke kan forsørge sine børn. Martens reagerer ved at spørge manden, hvad han synes om ham, om han ser godt ud? Den forbrændte mand svarer forbløffende venligt og imødekommende, at han ser godt ud, at alle gerne ville se ud som ham. Med Episode 1 agerer Martens stand-in for den uberørte tv-seer, der passivt bevidner verdens krige og katastrofer, og resultatet er både foruroligende og morsomt. En kommentar til mediemaskineriets spilleregler, hvor katastrofer og menneskelig lidelse er i høj kurs, men hvor medfølelse og reel intervention kan være sværere at få øje på.

Mens Renzo Martens kommenterer på distributionen af billeder fra krigszoner, er The Working Life af Superflex og Caroline Sascha Cogez en kommentar til vækstsamfundets hamsterhjul og konstante bestræbelser på produktionsoptimering. Filmen er en hypnoterapeutisk øvelse i at forlade det kontorlandskab, man er fanget i, efterlade de uendelige bunker af opgaver, møder, opkald, påmindelser og træde ud på den anden side, hvor der er ro – i dette tilfælde toilettet. Bag hypnosen står den certificerede hypnoterapeut Tommy Rosenkilde, og dermed bliver filmen ikke blot en refleksion over vidensarbejderens konstante følelse af at være bagud og ikke gøre det godt nok, men også et eksperiment: Måske filmen kan bruges som redskab; hypnotisere tilskueren til at stå af ræset og ryste skyldfølelsen over aldrig at slå til af sig. Måske er det i orden ikke altid at være brugbar.

Originale fraklip, kopierede originaler
Også i polskfødte Agnieszka Kurants Cutaways hyldes det ikke umiddelbart brugbare eller målrettede, i dette tilfælde det overskydende materiale fra filmoptagelser, fraklippet. Filmen er en genindspilning af fraklippede karakterer og deres respektive scener fra tre film. Charlotte Rampling, Abe Vigoda og Dick Miller blev klippet ud Vanishing Point, Pulp Fiction og The Conversation og mødes her i de oprindelige roller i en mytisk setting, der lægger op til sin helt egen fortælling, men som i stedet bevæger sig over i en humoristisk hyldest til alle de skuespillere og karakterer, der er blevet klippet ud af filmhistorien. De tæller blandt andet Guillermo del Toro, Harrison Ford, Ben Affleck, Lara Flynn Boyle, Henry Fonda, Holly Hunter, Mick Jagger, Liv Tyler og Viggo Mortensen. Et greb, der bevidstgør om et værks plasticitet; processen og de tilfældigheder, der ligger bag skabelsen af ikke bare film, men også musik, litteratur, historie og videnskab.

Samme tema gradbøjes i Ella Raidels Double Happiness om det relative forhold mellem kopi og original. I Kina tager man ikke originalitet så højtideligt – ”at skabe er at imitere”, som en af arkitekterne i filmen siger. I det sydlige Kina har man således med stor entusiasme genskabt en tro kopi af den østrigske landsby Hallstatt, der ligger pittoresk mellem bjergene i Salzkammergut og er på UNESCOs verdensarvsliste. Den kinesiske kopi ligner originalen i sådan en grad, at det er svært at skelne mellem optagelserne fra de to steder, og det virker formidabelt desorienterende. Det imponerede en hotelejer i den østrigske original så meget, at hun bad kineserne producere kopier af hotellets møbler, da hun skulle have lavet nye. For hvad er ’ægte kultur’? Kan man have copyright på en by? Og hvad ville der ske, hvis et samfund besluttede sig for at kopiere en hel civilisation? Samtidig giver ’Double Happiness’ et unikt indblik i den kinesiske kultur, hvor det at genskabe en tro kopi af Eiffeltårnet ikke på nogen måde anses for at være usmageligt eller uoriginalt. Et land, der i bestræbelserne på at skabe noget smukt, vender sig mod vestlig kultur og – kunne man frygte – tilintetgør sin egen i skyndingen.

Sidst kan nævnes CPH:DOX-yndlingene Ben Rivers og Ben Russell, der er repræsenteret med hver deres værk – henholdsvis Things, en undersøgelse af hjemmet som sted og tilstand, og Atlantis, en abstrakt refleksion over Grækenlands historie og det utopiske som koncept. Dertil skal nævnes, at den produktive Keren Cytter er dette års Artist in Focus og repræsenteret med både film, en udstilling på Charlottenborg og en live-performance samme sted – passende for en kunstner, der bevæger sig i feltet mellem film, video, performance, dans og musik. Det skulle efter sigende blive både højt og vildt.